Beslutning om repræsentanter til følgegruppe ifm. forprojekt vedr. Natur- og Miljøstation
Vanløse Lokaludvalg skal vælge 1-3 lokaludvalgsmedlemmer til at repræsentere lokaludvalget i en følgegruppe ifm. et forprojekt vedr. Natur- og Miljøstation på Pumpehusgrunden. Derudover har Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen bedt om forslag til andre relevante, lokale interessenter, der med fordel kan indgå i følgegruppen.
Tidligere beslutninger
På sit ordinære møde 30. april 2026 besluttede Vanløse Lokaludvalg at sende en henvendelse til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vedr. ønske om nedsættelse af følgegruppe til forprojekt for Natur- og Miljøstation: Beslutning om henvendelse til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vedr. følgegruppe til forprojekt af Natur- og Miljøstation | Københavns Kommune
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg udpeger 1-3 medlemmer til at repræsentere lokaludvalget i en følgegruppe i forbindelse med forprojektet vedrørende etablering af en Natur- og Miljøstation på Pumpehusgrunden.
2. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og peger på relevante, lokale interessenter, som med fordel kan indgå i følgegruppen.
Problemstilling
I Overførselssagen 2025/2026 er der afsat 2,4 mio. kr. på anlæg i 2026-2028 til et forprojekt, der skal klarlægge, hvad der skal til for at anlægge en Natur- og Miljøstation på Pumpehusgrunden ved Damhussøen. Der skal udarbejdes et bygbart projektforslag for bygninger og udearealer, som vil blive præsenteret for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget medio 2028.
Som led i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens (KTF) arbejde med forprojektet har KTF inviteret Vanløse Lokaludvalg til at deltage med 1-3 medlemmer i en følgegruppe. Følgegruppen skal udover repræsentanter fra lokaludvalget også omfatte andre relevante, lokale interessenter. KTF vil gerne have lokaludvalgets input til disse interessenter.
Formålet med en følgegruppe er at give naboer, lokale interessenter mv. mulighed for at blive orienteret og komme med input til projektet i løbet af planlægningsprocessen. Her kan deltagerne bidrage med deres erfaringer og viden om særlige, lokale forhold og historik på stedet.
Følgegruppen har ikke beslutningskompetence, men gruppens input og opmærksomhedspunkter vil blive inkluderet i planlægningen af projektet.
Det er en forudsætning for projektet, at ejer- og driftsforhold afklares. Når der er et internt afklaret oplæg til organisering og placering af ansvar for drift og bemanding af Natur- og Miljøstationen, vil der blive indkaldt til det første følgegruppemøde. Læs forvaltningens invitation på internetdagsorden.
Fagudvalget for Klima og Natur drøftede sagen i møde den 17. august 2026 og foreslår på den baggrund, at Per Stengade og Bent Christensen deltager i følgegruppen.
Løsning
1. Vanløse Lokaludvalg udpeger 1-3 medlemmer til at repræsentere lokaludvalget i en følgegruppe i forbindelse med forprojektet vedrørende etablering af en Natur- og Miljøstation på Pumpehusgrunden.
2. Vanløse Lokaludvalg drøfter og peger på relevante, lokale interessenter, som med fordel kan indgå i følgegruppen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet melder repræsentanter og forslag til andre relevante, lokale interessenter ind til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen.