Søg

Jobstøtte til ledige i rusmiddel- og/eller psykiatrisk behandling

Er du tilknyttet et psykiatrisk center eller er i rusmiddelbehandling, kan du få hjælp og særlig støtte til at komme i job eller uddannelse.

Er du i rusmiddelbehandling, tilknyttet Psykiatrisk Center eller OPUS? Har du mod på og lyst til at finde et arbejde eller komme i gang med at studere? Så kan du få hjælp og støtte af IPS Team København. IPS står for ”individuelt planlagt job med støtte”.

Konsulenterne, du møder i IPS, er specialiseret i, hvad der skal til for at hjælpe dig i job og uddannelse. Det gælder både, hvis du har psykiske problemer eller har rusmiddelproblematikker.

De hjælper med at afklare dine jobmuligheder og ønsker. De kan rådgive dig om dine ydelser, og du kan blive ved med at få støtte og vejledning så længe du har brug for det, også når du er startet i job eller på en ny uddannelse. 

Er forløbet er relevant for dig?

Er du motiveret for at starte på et job eller en ny uddannelse

Det vil være en fordel, hvis du gerne vil i gang hurtigst muligt og helst allerede inden for én måned.

Vi vil gerne hjælpe dig, uanset om du vil arbejde fuldtid eller deltid.  

Er du ledig?

Dagpengemodtagere og førtidspensionsmodtagere kan desværre ikke få et IPS-forløb.

Har du psykiske problemer eller rusmiddelproblemer?

Hvis du er diagnosticeret i det skizofrene spektrum, bipolar affektiv lidelse eller med svær tilbagevendende depression, er forløbet relevant for dig.  

Hvis du er tvivl, så tag en snak med din kontaktperson i psykiatrien, som kan kontakte IPS på dine vegne for at høre, om IPS-forløb er en mulighed for dig.

Hvis du har rusmiddelproblemer og skal begynde på et IPS-forløb, skal du være tilknyttet den kommunale rusmiddelbehandling, Rusmiddelbehandling København i Spaniensgade, Hørsholmsgade, Nyropsgade eller U-turn og have en kontaktperson.

Sådan kommer du i gang med et forløb hos IPS

  1. Tag fat i din kontaktperson i rusmiddelcentret eller Psykiatrisk Center. Du kan også tage fat i din sagsbehandler i jobcentret. Dernæst kan I sammen skrive til IPS’ mail: ips@kk.dk eller ringe til os på 23 34 95 57.
  2. Du bliver derefter inviteret til en samtale, hvor du kan finde ud af, om forløbet er noget for dig.
  3. Hvis du ønsker at deltage i forløbet, så får du tilknyttet en konsulent fra IPS-teamet, som vil hjælpe dig i gang med at finde det rette job eller uddannelse sammen med dig.
  4. Du modtager løbende sparring fra din IPS-konsulent – og du kan tage fat i ham/hende, når du har brug for det.
  5. Når du og din IPS-konsulent vurderer, at du er godt i gang med dit job eller uddannelse, vil forløbet blive afsluttet. 

Om IPS og vores resultater

IPS står for individuelt planlagt job/uddannelse med støtte. Vi hører til i Jobcenter København og er specialister i at hjælpe mennesker, der har psykiske lidelser eller rusmiddelproblematikker i job og uddannelse.

Hvad vi blandt andet kan hjælpe med

IPS går ud på, at sagsbehandlere og kontaktpersoner hjælper borgeren med at finde ud af, hvad han/hun vil og med at nå målet mod beskæftigelse eller uddannelse. Det kan være hjælp til at skrive ansøgningen, at aflevere ansøgningen, at gå med til jobsamtalen og støtte og give gode råd, når borgeren begynder på en arbejdsplads eller i en uddannelse.

Derudover kan IPS hjælpe borgere, der påbegynder en uddannelse med kontakt til studievejledere, og afdækning af evt. mulighed for forhøjet SU.

Forløbet foregår sideløbende med behandlingen

Sideløbende med at borgerne er i IPS-programmet, går de også i behandling for deres psykiske lidelser eller for deres rusmiddelproblematik, hvilket er en afgørende faktor for, at de er rustet til at træde ud på arbejdsmarkedet eller ud i studielivet.

Borgerne søger job og uddannelser på lige vilkår med alle andre, men blot med støtte fra IPS-teamet.

Ønsket om at komme i job eller uddannelse skal komme fra den enkelte selv. Og det er helt op til kandidaterne selv, om de vil sige til arbejdsgiveren, kollegerne eller studiekammeraterne, at de har et forbrug af rusmidler eller en diagnose.

Op til 62 procent af borgerne har fået job

Op mod 62 procent af borgere, der har psykiske lidelser og/eller rusmiddelproblematikker har fået job, efter de har deltaget i et såkaldt IPS-program.

Kontakt

Jobcenter København

Gammel Køge Landevej 43

2500 Valby

Åbningstider

Mandag

08:30 - 16:00

Tirsdag

08:30 - 16:00

Onsdag

08:30 - 16:00

Torsdag

08:30 - 17:00

Fredag

08:30 - 14:00

Telefontider

Mandag

08:30 - 16:00

Tirsdag

08:30 - 16:00

Onsdag

08:30 - 15:00

Torsdag

08:30 - 16:00

Fredag

08:30 - 15:00