Drøftelse af henvendelse fra Vanløse IF vedr. trommer på stadion
Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til en henvendelse fra Vanløse IF, der ønsker, at lokaludvalget går i dialog med kommunen om at få ophævet et forbud mod trommer og andre musikinstrumenter på Vanløse Idrætspark. Forbuddet blev indført efter naboklager og støjmålinger, der viste overskridelser af støjgrænserne.
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager stilling til henvendelse fra Vanløse IF
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har modtaget nedenstående henvendelse fra Vanløse IF. Fagudvalget Kultur og Idræt har ikke nået at drøfte henvendelsen.
"I maj 2025 blev Vanløse IF ramt af et påbud om ikke at bruge trommer på stadion. Vanløse IF finder det yderst mærkværdigt, at en kamp mellem Brønshøj og BK Frem der blev afviklet en fredag aften på Vanløse Idrætspark, ikke var omfattet af påbuddet. Dette understreger, at kommunen har taget et særligt hensyn.
Vanløse IF er vidende om, at en beboer på Vanløse Byvej igennem længere tid konstant har klaget over foreningen, og har endda gentagne gange nægtet at tilbagelevere bolde. Beboeren har også klaget over åbningstider og lys. På et tidspunkt rettede hun specifikt en klage mod brugen af trommer i forbindelse med fodboldkampe. På baggrund af henvendelser fra naboer gennemførte Teknik- og Miljøforvaltningen efterfølgende støjmålinger hos de berørte naboer. Målingerne viste væsentlige overskridelser af de vejledende støjgrænser, primært som følge af trommer m.m. Det førte den 6. maj 2025 til et påbud til Vanløse IF om at forhindre publikums brug af trommer og andre musikinstrumenter under kampene.
Vanløse IF ønsker derfor, at Lokaludvalget går i dialog med kommunen for at få løftet påbuddet. Vanløse Idrætspark har ligget på samme lokation siden 1950'erne, og larmen fra klubben er endda betydelig mindre end den var for bare nogle år siden.
VI ved at der på fx Sundby Stadion er nedlagt et lignende forbud, og vi er derfor bekymrede for, at den eneste klub der må skabe god stemning for sit publikum er FCK, der spiller i Parken. Det kan ikke være i kommunens interesse at have så skrappe retningslinjer. Kravet om maks 40 db er urealistisk lavt sat."
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har tidligere svaret BR-medlem Louise Theilade Thomsen på spørgsmål vedr. lignende forbud til B93 på Sundby stadion, der også nævner forbuddet mod Vanløse IF og FCK kvinder på Vanløse Stadion, herunder baggrunden for forvaltningens forbud, som det også nævnes i Vanløse IF's henvendelse. Se KTF's svar her: 08.12.25 - svar til Louise Theilade Thomsen (V) om B.93 og forbud mod brugen af trommer m.m. på Sundby Idrætspark.pdf
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager stilling henvendelse fra Vanløse IF .
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.