Mødedato: 20.08.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om at redde Lille Amalienborg fra forfald

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen, i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger, at rette henvendelse til den tyrkiske stat med henblik på at undersøge mulighederne for, at Københavns Kommune kan købe ejendommen Lille Amalienborg på Dag Hammarskjölds Allé 28, enten alene eller i samarbejde med private investorer, fonde eller andre relevante aktører,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen, i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger, at udarbejde en sag til politisk behandling, der beskriver mulighederne for køb, finansiering, istandsættelse og fremtidig anvendelse af ejendommen Lille Amalienborg på Dag Hammarskjölds Allé 28.

(Stillet af Dansk Folkeparti)

Motivering

Lille Amalienborg på Dag Hammarskjölds Allé er en markant og historisk ejendom, der blev opført i 1917 efter tegninger af arkitekten Carl Brummer. Palæet har blandt andet været privatbolig, hovedkvarter for den tyske værnemagt under besættelsen og senere hovedsæde for Dansk Røde Kors. Ejendommen er derfor ikke blot en smuk bygning, men også en vigtig del af Københavns og Danmarks historie.

Den tyrkiske stat købte ejendommen i 2015 med planer om at anvende den som ambassade. Mere end ti år senere står Lille Amalienborg stadig tom, og den nødvendige istandsættelse er ikke blevet gennemført. I mellemtiden er palæets gået voldsomt i forfald. Det er ikke rimeligt, at man lade en af Københavns mest markante historiske ejendomme stå tom og forfalde.

København har allerede mistet alt for mange værdifulde bygninger. Når en bygning først er blevet ødelagt af mange års manglende vedligeholdelse, kan det være svært at genoprette skaderne. Derfor er der behov for at gøre noget, før skaderne på Lille Amalienborg bliver uoprettelige.

Københavns Kommune bør derfor rette henvendelse til den tyrkiske stat og afklare, om den er villig til at sælge ejendommen. Et eventuelt køb behøver ikke nødvendigvis at blive gennemført af kommunen alene, men kan f.eks. ske i samarbejde med en fond, private investorer eller almennyttige aktører, der vil forpligte sig til at restaurere og bevare palæet, så man i fremtiden kan nyde den flotte ejendom.

Vi mener også, at forvaltningen skal undersøge, hvordan Lille Amalienborg efter en istandsættelse kan få en meningsfuld anvendelse, som respekterer bygningens arkitektur og historie, og som så vidt muligt kommer københavnerne til gavn i fremtiden.

Lille Amalienborg skal ikke have lov til langsomt at rådne op. Hvis den nuværende ejer ikke vil eller kan passe på ejendommen, må vi tage initiativ til at hjælpe med at finde en ny og ansvarlig ejer, der kan sikre palæet for fremtidige generationer.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2026

Socialdemokratiet fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Økonomiudvalget.

 

Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at punkt:

”at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger, indenfor de muligheder kommunen har, at rette henvendelse til den tyrkiske stat, for at undersøge status på stand og ambitioner for fremtiden for ejendommen Lille Amalienborg på Dag Hammarskjölds Allé 28, så Københavns Kommune kan forholde sig til eventuelle kommunale interesser i relation til ejendommens fremtid.”

 

 

Det af Socialdemokratiet fremsatte forslag om udvalgshenvisning blev forkastet med 40 stemmer imod 15. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A og C

Imod stemte: Ø, F, B, V, I, Å, O og Q

 

Det af Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning.

 

2. at-punkt blev forkastet med 38 stemmer imod 9. 8 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: V, I, O og Q

Imod stemte: Ø, F, C, B og Å

Undlod at stemme: A

 

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Københavns kulturhistoriske kvarterer og bevaringsværdige bygninger er med til at fortælle byens historie. Den historie er vigtig at bevare, selvom byen udvikler sig rundt om den. Desværre ser vi alt for ofte, at bygningsejere lader bygninger forfalde ved ikke at vedligeholde dem. Det er ofte både en skam af hensyn til bygningernes bevaringsværdi og af hensyn til klimaet, da det er langt bedre for klimaet at transformere eksisterende byggeri, hvor det kan lade sig gøre, frem for at bygge nyt. For at gøre med dette mener Enhedslisten, at kommunerne bør have bedre redskaber til at pålægge bygningsejere at vedligeholde deres bygninger, særligt når bygninger er bevaringsværdige og dermed en del af byens kulturarv. I tilfældet med Lille Amalienborg deler Enhedslisten ønsket om, at bygningen reddes og bevares.”

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Liberal Alliance ønsker at få reddet Lille Amalienborg fra yderligere forfald og stemmer derfor for forslaget, men mener ikke, at løsningen nødvendigvis er kommunalt ejerskab. Vi ser helst, at der findes en ansvarlig privat, fondsejet eller almennyttig ejer, som kan sikre istandsættelsen og bevare ejendommen for fremtiden.”

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Alternativet er enig i intentionen om at bevare og renovere eksisterende byggeri frem for at bygge nyt, så vi mindsker ressourceforbruget CO2-udledningen.”

Til top