Mødedato: 22.01.2026, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om høringssvar vedr. Forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til bemyndigelse af temagruppen for Natur og Miljø til at afgive høringssvar vedr. Forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018. 

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter Forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018 og bemyndiger temagruppen for Natur og Miljø til at udarbejde høringssvar såfremt der er bemærkninger til høringsmaterialet. 

Problemstilling

Københavns Borgerrepræsentation har på møde den 4. december 2025 besluttet at offentliggøre forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018. Der er høringsfrist den 12. februar 2026.

Se høringsmaterialet på Københavns Kommunes høringsportal: Høringsportalen | Forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018

Forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018 vil muliggøre 34 projekter indenfor projektkategorierne afløbssystem, klimatilpasning, byudvikling og renseanlæg, som er defineret i rammeplanen Spildevandsplan 2018.

Projekterne medvirker til at understøtte kommunens serviceniveau for kloakken, klimatilpasning, målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund samt statens målsætninger for vandområder. 

Vanløserelevante projekter er samlet i et bilag på internetdagsordenen.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter Forslag til plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018 og bemyndiger temagruppen for Natur og Miljø til at udarbejde høringssvar, såfremt der er bemærkninger til høringsmaterialet i mødet. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler. 

Videre proces

Sekretariatet lægger et eventuelt høringssvar op på høringsportalen Bliv Hørt inden høringsfristen den 12. februar 2026.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg bemyndigede Temagruppen for natur og miljø til at udarbejde høringssvar med en mindre bemærkning om at forvaltningen i projekt vedr. grønne veje i Bygaardens Vejlaug, skal være opmærksom på, at lokaludvalget samarbejder med en af grundejerforeningerne om et skolevejsprojekt med regnvandsbed på tværs af Herlufsholmvej, hvilket i fremgår på kortet.
Til top