Afgørelse om ny miljøgodkendelse af vandflyver ved Nordre Toldbod, Indre By
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at forvaltningen meddeler afslag på virksomhedens ansøgning om permanent miljøgodkendelse til vandflyveroperationer fra Nordre Toldbod, jf. løsning.
Problemstilling
Virksomheden bag vandflyveren har ansøgt forvaltningen om en permanent miljøgodkendelse på den nuværende, midlertidige placering ved Nordre Toldbod. Virksomheden har i dag en midlertidig miljøgodkendelse, der udløber den 1. januar 2027. Med den nye ansøgning ønskes flydebroen forlænget 12 meter ud i vandet, af hensyn til støjpåvirkningerne.
Midlertidigheden var bl.a. begrundet i, at arealet i Kommuneplan 2015 var udlagt til serviceerhverv, dvs. virksomhed med ubetydelig forurening, forureningsklasse 2. Dette harmonerer ikke med anvendelse til aktiviteter som flyveplads, der er forureningsklasse 4 pga. støj i Kommuneplan 2024.
Virksomheden har stævnet forvaltningen med henblik på at få fjernet vilkår om midlertidighed i den gældende miljøgodkendelse, så vandflyveren kan blive permanent ved Nordre Toldbod.
Løsning
Virksomheden bag vandflyveren København-Århus modtog i 2015 en midlertidig miljøgodkendelse til operationer i Københavns Havn med kajplads ved Nordre Toldbod. En fornyet ansøgning om midlertidig miljøgodkendelse blev i 2019 forelagt og vedtaget af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget med en tidsbegrænsning på syv år. Midlertidigheden er begrundet i et forhold vedr. planforhold, hvor det har været uvist om virksomhedens forureningsgrad kunne sameksistere med omgivelserne.
Vandflyveren har i dag miljøgodkendelse til 30 operationer dagligt. Da virksomheden kun opererer med ét fly, er antallet af operationer maksimalt 16 operationer om dagen. Virksomheden har i den nye ansøgning nedjusteret antal ansøgte operationer, så det svarer til den i dag udnyttede kapacitet på 16 operationer. I højsæsonen juni-august er op til halvdelen af flyvningerne sightseeingture.
Området omkring anlægsbroen ved Nordre Toldbod er i Kommuneplan 2024 uændret og begrænser dermed muligheden for planlægning for aktiviteter over forureningsklasse 2.
Forvaltningen kan ikke godkende en permanent placering af en forurenende aktivitet, som ikke er i overensstemmelse med plangrundlaget, men politisk er det muligt at tillade aktiviteter, der strider mod kommuneplanens rammer. Dette kan fx ske i en midlertidig periode, hvor byudviklingen endnu ikke er påbegyndt, og den forurenende aktivitet derfor ikke begrænser øvrig planlægning, eller at der er tvivl om, hvorvidt en aktivitet kan passe ind i omgivelserne på trods af begrænsninger i kommuneplanrammen. Hvis aktiviteten ønskes permanent, skal plangrundlaget dog ændres ved et kommuneplantillæg og evt. lokalplan, så plangrundlag og forureningsgrad fra aktiviteten stemmer overens. Dette er for at sikre, at den godkendte aktivitet ikke vil begrænse kommunens mulighed for fremtidig planlægning af et område, der planmæssigt er udlagt til mere følsom arealanvendelse.
I 2025 ansøgte virksomheden om en permanent miljøgodkendelse og oplyste, at de agter at investere i el-fly i fremtiden. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget besluttede den 1. december 2025 at meddele afslag på ansøgningen med begrundelse i det ufuldstændige plangrundlag. Udvalget besluttede samtidig, at virksomheden skulle afdække muligheden for en anden placering i havnen, der ikke er i modstrid med plangrundlaget.
Sammen med By & Havn har virksomheden undersøgt syv alternative placeringer i Københavns Havn og meddelt forvaltningen, at ingen af disse var brugbare (se bilag 2).
Virksomheden har oplyst, at tre placeringer ved hhv. Langelinie og Nordhavn giver mulighed for at placere en flydebro sikkert i forhold til kajlinjer, trafik og bølger m.v. dog giver det miljø- og planmæssige udfordringer ift. lokalplaner, kommuneplaner, nærliggende boliger, husbåde eller andet. 3 placeringer på Refshaleøen vurderes en realistisk mulighed for at placere en flydebro sikkert, men hvor virksomheden vurderer, at det er urealistisk, da der er anden aktivitet, eller fordi det vil være mindre smidigt for passagererne at komme frem til terminalen. Virksomheden mener dermed ikke, at placeringer omkring Refshaleøen vil være økonomisk rentabelt. Resultatet er, at kun den nuværende placering på Nordre Toldbod er egnet, og virksomheden har derfor ansøgt om at fastholde den nuværende placering.
Virksomhedens nye ansøgning om permanent miljøgodkendelse har angivet en forlængelse af landgangsbroen med 12 meter ud i vandet, hvilket vil mindske den gennemsnitlige støj på Nordre Toldbod med 5 dB, så den beregnede støjgrænse på 45 dB på land overholdes eksakt.
Forvaltningen vurderer, at etablering af en 12 meter flydebro ikke vil være tilstrækkeligt til at klassificere vandflyveren i forureningsklasse 2, og fastholder derfor at der ikke er overensstemmelse med plangrundlaget. Da flydebroen betragtes som en teknisk forbindelse mellem vandflyveren og terminalen på land, har det ikke planmæssig betydning, at flydebroen flyttes længere ud i vandet.
Når forvaltningens miljømyndighed behandler ansøgninger om miljøgodkendelser fra forurenende virksomheder, er plangrundlaget en afgørende faktor. Som udgangspunkt gives der afslag på ansøgninger om miljøgodkendelse af aktiviteter, der ikke er forenelige med kommuneplanen. Forvaltningen gør opmærksom på, at hvis plangrundlaget tilsidesættes, kan det blive sværere for forvaltningen at meddele afslag til andre virksomheder ud fra plangrundlaget.
Forvaltningen kan ikke godkende en placering af en forurenende aktivitet, fordi andre placeringer er økonomisk urentable for virksomheden, selvom lønsomheden er afgørende for virksomhedens valg af lokalitet.
Virksomheden har stævnet forvaltningen vedr. gyldigheden af tidsbegrænsningen i den eksisterende miljøgodkendelse for at få denne ændret til en permanent godkendelse. Virksomheden gør gældende, at den eksisterende miljøgodkendelse i 2015 og 2019 burde være meddelt permanent. Som udgangspunkt meddeles miljøgodkendelser permanent. Kun i særlige tilfælde kan godkendelse meddeles tidsbegrænset, hvilket kræver en konkret, saglig begrundelse. Forvaltningens begrundelse var at flyveplads ikke var i overensstemmelse med planforholdene. Virksomheden argumenterer med, at vandflyveren har været ved Nordre Toldbod i 10 år, forvaltningen kender påvirkningen på omgivelserne, og at der ikke er ændrede forhold. Retssagen forventes ikke gennemført før i løbet af 2027.
Risikovurdering ved forlængelse af den nuværende midlertidige godkendelse
Hvis det politisk ønskes, at forvaltningen meddeler en forlængelse af den nuværende midlertidige godkendelse, kan det medføre en risiko for, at afgørelsen omstødes ved klagenævnet eller i den verserende retssag, og at den politiske beslutning underkendes.
En beslutning om at forlænge midlertidigheden af miljøgodkendelsen medfører dermed en øget risiko for, at beslutningen om permanent miljøgodkendelse træffes af klagenævnet eller domstolen i stedet for det politiske udvalg.
Forvaltningen forventer, at ansøger vil påklage en afgørelse om ny midlertidig miljøgodkendelse, da der allerede er en verserende retssag om gyldigheden af forvaltningens vilkår om midlertidighed i den gældende miljøgodkendelse.
Der er ikke kendskab til tidligere sager, hvor nævnet specifikt har omgjort et vilkår om tidsbegrænsning i en miljøgodkendelse. Det skal ses i lyset af, at praksis for tidsbegrænsning af miljøgodkendelser er yderst sparsom, og udgangspunktet er, at miljøgodkendelser meddeles permanent. Der findes præcedens fra andre klagesager, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om at omgøre et påklaget vilkår i stedet for at foretage hjemvisning til fornyet behandling.
I situationer hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer, at et bestemt vilkår er ugyldigt, er det således ikke usædvanligt, at nævnet træffer en afgørelse, der indebærer ændringer af den pågældende godkendelse i form af ændring af vilkårene. Er der tale om en situation, hvor vurderingen vil afhænge af en sagsoplysning eller et skøn fra kommunens side, vil nævnet dog foretage hjemvisning.
Selv hvis udfaldet af en klagesag måtte blive en hjemvisning til fornyet behandling, kan afgørelsen om hjemvisning indeholde præmisser, som begrænser kommunens muligheder for ved en fornyet behandling af sagen at meddele en ny tidsbegrænset godkendelse eller helt at give afslag om ny miljøgodkendelse.
Forvaltningen anbefaler, at Teknik og Miljøudvalget træffer en afgørelse, der også på langt sigt giver klare rammer for både virksomheden, borgerne og øvrige aktører i området og anbefaler derfor, på baggrund af nuværende plangrundlag, at ansøgningen afslås både permanent og midlertidigt.
Politisk handlerum
Hvis Teknik- og Miljøudvalget ikke ønsker, at forvaltningen meddeler afslag på det ansøgte, kan det besluttes, at
- meddele permanent miljøgodkendelse, selvom kommuneplanrammen ikke er tilstrækkelig, da kommuneplanen kun er retningsgivende og ikke juridisk bindende. Forvaltningen har ikke bemyndigelse til at meddele godkendelse på det foreliggende plangrundlag. Såfremt det ønskes at meddele permanent miljøgodkendelse, anbefales det at sende sagen tilbage til forvaltningen med henblik på en senere fællesindstilling med Økonomiforvaltningen for at tilpasse plangrundlaget.
- meddele forlængelse af den nuværende midlertidige miljøgodkendelse frem til 2030-2032 hvor virksomheden forventer at kunne idriftsætte el-fly. En ny midlertidig miljøgodkendelse er forbundet med risiko for, at afgørelsen kan omstødes til en permanent miljøgodkendelse ved klagenævnet eller i den verserende retssag om midlertidighedens gyldighed. Der også risiko for at det påtænkte el-fly aldrig bliver færdigudviklet.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, meddeler forvaltningen afslag til ansøger.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach
Beslutning
Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning den 17. august 2026
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som erstatning af 1. at-punkt:
”at der meddeles en midlertidig miljøgodkendelse til vandflyveroperationer fra den nuværende placering ved Nordre Toldbod, gældende frem til virksomhedens planlagte overgang til eldrevne fly (NOEMI-modellen), dog senest til den 31. december 2032 betinget af, at anløbsbroen forlænges med 12 meter i overensstemmelse med Trafikstyrelsens tilladelse af 16. april 2026 og at antallet af daglige operationer ikke overstiger det i den nye ansøgning angivne niveau på 16”.
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C
Imod stemte: A, B, F, I, V, Ø, Å
Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som erstatning af 1. at-punkt:
”at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på, at forvaltningen sammen med By & Havn, og med inddragelse af Seaplanes, identificerer en række alternative lokationer, hvor vandflyveren kan operere fra fremadrettet, så eksisterende midlertidige miljøgodkendelse fortsætter indtil undersøgelse er gennemført, dog senest ind til 1. juli 2027.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet med 4 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, F
Imod stemte: B, I, V, Ø, Å
Liberal Alliance og Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som erstatning af 1. at-punkt:
”at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at få belyst de partikelforureningsmæssige forhold i relation til ambitionen om en fossilfri havn samt konsekvenserne for den langsigtede byudvikling. Herudover ønskes de erhvervsmæssige konsekvenser i lyset af ønsket om en fossilfri havn nærmere belyst, herunder med fokus på at sikre en ensartet og fair behandling af virksomheder.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 11 stemmer mod 0. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, V, Ø, Å
Liberal Alliance og Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF4) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på, at forvaltningen undersøger, hvorvidt der kan stilles krav om, at vandflyveren omstilles til eldrift inden 2030, herunder hvilke juridiske og praktiske muligheder der er for at stille et sådant krav.”
Ændringsforslaget (ÆF4) blev vedtaget uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
"Hvis København skal være en grøn forgangs-by, ikke kun af navn men også af gavn, så bliver vi nødt til at parkere de symbolske grønne markeringer, der ingen real effekt har på den grønne omstilling, men blot fører til gener for byens borgere og erhvervsliv. Ved at give plads til det videre arbejde med at sikre en el-vandflyver, er vi med til at arbejde for en reel fremtidig reduktion af CO2 udledningen fra fly. Dermed er København med til at skubbe på den grønne dagsorden langt, langt udover København og Danmarks grænser. Samtidig anerkender vi fuldt ud de støjgener, som nogle oplever, og derfor stiller vi også forslag om dels en reduktion i det samlede antal flyvninger, og dels en forlængelse af anløbsbroen, der sikrer, at støjgrænserne overholdes."
Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre og Liberal Alliance ser positivt på det succesfulde erhvervskoncept, som vandflyveren har udviklet sig til. Samtidig mener partierne dog, at sagen bør sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at den oplyst yderligere ift at sikre at alle erhvervsdrivende bliver behandlet ud fra ens principper ift krav til udledning af partikelforurening. Partierne håber på en hurtig omstilling af vandflyveren til el.”
Radikale Venstre og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne støtter, at sagen sendes tilbage til forvaltningen, fordi vi respekterer Venstres og Liberal Alliances ønske om et bedre oplyst beslutningsgrundlag, herunder om partikelforurening og den kommende byudvikling. Men vores politiske udgangspunkt er klart: Fossildrevne fly hører ikke hjemme i Københavns Havn. Tilbagesendelsen er et ja til bedre oplysning, ikke et ja til fossil luftfart.”