Aktivitetsmedarbejder med musiske kompetencer til Aktivitetscentret Indre By
Få et job med fokus på ældre, fællesskaber og meningsfuld aktivitet med musikken som redskab.
Aktivitetscentret Indre By er et sundhedsfremmende tilbud til hjemmeboende borgere over 65 år, som har brug for let til moderat støtte i hverdagen. Formålet med centret er at skabe rammer og mulighed for at leve et aktivt og meningsfuldt liv med gode sociale relationer. Vi er optaget af sikre, at medlemmerne får et tilbud af høj kvalitet, som baserer sig på den nyeste viden om rehabilitering, træning og fællesskaber samt ikke mindst at være på forkant med efterspørgslen med et relevant tilbud fra kommende generationer af ældre. På centret foregår derfor en længere række af aktiviteter, som alle tager udgangspunkt i medlemmernes aktuelle ønsker og behov.
Stillingen indebærer et særligt fokus på at sætte musikken i spil dels som meningsfuld aktivitet og dels som et middel til relationsdannelse mellem medlemmerne. Herudover vil der være tværfaglige opgaver som fx vedligeholdende kognitiv træning herunder CST som et tilbud til vores medlemmer med en demensdiagnose. Du vil indgå i planlægning og udvikling af nye aktiviteter og arrangementer i samarbejde med medlemmerne. Du vil deltage i vores indsats mod ensomhed blandt ældre samt i vores fokus på at udvikle et værdifuldt samspil med frivillige og civilsamfund. Du indgår i en lille tværfaglig medarbejdergruppe med et tæt og positivt samarbejde. Vi tilbyder en god introduktion tilpasset dine ønsker og behov.
Vi forestiller os, at du har en pædagogisk eller sundhedsfaglig uddannelse og har stærke musiske kompetencer, som du er vant til at sætte i spil. Du er positiv, iderig og tør tænke nyt. Du har øje for borgerinddragelse og har fokus på medlemmernes ressourcer. Du trives med, at hverdagen indimellem er travl og ikke altid går som planlagt. Du har lyst til at sætte dit præg på den tværfaglige indsats og bidrage til at finde nye muligheder sammen med borgere og kolleger.
I din ansøgning ser vi gerne eksempler på, hvordan du forestiller dig at inddrage musikken som en meningsfuld aktivitet.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse. Vi ønsker, at du kan starte snarest muligt. Ansættelse sker efter gældende overenskomst.
Mere information
Vi uddyber gerne ovenstående. Du kan kontakte forstander Lotte Alsløw på 26 12 51 80. Du er også velkommen til efter aftale at besøge centret.
Søg via linket senest søndag den 16. august 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 35.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.