Kønsopdelt svømning
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Problemstilling
Kønsopdelte aktiviteter har altid været en del af folkeoplysningsområdet. I den seneste tid har særligt kønsopdelt svømning fyldt i både København og Aarhus.
Forvaltningen orienterer om regelgrundlaget for kønsopdelte aktiviteter og allerede iværksatte initiativer.
Løsning
Regelgrundlaget
Det fremgår af folkeoplysningsloven, at den enkelte forening – inden for loven og de i medfør heraf udstedte regler – selv træffer ”beslutning om ansættelse og afskedigelse af ledere, instruktører og andre medarbejdere samt om anvendelsen af tilskuddet.” Af folkeoplysningsbekendtgørelsen fremgår, at den enkelte forening selv – inden for lovens rammer – træffer beslutning om valg af aktiviteter.
Det fremgår af bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling af kvinder og mænd, at ”det er tilladt at etablere hold og undervisning m.v. for det ene køn inden for idræt, herunder svømning. Det gælder kun i private foreninger og inden for den offentlige forvaltning.” Det fremgår videre, at ”kvinder og mænd, der ikke deltager i hold og undervisning m.v. etableret efter denne bestemmelse, skal have lige adgang til faciliteter, herunder svømmebaner, der ikke anvendes ved afholdelse af de pågældende hold eller den pågældende undervisning m.v.” Lige adgang betyder i denne sammenhæng, at hvis andre end de direkte involverede i aktiviteten har adgang til faciliteten, skal denne adgang være lige for alle.
Det er forvaltningens vurdering, at hverken folkeoplysningsloven eller bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling af kvinder og mænd rummer mulighed for at forbyde kønsopdeling i f.eks. svømning. Forvaltningen har ved denne vurdering bl.a. lagt vægt på at den enkelte forening træffer beslutning om bl.a. anvendelsen af tilskud og valg af aktiviteter og at aktiviteter for børn og unge af religiøs art skal sidestilles med anden folkeoplysende aktivitet for børn og unge.
Økonomi- og Indenrigsministeren og Kulturministeren har ved svar af 17. august 2026 oplyst om rammerne omkring kønsopdelt svømning (jf. bilag 1 og 2) Kultur-, Fritids- Borgerserviceforvaltningen er i dialog med Kulturministeriet om rækkevidden af disse svar, herunder om det er muligt for kommunen at bruge ordensbestemmelser til at fastsætte et forbud, mod at kommunens faciliteter anvendes til kønsopdelt svømning. Et sådant forbud kræver en beslutning i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget.
Allerede iværksatte initiativer
Forvaltningen har igangsat et tematilsyn med kønsopdelt svømning i de syv foreninger der tilbyder dette. Tilsynet omfatter grundlæggende, om der lige adgang for mænd og kvinder, i det omfang der er adgang til aktiviteten for udenforstående, og om der er lige adgang for kommunalt ansatte, og om der er tilstrækkelig sikkerhed om aktiviteten, når kommunen ikke stiller livredder til rådighed.
Med Budget27 er det at afsætte midler til et skærpet tilsyn med folkeoplysende foreningers overholdelse af ligestillingsbekendtgørelsen i forbindelse medbrug af kommunale svømmehaller uden for offentlig åbningstid. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen skal udføre kontrollen fire gange årligt i de tidsrum, hvor foreningerne benytter faciliteterne. Tilsynet vil være uanmeldt og vil blive foretaget af ansatte af begge køn.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen arbejder videre på baggrund af udvalgets drøftelser.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow