Afdelingschef til Driftsunderstøttelse i Jobcenter København
Er du en fagligt ambitiøs leder med blik for både drift, mennesker og udvikling? Vil du være med til at skabe de bedste rammer for medarbejdere og samtidig bidrage til en vigtig samfundsopgave? Så er du måske vores nye afdelingschef.
I Center for Beskæftigelse og Afklaring arbejder vi med beskæftigelsesindsatsen for borgere i København, der står uden for arbejdsmarkedet og ofte har komplekse udfordringer ud over ledighed. Vores mål er klart: at hjælpe flere borgere til en varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Om stillingen
Som afdelingschef for Driftsunderstøttelse får du ansvaret for en enhed med syv erfarne medarbejdere samt en elev. Afdelingen understøtter centrets ca. 500 medarbejdere med centrale driftsopgaver som aktindsigt, sagsfordeling, indhentelse af dokumentation, booking og administrative processer.
Din vigtigste opgave bliver at sikre en effektiv, sammenhængende og kvalitetssikret opgaveløsning – samtidig med, at du udvikler samarbejdet og fastholder et godt arbejdsmiljø.
Du vil blandt andet
- lede og udvikle en kompetent medarbejdergruppe
- sikre effektiv drift og høj kvalitet i opgaveløsningen
- koordinere arbejdsgange og implementering af ny lovgivning i samarbejde med fagkoordinatorer og stab
- styrke samarbejdet på tværs af centret og med centrale samarbejdspartnere
- bidrage til at udvikle en fælles tilgang til driftsunderstøttelse på tværs af organisationen
- udvikle arbejdsfællesskaber på tværs Driftsunderstøttelse, fagkoordinatorer og stab
Stillingen er præget af udvikling, da vi arbejder på at samle og styrke driftsunderstøttelsen efter en fusion af tidligere centre, hvilket blandt andet indbefatter større samarbejde på tværs af Driftsunderstøttelse, fagkoordinatorer og stab. Det kræver overblik, retning og mod til at tænke nyt.
Om dig
Vi forestiller os, at du
- har kendskab til beskæftigelsesområdet
- arbejder struktureret og har blik for både detaljer og helhed
- er nytænkende og vedholdende i din tilgang til opgaveløsning
- har erfaring med eller lyst til ledelse og forstår, at motiverede medarbejdere er afgørende for resultater
- evner at skabe gode og konstruktive samarbejder på tværs af organisationen
Vi tilbyder
- en enhed med dygtige, engagerede og erfarne medarbejdere
- en organisation med høje faglige ambitioner og fokus på udvikling
- et uformelt arbejdsmiljø med respekt for både mennesker og resultater
- et meningsfuldt job, hvor du er med til at gøre en forskel for borgere i København
- en stor organisation med ca. 500 medarbejdere, 19 afdelingschefer og en centerchef
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Københavns Kommune og relevant faglig organisation. Lønnen er indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Tiltrædelse snarest muligt.
Arbejdsstedet er Gammel Køge Landevej 43, 2500 Valby.
Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, eller du har andre spørgsmål, kan du kontakte stabschef Marie Hertz på 21 58 87 46.
Søg via linket senest torsdag den 16. april 2026
Vi forventer at holde 1. samtale i uge 17. Der vil være en test mellem 1. og 2. samtale. Vi indkalder løbende til samtale.
Om Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
I Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen hjælper vi ledige københavnere i job, og vi støtter både ældre ledige og unge i at finde den rette vej til uddannelse. Vi skaber gode rammer for københavnske virksomheder og formidler arbejdskraft til dem. Vi arbejder for, at København er en by, hvor der er plads til alle, og støtter flygtninge og indvandrere i at finde en plads i fællesskabet. Vi er ca. 2.000 medarbejdere i forvaltningen. Vores arbejde omfatter både den nære kontakt med borgere og virksomheder, og politisk arbejde og administration. Vi arbejder målrettet med vores trivsel, og vi har en kultur præget af høj faglighed, hvor der er plads til dine idéer og input.