Mødedato: 29.10.2026, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Valg af medlemmer til møde om fremtiden for Københavns villa- og parcelhuskvarterer

Indstilling

Formanden for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

  1. at lokaludvalget drøfter holdninger til udviklingen af villa- og parcelhuskvarterer i fremtiden.
  2. at lokaludvalget vælger to medlemmer til at deltage i mødet om fremtidens villa- og parcelhuskvarterer.

Problemstilling

Lokaludvalget er inviteret til at deltage i en rundbordssamtale, der indgår i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens arbejde med at gennemføre en analyse af potentialerne for at udvikle og fortætte kommunens eksisterende villa- og parcelhusområder. Analysen udarbejdes i samarbejde med Tegnestuen Vandkunsten, Artelia Rådgivende Ingeniører og KOMMON. 

Analysen, som er politisk besluttet i Overførselssagen 2025-2026, indgår i kommunens arbejde med at skabe en blandet by med boliger til mennesker i alle livssituationer. Den skal give et solidt fagligt grundlag for, at Klima-, Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen kan træffe politiske beslutninger om, hvordan villa- og parcelhusområderne kan udvikle sig, og bidrage til beslutninger om god og konsistent praksis for kommune- og lokalplanlægningen og byggesagsbehandlingen på området.

Som en del af arbejdet ønsker forvaltningen og rådgiverholdet, der udarbejder analysen, at høre og drøfte lokale perspektiver på de udfordringer og muligheder, der findes i byens villa- og parcelhusområder.

Der er inviteret seks lokaludvalg, der dækker områder med mange villaer og parcelhuse: Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Vanløse, Valby, Amager Vest og Amager Øst.

Rundbordssamtalen er planlagt til torsdag den 26. november. Tidspunktet falder dog sammen med lokaludvalgsmødet, hvorfor sekretariatet har bedt om at der findes en anden dato.

Man kan læse om baggrunden for projektet her (Teknik- og Miljøudvalget 19. maj 2025): Drøftelse af tilvejebringelse af flere boliger ved fortætning i villakvarterer | Københavns Kommune

Løsning

Lokaludvalget drøfter sine holdninger til udviklingen af villa- og parcelhuskvarterer og udpeger to repræsentanter til at deltage i mødet.

Repræsentanterne skal på mødet videregive lokaludvalgets holdninger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Til top