Aktivitetsmedarbejder med pædagogisk erfaring til Dagtilbuddet på Bostedet Viben i København NV

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Motiveres du af at gøre en forskel for borgere med erhvervet hjerneskade? Og vil du være en del af en organisation med høj faglighed og fokus på det professionelle samarbejde?

Vi søger en aktivitetsmedarbejder til vores dagtilbud.

Du vil arbejde 20 timer i dagtilbuddet Aktivitetsuglen (arbejdstid fra kl. 08.00 til 15.00), resten af timerne vil blive fordelt på etagerne og inkluderer dagvagter kl. 7.00-15.00, aftenvagter kl. 15.00-23.00 samt weekendarbejde.

Hvem er vi?
Viben er et botilbud for voksne borgere med erhvervet hjerneskade. Vi har 35 boliger fordelt på fire etager og er placeret i København nordvest tæt ved park, station og byliv. Vi har et lækkert gårdmiljø og bålplads, som vi ofte bruger til sociale arrangementer og som en del af vores hverdag i Dagtilbuddet. 

Om os
På Viben arbejder vi målrettet med at skabe et hjem for beboerne, så de kan trives bedst muligt. Dette indebærer, at vi støtter borgerne i at opnå en høj livskvalitet med fokus på etik og inddragelse i eget liv.

Dagtilbuddet Aktivitetsuglen
I Aktivitetsuglen arbejder vi med brugerinddragelse og medindflydelse, og vi tilrettelægger derfor aktiviteterne i samarbejde med borgerne. Aktiviteterne tager således udgangspunkt i borgernes ønsker og behov og indeholder elementer, der retter sig mod inddragelse og stimulering af en eller flere sanser.

Lejlighederne i botilbuddet
Bygningen har fire etager med i alt 35 lejligheder. Der er otte eller ni lejligheder på hver etage samt fællesrum og køkkener. Der er en altan på anden sal, som hele huset bruger. Vi har en flot gårdhave med græsplæne, blomster og orangeri, og der er god plads til aktiviteter.

Vi vægter faglig refleksion, kollegial og ledelsesmæssig sparring, og vores omgangstone er respektfuld og anerkendende.

Som vores nye kollega får du

  • spændende og udviklende opgaver, der udfordrer dine faglige og personlige kompetencer
  • en arbejdsplads med fokus på trivsel, samarbejde og et godt arbejdsmiljø
  • grundig oplæring og støtte fra erfarne kolleger

Dine opgaver i dagtilbuddet

  • Planlægning og gennemførelse af aktiviteter for borgerne
  • Deltagelse i aktiviteter – herunder ture ud af huset
  • Samarbejde med kolleger om sansemotoriske og pædagogiske aktiviteter
  • Tæt samarbejde med resten af huset for at sikre en helhedsorienteret indsats

Dine opgaver i huset

  • Pleje- og omsorgsopgaver i samarbejde med teamet
  • Pædagogiske opgaver med fokus på borgernes trivsel og udvikling
  • Praktiske opgaver som tøjvask, oprydning og lettere rengøring
  • Daglig dokumentation i vores system, Domus
  • Udlevering og dokumentation af medicin

Vi søger dig, som

  • har pædagogisk erfaring og gerne med målgruppen
  • trives i et miljø, hvor faglighed, tydelig og målrettet kommunikation er en del af den pædagogiske praksis
  • har basale it-kundskaber og kan udtrykke dig godt i tale og på skrift og forstår vigtigheden af dokumentation
  • har respekt for borgernes selv- og medbestemmelse
  • kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • har kørekort og evnen til at køre en mindre bus (en nødvendighed) 

Løn- og ansættelsesvilkår  
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Stillingen er en fastansættelse med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. januar 2026.

Vi indhenter straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.

Mere information  
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Monika Norah Sommer på 24 77 08 56. Du kan også læse mere om os her: Viben | Handicap.

Søg via linket senest fredag den 21. november 2025