Medlemsforslag om natligt udgangsforbud for mindreårige i udsatte boligområder
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med andre relevante forvaltninger og myndigheder at undersøge mulighederne for at øge trygheden i Tingbjerg og andre udsatte boligområder ved at indføre et natligt udgangsforbud for mindreårige efter inspiration fra den model, som har været brugt med succes i Orléans i Frankrig.
(Stillet af Venstre og Dansk Folkeparti)
Motivering
Vold, hærværk og kriminalitet må ikke blive hverdag i de københavnske kvarterer. Desværre understreger den seneste tids alvorlige uroligheder i Tingbjerg igen behovet for at tænke nyt i indsatsen mod kriminalitet og utryghed.
Forebyggelse og dialog kan ikke stå alene. Der er også brug for en klar markering af, hvem der bestemmer i det offentlige rum.
Derfor foreslår vi i Venstre at undersøge muligheden for at indføre periodevist udgangsforbud for mindreårige, så de ikke hænger på gaden sent om aftenen og om natten.
Det er et redskab, man har gode erfaringer med i den franske by Orléans, hvor man igennem 25 år har haft et natligt udgangsforbud for mindreårige. Støder ordensbetjente på 13-14-årige, som er omfattet af udgangsforbuddet, bliver de kørt hjem til deres forældre. Sådan beskrev Berlingske ordningen i en reportage fra juni 2025.
Et periodevis udgangsforbud skal holde børn og unge væk fra gaden, når konfliktniveauet er højt, så de ikke bliver involveret i hærværk eller kriminalitet – og samtidig give dem bedre forudsætninger for at passe deres skole om dagen. Et udgangsforbud kan samtidig være med til at tydeliggøre forældrenes ansvar for, hvor deres børn opholder sig om natten.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2026
Medlemsforslaget blev forkastet med 50 stemmer imod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V og O
Imod stemte: Ø, F, A, C, B, I, Å og Q
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi deler fuldstændig ønsket om at slå hårdere ned på vold, hærværk og utryghed i Tingbjerg. Men et udgangsforbud for alle børn og unge i et helt boligområde er den forkerte løsning. Vi skal slå ned på dem, der skaber utrygheden, og stille krav til deres forældre. Vi skal ikke begrænse friheden for alle de unge, der ikke har gjort noget galt.”
Frie Grønne afgav følgende protokolbemærkning:
”Frie Grønne stemmer imod forslaget om at undersøge muligheden for et natligt udgangsforbud for mindreårige.
Vi tager utryghed, vold og kriminalitet alvorligt. Men løsningen er ikke at begrænse friheden for alle børn og unge i et bestemt boligområde på grund af handlinger begået af nogle få.
Børn og unge skal mødes med tryghed, fællesskab og muligheder – ikke med kollektiv mistænkeliggørelse og kontrol.
Frie Grønne mener derfor, at København skal bekæmpe kriminalitet målrettet og konsekvent, samtidig med at vi investerer i fritids- og klubtilbud, gadeplansindsatser, SSP, uddannelse, beskæftigelse og stærke lokale fællesskaber.”