Afdelingsleder til Valmuen – vær med til at udvikle specialiseret rusmiddelbehandling i København
Motiveres du af tværfagligt samarbejde, selvstændig ledelse og faglig udvikling?
På Valmuen bliver du en del af et engageret lederteam i et specialiseret behandlingstilbud på rusmiddelområdet.
Om os
Center for Rusmiddelbehandling København (CFR) hører under Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Vi er Danmarks største rusmiddelbehandlingsinstitution og behandler knap 4.000 borgere med en stab på ca. 330 medarbejdere.
Specialenheden Valmuen
Valmuen er et specialiseret behandlingstilbud i Københavns Nordvestkvarter, hvor vi er placeret i lyse og moderne lokaler. Vi tilbyder lægeordineret heroin (diacetylmorphin) til borgere, som har et vedvarende forbrug af opioider.
Behandlingen med lægeordineret heroin blev iværksat marts 2010 på landsplan. Målgruppen for behandling med lægeordineret heroin er mennesker, der trods konventionel substitutionsbehandling fortsat har et forbrug af illegal heroin.
Valmuen er med til at skabe trygge og sikre rammer, hvor brugerne kan indtage deres medicin og få den nødvendige støtte til at forbedre deres helbredstilstand og livskvalitet. Der er en stor forskellighed i brugernes livssituation, både hvad angår alder, beskæftigelse, sociale relationer m.m.
Hos Valmuen tilrettelægger vi behandlingsforløbet individuelt, så det passer til borgerens behov og mål, hvad enten de ønsker at reducere deres forbrug, overgå til metadon eller buprenorphin behandling eller helt at stoppe deres substitutionsbehandling. Behandlingen kan være livsvarig eller tidsbegrænset afhængigt af, hvor borgeren befinder sig i sin livssituation.
Behandlingsarbejdet er helhedsorienteret, recoveryfokuseret og rehabiliterende og omfatter stabiliserende medikamentel behandling med heroin og metadon og psykosocial behandling efter servicelovens § 101.
Om jobbet
Som afdelingsleder på Valmuen bidrager du til, at udsatte stofbrugere får et kvalificeret og intensivt rusmiddelbehandlingstilbud i den periode, de har behov for det. Du indgår i et ledelsesteam med tilbudslederen, og sammen har I ansvar for at sikre den daglige drift alle årets dage på enheden og sikre synlig personaleledelse. Vores koordinerende sygeplejerske og vagtplanlægger understøtter i hverdagen med både fremmødeplaner og ferieplanlægning.
Dit primære fokus er på faglig ledelse, udvikling, dokumentation, at sikre det gode tværfaglige samarbejde og understøtte det gode arbejdsmiljø i enheden.
Valmuens personale består af ca. 20 engagerede medarbejdere med sundhedsfaglig og socialfaglig baggrund, en afdelingslæge, en afdelingsleder og en tilbudsleder, der også har ansvar for Stofrum Sundholm (et stofindtagelsesrum på Sundholm).
Der er aktuelt indskrevet 44 borgere i behandling med heroin på Valmuen.
Du indgår desuden i den samlede ledergruppe i Center for Rusmiddelbehandling og mødes med dine afdelingslederkolleger til vidensdeling og udvikling med afsæt i det fælles faglige grundlag i centeret. Som afdelingsleder mødes I på tværs af de ni enheder i Center for Rusmiddelbehandling ca. hver 14. dag.
Om dig
Vi forventer, at du
- har en sundhedsfaglig uddannelsesbaggrund fx som sygeplejerske og ledelseserfaring
- har erfaring eller kendskab til rusmiddelbehandling
- kan være en faglig stærk sparringspartner for personalet i forbindelse med den psykosociale og sundhedsfaglige behandling
- kan bidrage til den fortsatte udvikling af tilbuddet og omsætte strategi til praksis
- er loyal, har gode samarbejdsevner og godt humør
- er en dygtig formidler og har lyst til at lære fra dig
Det vil desuden være en fordel, hvis du har erfaring med
- psykosocial rusmiddelbehandling, herunder MI ( Motivational Interviewing)
- kognitive metoder
- miljøterapi og psykiatri
- LA (Low Arousal-tilgang) eller Safewards
Vi tilbyder
- at blive en del af et dynamisk og udviklingsorienteret ledelsesteam med fokus på kompetenceudvikling og trivsel hos medarbejderne
- et behandlingstilbud, hvor du som leder møder borgerne i rusmiddelbehandling hver dag, og hvor miljøterapi, fælles aktiviteter, husmøder og fællesspisning skaber mening og tryghed
- viden om og grundkursus i heroinbehandlingen i Danmark, og samarbejde med de øvrige tre klinikker i landet
- en engageret og dedikeret personalegruppe med stor motivation for faglig udvikling, faglige refleksioner og vidensdeling
Ansættelsesvilkår
Vi ønsker, at du kan starte den 1. september 2026. Stillingen er på fuld tid. Arbejdstiden er placeret i dagtimerne. Ansættelse sker efter lederoverenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Vil du vide mere?
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos tilbudsleder Anne Ohmann Jelle på 23 69 97 59.
Søg via linket senest torsdag den 11. juni 2026
Vi forventer at afholde første samtaler tirsdag den 16. juni og 2. samtaler onsdag den 24. juni. Mellem 1. og 2. samtale vil der blive gennemført personlighedstest.