Afdelingsleder med sygeplejerskefaglig baggrund til bo- og dagtilbuddet Vibevej

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Som afdelingsleder på Viben bliver du en del af et velfungerende og højt specialiseret tilbud, hvor stærkt fagligt og tværfagligt samarbejde er fundamentet for en helhedsorienteret og borgerrettet indsats.

Vibens målgruppe og faglige afsæt
Viben er et bo- og dagtilbud for 35 borgere med erhvervet hjerneskade. Vi er optagede af at skabe en hverdag, hvor den enkelte oplever trivsel, livskvalitet og mulighed for at have indflydelse på eget liv. Vores kerneopgave er at skabe gode og trygge rammer, hvor borgerne kan leve et meningsfuldt liv med udgangspunkt i deres individuelle behov, ønsker og ressourcer. Vi arbejder målrettet med udvikling, kvalitet og nærhed – altid med blik for det hele menneske.

For at kunne imødekomme borgernes forskellige og komplekse behov arbejder vi tæt sammen med vores søstertilbud, Verahus, om at styrke og udvikle vores specialisering. Vi har blandt andet et fælles neurofagligt team, som understøtter begge tilbud og bidrager med specialiseret viden og faglig sparring tæt på praksis. Det stærke tværfaglige samarbejde er en vigtig del af vores hverdag. Samtidig lægger vi stor vægt på det professionelle kollegiale samarbejde. Vi arbejder strategisk med at udvikle og fastholde en fælles kultur på hele Viben, hvor vi deler viden, hjælper hinanden og tager fælles ansvar – på tværs af fagligheder og etager.

Et stærkt lederteam
På Viben bliver du en del af et stærkt lederteam bestående af to afdelingsledere og en tilbudsleder. Du bliver nærmeste leder for to afdelinger, vores nattevagter og den sundhedsfaglige koordinator. Udover at varetage personale- og driftsmæssige ledelsesopgaver får du med din baggrund som sygeplejerske også et særligt ledelsesmæssigt ansvar for den sundhedsfaglige indsats på Viben. I lederteamet arbejder vi tæt sammen om den daglige drift, fælles indsatser og faglig udvikling. Vi bruger hinanden aktivt til sparring – både i hverdagen og på vores ledermøder.

Dine primære opgaver og ansvarsområder
Som afdelingsleder er du tæt på både medarbejdere og borgere, ligesom du sætter en tydelig retning for den faglige og sundhedsfaglige indsats. Du skaber rum for læring, refleksion og udvikling, som understøtter en fælles kultur, hvor vi samarbejder og hjælper hinanden på tværs af Viben.

Du skaber gode og tillidsfulde relationer til samarbejdspartnere på tværs af kommunen og har et tæt samarbejde med Socialforvaltningens relevante støttefunktioner. Sammen med tilbudslederen tager du ansvar for en sund og bæredygtig drift af Viben.

Vi leder efter dig, der

  • er uddannet sygeplejerske
  • kan sætte tydelig retning, skabe klare rammer og få medarbejderne med dig
  • er afdelingsleder med sygeplejerskefaglig baggrund
  • værdsætter og aktivt understøtter et stærkt tværfagligt samarbejde
  • forstår betydningen af vagtplaner, der både er fagligt og økonomisk ansvarlige
  • kan navigere sikkert i krydspresset mellem medarbejdernes perspektiver og overordnede beslutninger og samtidig prioritere og træffe tydelige beslutninger

Det er en fordel, hvis du har viden om hjerneskader, en neuropædagogisk uddannelse og/eller en lederuddannelse, men det er ikke et krav.

Et meningsfuldt lederjob med plads til dig
Hos os får du et meningsfuldt lederjob med en spændende målgruppe, hvor din indsats gør en synlig forskel for den enkelte borger. Du får gode rammer, frihed under ansvar og mulighed for at sætte dit eget ledelsesmæssige aftryk. Du får også

  • en god og tryg start gennem vores onboardingprogram
  • et stærkt afdelingsledernetværk i området med tæt ledelsesmæssig sparring og kollegial opbakning
  • understøttelse fra vores sundhedsfaglige koordinator og vagtplanskoordinator
  • en ledergruppe, der aktivt arbejder for at spille hinanden gode
  • mulighed for at deltage i lederudviklingsforløb

Løn og arbejdstid
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. november 2026. Du indgår i en vagtordning med vagttelefon ca. hver 3. uge, så medarbejderne altid kan få fat i en leder ved akutte behov. Ordningen har tydelige rammer, og henvendelser forekommer sjældent. Løn efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi indhenter straffeattest og referencer i forbindelse med ansættelsen.

Vil du vide mere, inden du søger?
Har du spørgsmål til stillingen eller lyst til at høre mere om Viben, er du meget velkommen til at kontakte tilbudsleder Jesper Andreasen på 21 55 44 13. Du er også meget velkommen til at aftale et tidspunkt, hvor du kan kigge forbi til en kop kaffe og
en uformel snak om jobbet og hverdagen på Viben. Du kan også læse mere om os her.

Søg via linket onsdag den 16. september 2026
Vi forventer at afholde 1. samtalerunde mandag den 21. september. Går du videre til 2. runde, forventes denne afholdt mandag den 28. september. Forud for 2. samtale vil du blive bedt om at udfylde en personlighedstest, som du får en tilbagemelding på inden samtalen.