Fratagelse af Foreningen af 1/1 1993's status som folkeoplysende
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til, om Foreningen af 1/1 1993 skal fratages deres status som folkeoplysende forening.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget fratager Foreningen af 1/1 1993 sin status som folkeoplysende.
Problemstilling
Foreningen af 1/1 1993 har senest i 2025 modtaget både medlems- og lokaletilskud på henholdsvis 20.232 kr. og 45.306 kr.
I forbindelse med en ansøgning d. 26/01/2026 om medlemstilskud for 2026 har Foreningen af 1/1 1993 indsendt en aktivitetsliste, som ikke indeholder folkeoplysende aktiviteter. I efterfølgende dialog med foreningen er det konstateret, at foreningen ikke har folkeoplysende aktiviteter.
Løsning
Foreningen af 1/1 1993 indstilles til fratagelse af deres status som folkeoplysende forening.
Foreningen har afleveret en aktivitetsliste, der viser, at foreningens aktiviteter ikke længere er folkeoplysende, men derimod har karakter af frivilligt socialt arbejde i form af aktiviteter som folkekøkken, søndagscafé og sprogcafé. Foreningens aktiviteter er overvejende åbne arrangementer, som er åbne på lige vilkår for medlemmer og ikke-medlemmer. Foreningen har bekræftet at overblikket over aktiviteter er korrekt, og at de vurderer, at aktiviteterne er folkeoplysende.
Hvis udvalget godkender indstillingen, vil foreningen ikke modtage hverken lokale- eller medlemstilskud fremover, og de vil miste muligheden for at låne kommunale faciliteter i fremtiden. Foreningen har dog hidtil ikke benyttet muligheden for at låne kommunale lokaler.
Baseret på foreningens ansøgning og præsentation af aktiviteter i 2026, vurderes det, at tidligere tilskudsansøgninger er udført i god tro, hvorfor tidligere bevillinger – i overensstemmelse med den hidtidige praksis på området – ikke vil blive krævet tilbagebetalt.
Foreningen vil blive vejledt om mulighederne for at søge midler i deres tilhørende lokaludvalg samt KFU’s disponible midler.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
I forbindelse med regnskabsaflæggelsen for modtaget tilskud i 2025 er foreningen blevet opfordret til at indsende fyldestgørende regnskab, da de ikke vil blive indstillet til at tilbagebetale det modtagne tilskud i 2025.
Videre proces
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen meddeler foreningen Folkeoplysningsudvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow