Aktivitetscenter Østerbro savner en køkkenfaglig medarbejder – Og søger dig, der har lyst til at tilberede lækker, sund og indbydende mad til ældre

Søg jobbet

Drift og service
Fuldtid
Fastansættelse

Er du idérig og fyldt med gåpåmod? Og har du erfaring med at tilberede mad til en større gruppe mennesker? Så er du måske den køkkenfaglige medarbejder, vi søger til en nyoprettet stilling med stor grad af frihed.

Om os
Du bliver medarbejder på Aktivitetscenter Østerbro, som er et sundhedsfremmende tilbud til hjemmeboende borgere over 65 år, der har brug for lidt hjælp i hverdagen. Formålet med centret er at fremme ældres mulighed for at leve et aktivt og meningsfuldt liv med gode sociale relationer.

Du bliver en del af et godt arbejdsfællesskab sammen med kollegaer, som står for de daglige aktiviteter med medlemmerne.

Vi har gode køkkenfaciliteter med masser af plads til udfoldelse. Vi lægger stor vægt på mad og måltider, hvor maden så vidt muligt er økologisk og tilberedt af årstidens råvarer.

God og indbydende mad skal være en af dagens vigtigste begivenheder og skal bidrage til et godt fællesskab. Centrets medlemmer skal nyde duften fra madlavning og deltage i fx menuplanlægning, syltning og bagning.

Om jobbet
Du træder ind i en nyoprettet stilling med en stor grad af frihed, da du er eneansvarlig for maden. Du vil blive inddraget i at forme aktivitetscentrets kommende mad- og spisetilbud. Du har ansvaret for at planlægge og tilberede dagens varme ret og noget godt til eftermiddagskaffen til ca. 25 personer dagligt.

Du er med til at anrette og præsentere maden og bidrager til at fremme en god og hyggelig stemning under måltidet.

Af og til planlægges en festmiddag, en syltedag eller tid til at bage småkager.

Du har ansvar for de månedlige menuplaner samt for varebestilling i kommunens indkøbssystem. Derudover står du for egenkontrol og rengøring af køkkenet.

Om dig
Du har erfaring med at tilberede mad til en større gruppe mennesker. Du har muligvis en kostfaglig uddannelse og har måske også erfaring med at fremstille mad til ældre.

Du er idérig og fyldt med gåpåmod. Du trives med selvstændigt arbejde, men er også god til at samarbejde med kolleger og kan lide at inddrage medlemmerne.

Du er positiv og bidrager til et rart arbejdsmiljø med plads til både grin og gode faglige drøftelser.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst.

Stillingen er en fast stilling på fuld tid – gerne med start den 1. oktober 2025.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til teamleder Susanne Kragbæk på 21 68 42 86.

Søg via linket senest onsdag den 10. september 2025

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores hverdag.kk.dk