Beslutning - Kommentar vedr. status på renoveringsprojekt i Valby Idrætspark
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Valby Lokaludvalg drøfter og endeligt beslutter kommentaren.
Problemstilling
Valby Lokaludvalg har fulgt renoveringsprojektet i Valby Idrætspark tæt, dels gennem dialog med Økonomi-, Teknik- og Miljø (nu KTF) og Kultur- og Fritidsforvaltningerne, der i 2025 sendte ny lokalplan for området i høring med afsæt i det besluttede scenarie Y, som Borgerrepræsentationen har bevilget foreløbig 50 % af finansieringen til. Dels gennem dialog med foreningerne i området, der med Hafnia Hallen, DGI og DIF som initiativtagere har arbejdet for en skaleret udviklingsmodel, der vil indebære flere idrætskvadratmeter, men også flere bolig- og erhvervskvadratmeter. Modellen foreslog desuden med en ekstern styringsmodel, der vil indebære frasalg af området til en selvejende institution. Den model er fortsat ikke juridisk afklaret.
Løsning
Om få måneder overtager et nyvalgt lokaludvalg, og for at sikre den bedst mulige overdragelse af sagen har fagudvalget for Byudvikling & Trafik (BUT) udarbejdet en kommentar, der adresserer lokaludvalgets input til det videre arbejde, idet adgangsforhold eventuelt kan tilføjes jf. udvalgets arbejde med den grønne sti.
BUT foreslår, at kommentaren sendes til Kultur- og Fritidsudvalget, Kultur- og Fritidsborgmesteren, Klima,- Miljø- og Teknikudvalget, Klima,- Miljø- og Teknikborgmesteren og Gruppeforpersonkredsen.