Aktivitetsmedarbejder med fri hver aften og weekend til dagtilbuddet Jacobshøj (barselsvikariat)
Søg jobbet
Genopslag
Vil du være med til at opbygge fremtidens botilbud, og går du glad hjem fra arbejde, når dine opgaver er blevet løst med faglig kvalitet og i godt samarbejde med dine kolleger?
Har du lyst til at gøre en forskel for voksne borgere med handicaps ved hjælp af pædagogisk relationsarbejde og aktiviteter?
Og vil du være en del af et stærkt fagligt team i vores botilbud og dagtilbud?
Så har vi jobbet til dig.
På Jacobshøj er vi ved at lægge fundamentet til et nyt og forbedret botilbud. Det betyder ny ledelse og nye kolleger. Vi er godt på vej, men vi mangler dig.
Vi brænder for faglighed, etik, borgernes medbestemmelse i eget liv, samarbejde og et godt arbejdsmiljø. Et godt arbejdsmiljø er noget, vi skaber sammen som kolleger. På Jacobshøj har vi god humor og god tone. Vi har en faglig og personlig respekt for hinanden og hinandens forskelligheder, og vi støtter hinanden i det daglige arbejde.
Om Jacobshøj
Jacobshøj indeholder både dagtilbud, aflastning og botilbud.
Dagtilbuddet er et internt og eksternt aktivitetstilbud. Der er indskrevet 11 borgere i tilbuddet: Seks interne og fem eksterne. Dagene er opdelt med faste aktiviteter og rutiner. Borgerne i dagtilbuddet er alle udviklingshæmmede i svær grad. På botilbuddet bor der 20 beboere fordelt på to etager, hvor af nogle benytter sig af dagtilbuddet. Borgerne er her alle udviklingshæmmede i middel til svær grad. Og på aflastningen er der tilknyttet 60 borgere. Her er målgruppen mere bred og favner alle borgere i København med et udviklingshandicap.
Du kommer til at samarbejde på tværs af alle vores afdelinger.
På Jacobshøj har vi borgernes trivsel som vores centrale omdrejningspunkt. Det pædagogiske arbejde planlægges ud fra en reflekterende faglig tilgang med fokus på den enkelte borgers ønsker, ressourcer og behov. Vores teoretiske referenceramme er neuropædagogikken. På baggrund af pædagogiske observationer går vi bag om borgerens adfærd og søger at forstå, hvilken mening det giver for det enkelte menneske at udvise netop denne adfærd.
Faglighed og samarbejde
Vi støtter borgerne i alle daglige gøremål, herunder socialt samvær, kommunikation, aktiviteter samt pleje og omsorg. Dette altid med udgangspunkt i deres individuelle behov med fokus på, at den enkelte borger opnår størst mulig selvstændighed i eget liv.
Vi arbejder ud fra en fælles forståelse af det professionelle og tværfaglige samarbejde, hvor alle er ansat til at levere lige dele faglighed og samarbejde. Det betyder, at ingen kun er ansat til at levere egen faglighed, men man skal kunne samarbejde og kommunikere med alle, for det er i det samarbejde vi sikrer de bedste vilkår for borgerne. Vi er hinandens forudsætninger for en høj faglig tilgang.
En typisk dag for aktivitetsmedarbejder på Jacobshøj
Du vil alle hverdage møde ind kl. 07.00 og hjælpe med morgenrutinerne på botilbuddet.
Du vil fra ca. 08.30-09.00 møde ind i dagtilbuddet og være der resten af dagen.
Dagtilbuddet åbner for borgere kl. 08.30, hvor de enten ankommer med bus eller kommer ned fra botilbuddene.
Der er fastlagte pædagogiske aktiviteter ifølge ugeskema hver dag.
Der er omsorgs- og plejeopgaver i løbet af dagen.
Borgerne bliver hentet mellem kl. 14-14.45. Der er lukket kl. 15.00.
Du vil desuden blive en del af aktiviteterne på tværs af hele Jacobshøj.
Vores nye kollega
Har du erfaring, motivationen og nysgerrigheden til at arbejde indenfor området, så er du velkommen som ny kollega. Det vigtigste er, at du trives og motiveres til at bidrage med dine kompetencer og for at arbejde relationelt/ fagligt med målgruppen og, at du har et godt blik for, hvordan dine kompetencer kommer i spil, når du har med borgere at gøre, som har væsentlige funktionsnedsættelser og komplekse behov. Vi lægger vægt på professionalitet, ansvarlighed, humor og kollegial omsorg, da det er i det fællesskab vi udvikler vores arbejdsplads.
Vi søger dig, der
- har en relevant pædagogisk uddannelse (pædagog eller PAU), en sundhedsfaglig uddannelse (Sosuass.), ergoterapeut eller tilsvarende erfaring, og som kan bringe dine faglige kompetencer i spil – både i arbejdet med borgerne og i vores personalemøder, hvor refleksion er en vigtig del af det pædagogiske arbejde
- trives i et miljø, hvor rutiner samt tydelig og målrettet kommunikation er en del af den pædagogiske praksis, og du er god til at skabe struktur og trygge rammer, så borgerne mødes af ro og stabilitet
- er ansvarsbevidst, nærværende og stabil og positiv i din tilgang til borgere og kolleger
- kan støtte og hjælpe vores beboere i personlig pleje, og kunne se den relationelle værdi i dette
- kan dokumentere den daglige indsats og ser dette som en integreret del af din faglighed
- værdsætter at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor samarbejdet om kerneopgaven har førsteprioritet og ønsker at bidrage til en professionel faglig kultur og vidensdeling
- har gode samarbejdsevner og sætter pris på at arbejde tværfagligt og bidrager til det kollegiale fællesskab med god energi og humor
Hos os får du
- et meningsfuldt arbejde, hvor du bidrager til livskvalitet for vores borgere
- grundig oplæring og introforløb
- løbende kompetenceudvikling ved interne og eksterne kurser
- et moderne dagtilbud med alle de nødvendige hjælpemidler
- dygtige og engagerede kolleger med forskellige faglige baggrunde
- tillidsbaseret ledelse, der har fokus på faglighed, trivsel og arbejdsmiljø
- en arbejdsplads med mulighed for indflydelse og ansvar
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt i dagtilbuddet. Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst. Tiltrædelse hurtigst muligt og senest den 1. maj 2026. Ansættelsen er tidsbegrænset til april 2027 med mulighed for forlængelse. Arbejdstiden ligger mellem kl. 07-15.00 på hverdage. Vi afholder personalemøder hver 4. torsdag i måneden kl. 15-18.00. Vi indhenter reference og straffeattest forud for ansættelsen.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte os på telefon for at høre mere om stillingen. Ring til afdelingsleder Britt Riis på 23 41 95 07 eller socialfaglig koordinator Susanne Heibøll på 21 18 37 36. Dagtilbuddet Jacobshøj er en del af Center for Længerevarende Boformer, som du kan læse mere om her.
Søg via linket senest søndag den 22. marts 2026
Vi holder samtaler onsdag den 25. marts.