Akademisk medarbejder med stærke proces- og projektledelseskompetencer til Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Vil du være med til at understøtte ledelsen i arbejdet med at skabe mangfoldige og inkluderende børnefællesskaber i København?
Er du en dygtig proces- og projektleder, der brænder for at gøre en forskel gennem stærk understøttelse, struktur og samarbejde?
Så kan du blive vores nye kollega i Område Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Om jobbet
Hos os får du ikke bare et job, du bliver en del af et engageret fællesskab, hvor vi sammen arbejder på at realisere ambitionerne i Københavns Kommunes strategi om mangfoldige børnefællesskaber. Vi tror på, at alle børn skal føle, at de hører til, og at forskellighed er en styrke. Læs mere om strategien for mangfoldige børnefællesskaber her.
Vi står midt i en større forandringsproces, og din kerneopgave bliver at understøtte områdeledelsen – særligt områdechefen for dagtilbud og support – så vi kan lykkes med både drift og udvikling. Du får mulighed for at arbejde tæt sammen med både ledere, kolleger og samarbejdspartnere og bliver en vigtig spiller i at omsætte strategi til praksis. Du vil indgå i et lille team af akademiske medarbejdere. I skal både kunne arbejde meget selvstændigt og arbejde tæt sammen om at sikre, at ledelsen altid har det bedste grundlag for at træffe beslutninger og drive forandring.
Dine opgaver vil blandt andet være
- planlægning og opfølgning på møder og processer – især i forbindelse med implementering af den nye supportmodel
- projektledelse og processtyring, herunder udarbejdelse af proces- og milepælsplaner
- understøttelse af områdeledelsen i både udviklings- og driftsopgaver, fx klyngeledermøder, klagesager og strategi- og aktivitetsplaner
- udarbejdelse af analyser, notater og beslutningsoplæg til ledelsen
- opfølgning på implementering af tiltag og aktiviteter
- løbende håndtering af både planlagte og ad hoc-opgaver.
Om dig
Vi forestiller os, at du
- har en relevant akademisk uddannelse
- trives i rollen som ledelsesunderstøttende sparringspartner og evner at strukturere dagsordener, mødeforberedelse og beslutningsoplæg, så ledelsen får et klart overblik
- har erfaring med politisk styrede organisationer
- har erfaring med at udarbejde analyser og beslutningsoplæg
- har dokumenteret erfaring med proces- og projektledelse samt tværgående samarbejde
- kan planlægge, koordinere og følge op på komplekse opgaver og processer
- formår at skabe overblik og struktur i en omskiftelig hverdag og kan prioritere mellem mange opgaver
- er god til at formidle komplekse problemstillinger klart og modtagerorienteret
- arbejder loyalt, serviceorienteret og med høj integritet
- er samarbejdsorienteret, proaktiv og har lyst til at tage ansvar for både egne og fælles opgaver.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til børne- og ungeområdet.
Vi tilbyder
- et stærkt fagligt fællesskab med engagerede kolleger, hvor vi støtter hinanden og har det sjovt sammen
- en arbejdsplads i udvikling, hvor vi sammen arbejder for at skabe de bedste rammer for børn og unge i mangfoldige fællesskaber
- varierede og spændende opgaver med mulighed for at præge din egen hverdag
- gode muligheder for faglig udvikling og et stort selvstændigt ansvar.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse den 1. december 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende AC-overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at sende en sms til faglig chef Connie Ebba Cramer Jensen på 23 31 22 32, så vender hun hurtigst muligt tilbage.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest mandag den 12. oktober 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 43.