B-sag: Godkendelse af foreninger der søger godkendelse med henblik på benyttelse af lokaler
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til 21 foreningers ansøgninger om godkendelse som folkeoplysende med henblik på lån af lokaler.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender 15 foreninger, der søger godkendelse som folkeoplysende med henblik på benyttelse af offentlige lokaler, jf. bilag 1, og
- at Folkeoplysningsudvalget tager til efterretning, at seks foreninger har fået administrativt afslag på ansøgning om godkendelse.
Problemstilling
Ledige offentlige lokaler skal ifølge folkeoplysningsloven stilles til rådighed for folkeoplysende foreninger.
De ansøgende foreninger har søgt om, og de 15 opfylder kravene til, at blive godkendt som folkeoplysende foreninger med henblik på at få stillet lokaler til rådighed.
Den resterende seks foreninger har modtaget administrativt afslag på ansøgning om godkendelse.
Løsning
En forening skal opfylde en række betingelser i henhold til folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i Københavns Kommune for at blive godkendt som en folkeoplysende forening. Der stilles blandt andet krav til foreningens formål og vedtægter, der skal vedlægges ansøgningen.
Når en forenings ansøgning er komplet, meddeler forvaltningen en administrativ godkendelse, så foreningen kan søge tider og påbegynde sine aktiviteter. Den administrative godkendelse er betinget af, at foreningen godkendes på førstkommende møde i Folkeoplysningsudvalget.
15 foreninger (jf. bilag 1) indstilles til godkendelse, da de opfylder betingelserne i folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København. Foreningernes formål, aktiviteter og medlemstal fremgår af bilag 1.
Seks foreninger har modtaget administrativt afslag på deres ansøgninger om godkendelse som folkeoplysende forening. Foreningernes formål og begrundelse på afslag fremgår ligeledes af bilag 1.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen meddeler foreningerne Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow