Damhusengen og Damhussøen
Hvad kan du kigge efter ved Damhusengen og Damhussøen?
- Kattehalernes lilla blomsterhav om sommeren
- Den smukke trækfugl vibe
- Flagermus, der flakser mellem de store, hule træer
- Naturbeskyttet eng med blandt andet gåsepotentil, fersken-pileurt, glanskapslet siv og engkarse.
Oprindeligt var Damhusengen og Damhussøen blot et lavtliggende område, der i perioder var dækket af vand. Men søen blev opdæmmet, så den blev vandfyldt hele året. Søen indgik i Københavns vandforsyning frem til 1891, hvor den ophørte med at levere drikkevand til København. Herefter gik den gradvise omdannelse til en park i gang.
I dag består området af en sø og en naturbeskyttet eng med blomster og planter, der trives godt i det fugtige miljø.
Det sydlige engareal har en naturlig fugtig bund domineret af bredbladede urter og halvgræsser. Her kan du finde kattehale, tagrør, dunhammer, strandkogleaks, gåsepotentil, fersken-pileurt, glanskapslet siv, engkarse, tudsesiv og mange andre blomster og planter.
Det nordlige engareal er mere tørt og domineret af høje græsser og urter.
Tag en tur rundt om søen eller på engen langs kanten af græsområdet, hvor der er anlagt tilgængelige og farbare stier i højden. Herfra har du et betagende kig ud over fuglelivet på søen og synet af fx kattehalernes smukke, lilla blomsterhav på engen om foråret og i de tidlige sommermåneder.
Er du heldig, møder du forårsbebuderen viben, der ellers mest holder til ved strandenge og græsarealer med kreaturer.

Hvis du befinder dig i området ved skumringstid, kan du høre og se flagermusene, der holder til i gamle, hule træer og kommer frem for at finde føde om aftenen.
Det rige planteliv på søbunden sørger sammen med de mange fisk, der lever i søen, for at opretholde et godt vandmiljø. Hvis du kaster din snøre ud fra et af fiskestederne, så kan du være heldig at fange både aborrer, suder og gedder. Inden du kaster snøren, skal du kende reglerne for lystfiskeri i Damhussøen.
Er du mere til at sidde en stille stund med fuglesang og den livlige summen fra insekter, så er der god plads på bænkene langs grusstien, som omkranser engarealet. Der er også bygget plateauer til besøgende, der vil drikke og spise deres medbragte kaffe og madpakker og glæde sig over den betagende udsigt ud over engområdet og søen.

Det byder Damhusengen og Damhussøen også på
Café og grillpladser
Der er to grillpladser i den vestlige del af Damhusengen ud mod Rødovre.
Ved Damhusdæmningen mellem Damhusengen og Damhussøen er der café med ishus.
Legepladser og fodboldbaner
Der er to naturlegepladser ved Damhusengen: en i den sydlige ende af engen ved Damshussøen og en legeplads mod øst ved Toftøjevej.
Området byder også på fodboldbaner nord for Damhusengen.
Toiletter
Der er toiletter i den sydlige ende ved Kirkesvinget. Ved caféen ved Damhusdæmningen er der toilet med handicapadgang.
Du må fiske
Tre steder fra Damhussøen må du fiske. Men vær opmærksom på, at du skal have fisketegn, og fanger du gedder, skal de sættes ud igen.
Plads til hund
Der er to fritløbsområder i Damhusengen.
Forglem mig ej-rute
Gå en tur om engen, og tag et hvil på en af de seks lilla bænke på Forglem mig ej-ruten – og bliv samtidig klogere på demens.
Kontakt
Parker, Kirkegårde og Renhold
Njalsgade 17