Projektleder til Projekter og Tværgående Systemer i Koncern IT
Vi søger en erfaren projektleder, der vil være med til at sikre høj kvalitet og fremdrift i strategiske IT-projekter i Danmarks største kommune og arbejdsplads.
Du bliver en del af Team Projekter i Koncern IT – et stærkt fagligt fællesskab bestående af en teamkoordinator, to testmanagere og 10 projektledere med forskellige kompetencer og erfaringer. Fælles for os er, at vi driver komplekse organisatoriske og tekniske projekter på tværs af Koncern IT og kommunens syv forvaltninger. Sammen skaber vi løsninger, der gør en mærkbar forskel for både medarbejdere og borgere.
Om stillingen
Som projektleder i Koncern IT får du en central rolle i digitaliseringen af Københavns Kommune. Du kommer til at arbejde i en stor og kompleks organisation med mange forskellige faggrupper og spændende udfordringer i en foranderlig hverdag, hvor sikkerhed, arkitektur, teknologi og processer hele tiden er i udvikling. Du vil altid have mindst én sparringspartner til rådighed og indgå i sparringsgrupper på tværs af teamet, men skal trives med at være selvkørende.
I teamet arbejder vi fx lige nu med implementering af virtuelle assistenter i vores serviceindgange, udbud af nyt ESDH-system, anskaffelse af ny security operations-platform, fremtidens Borgerservice og AI-governance. Det enkelte projekt bemandes fx med projektleder, Test Manager, IT-arkitekter, udbudsjurister og projektdeltagere og fageksperter fra forvaltningerne. Det vil være dig som projektleder, der står for den daglige ledelse og koordinering af samarbejdet med reference til projektejer og styregruppe(r).
Du kommer til at
- gennemføre den løbende projektplanlægning og sikre opfølgning på tid, økonomi, ressourcer og kvalitet
- sikre fremdrift og følge projektets leverancer sikkert i mål
- forestå risikostyring og iværksætte korrigerende handlinger
- skabe stærke relationer og navigere i et komplekst interessentlandskab
- sikre projektets governance, udarbejde beslutningsgrundlag og betjene styregruppe og øvrige beslutningsfora
- planlægge og facilitere workshops, styregruppemøder og andre centrale projektfora
- koordinere dialogen om integrationer, arkitektur og tekniske afhængigheder
- koordinere projektets afhængigheder på tværs af leverandører, Koncern IT og de syv forvaltninger
- forestå leverandørstyring og sikre et tæt og konstruktivt samarbejde med eksterne leverandører
- understøtte de syv forvaltninger i implementering og forandringsledelse
- omsætte forretningsbehov til konkrete projektleverancer i tæt samarbejde med forretning og teknik
- understøtte gevinstrealisering og sikre, at projektets løsninger skaber værdi for organisationen
- facilitere udarbejdelsen af kravspecifikationer og gennemføre udbudsprocesser i udbudsprojekter
Din profil
Vi leder efter en engageret og initiativrig person, der kommunikerer klart og har en naturlig evne til at skabe følgeskab på tværs af organisationen. Du arbejder struktureret og bevarer overblikket, og du tager ansvar samt arbejder proaktivt med at drive opgaver sikkert frem mod målet. Vi lægger vægt på, at du motiveres af at skabe værdi gennem tværgående samarbejde og stærk projektledelse. Samtidig er det vigtigt, at du trives i et stærkt fagligt fællesskab af projektledere og testmanagere, hvor vi løbende udvikler og forbedrer vores fælles metoder og værktøjskasse, og hvor sparring, videndeling og fælles faglig udvikling er en naturlig del af hverdagen. Det er en fordel, hvis du
- har minimum tre års erfaring med at drive større projekter
- har erfaring med at arbejde i en større politisk styret organisation
- trives i at samarbejde med forskellige fagligheder
- har teknisk forståelse for komplekse IT-miljøer
- har en eller flere relevante certificeringer (fx IPMA, PMI, Prince2, Prince2 Agile, SAFe)
- har kendskab til både klassiske og agile projektstyringsmetoder
Om os
Team Projekter hjælper vores kolleger i alle forvaltninger med at virkeliggøre IT-projekter gennem værdiskabende projektledelse, test management og sparring for at bidrage til succesfuld digitalisering i Københavns Kommune.
Du får dygtige og engagerede kolleger, der spænder bredt i erfaring, anciennitet og uddannelsesbaggrund. Vi har en portefølje af 25+ igangværende initiativer/projekter, og du vil opleve at løse opgaver både i samarbejde med andre projektledere og alene. På tværs af projekter har vi et fast koncept for sparring, afholder løbende teamdage, mødes ugentligt for at koordinere opgaver – og hygger os sammen i en travl hverdag.
Vi er desuden en del af et større serviceområde (Projekter og Tværgående Systemer) med i alt cirka 80 kolleger, der udover projektledere og testmanagere er IT-arkitekter, systemejere, Delivery Managere, teamkoordinatorer, agile roller og tre kontorchefer.
Arbejdskulturen er præget af en professionel, men uformel omgangstone med højt til loftet. Vi har et uformelt ledelseshierarki, hvor du altid kan tage fat i én af de tre chefer, uanset om det er din personaleleder.
Vi tilbyder et job med gode muligheder for at bruge dine projektledelseskompetencer. Vi har fokus på løbende kompetenceudvikling og sammen vil vi sikre din videreudvikling som professionel projektleder.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og aflønning er efter overenskomstvilkår og kvalifikationer. Vi tilbyder fleksible arbejdsforhold- og tider og en løn, der modsvarer dine kvalifikationer. Vi ønsker, at du kan tiltræde snarest muligt.
Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Heinrik Binderup Mathiasen på 24 46 39 93, kontorchef Henrik Jordansen på 61 82 72 95 eller teamkoordinator Simone Høholt på 21 70 32 55.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV.
Søg via linket senest søndag den 16. august 2026
Vi afholder samtaler løbende.
Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at skabe en mærkbar forskel i Københavns Kommune. Vores mål er at gøre digitalisering enklere samt styrke grønnere og mere brugervenlige it-løsninger til gavn for hele København. Hver dag leverer vi stabil og sikker it-drift til over 45.000 medarbejdere. Læs mere på koncernit.kk.dk.