Padel som folkeoplysende aktivitet
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til grundlaget for padel som folkeoplysende aktivitet.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget godkender Kløver Padelklub som folkeoplysende forening,
- at Folkeoplysningsudvalget giver afslag på lokaletilskud til Kløver Padelklub, og
- at Folkeoplysningsudvalget beslutter om og i givet fald i hvilket omfang, der skal ydes lokaletilskud til padelbaner.
Problemstilling
Folkeoplysningsudvalget besluttede på sit møde den 2. juni 2026 at udsætte behandlingen af en ansøgning fra Kløver Padelklub, til foreningens aktivitetsområde var belyst yderligere.
Løsning
Padel er på den ene side som aktivitet sammenlignelig med f.eks. tennis, badminton og squash, og på den anden side karakteriseret ved, at der er mange private centre/udbydere.
Padel som folkeoplysende aktivitet
Forvaltningen vurderer, at padel som aktivitet ligger inden for den folkeoplysende ramme og i øvrigt kan sammenlignes med andre ketcher-idrætsgrene som badminton, tennis og squash, og at en padel klub derfor kan godkendes som folkeoplysende. Københavns Padel Klub er også tidligere godkendt som folkeoplysende. Foreningen bruger kommunale baner (ved Svanemøllehallen) og har ikke søgt lokaletilskud.
Padel faciliteter (jf. bilag 1)
I forhold til faciliteter er behovet i vid udstrækning dækket af private aktører/centre, bl.a. fordi aktiviteten i Danmark primært er startet i privat/kommercielt regi.
Kommunen har padel baner i Grøndal MultiCenter (to indendørs og to udendørs baner) og ved Svanemøllehallen (to udendørs baner), og har herudover støttet anlæg af padel baner i Emdrup Idrætspark (KFUM Tennis), Ryparken (Ryvang Tennis Klub), Sundby Idrætspark (Sundby Tennis Klub) og Genforeningspladsen (Arbejdernes Tennis Klub). Banerne ligger på kommunal grund, men ejes af foreningerne.
Det fremgår af folkeoplysningslovens § 24, at kommunen kan nedsætte et lokaletilskud, hvis driftsudgifterne til et almindeligt lokale ikke står i et rimeligt forhold til antallet af deltagere eller til lokalets anvendelse i øvrigt.
Det fremgår af folkeoplysningsbekendtgørelsens § 15, stk. 3, nr. 3, at kommunen ikke er forpligtet til at yde tilskud til udgifter til lokaler, bortset fra svømmehaller, til hvilke andre samtidig har adgang mod betaling.
Erfaringer fra 6-byerne
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har været i dialog med de andre byer i 6-by-samarbejdet. Tre kommuner yder tilskud efter tre forskellige modeller – to kommuner yder ikke tilskud, med to forskellige begrundelser: At kommunen efter folkeoplysningsloven ikke er forpligtet til at yde tilskud til udgifter til lokaler hvor andre samtidig har adgang mod betaling og at kommunen ikke yder tilskud til nye lejemål i haller – begge disse kommuner forventer, at spørgsmålet tages op igen (jf. bilag 1). Alle kommuner har således tilsyneladende haft udfordringer med at finde en passende model.
Folkeoplysningsudvalget kan således beslutte:
- At der ikke ydes tilskud til padel-faciliteter i centre, hvor andre samtidig har adgang mod betaling.
- At padel-foreninger henvises til at søge tider i offentlige faciliteter.
- At anmode forvaltningen om at undersøge muligheden for at indgå aftale med et eller flere private centre om køb af tider med henblik på at stille disse til rådighed for folkeoplysende foreninger.
Forvaltningen indstiller, at der konkret ikke ydes lokaletilskud til Kløver Padels køb af tider i Racket Club, bl.a. fordi aftalen mellem Kløver Padel og Racket Club indebærer, at alle medlemmer af Kløver Padel også skal være medlemmer af Racket Club.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen meddeler Kløver Padelklub udvalgets beslutning.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow