Beslutning - Intern høring af udkast til Handleplan for Biodiversitet i København, 2026-2029
Valby Lokaludvalg skal drøfte Biodiversitet i København, strategi 2022-2050, der med 24 initiativer fordelt på fire timer sætter fokus på bevarelse og udvikling af biodiversitet i byen. Hvis Lokaludvalget ønsker at afgive et høringssvar, kan Miljøgruppen bemyndiges til at skrive det.
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Valby Lokaludvalg drøfter høringen og bemyndiger Miljøgruppen til at udarbejde et svar.
Problemstilling
I 2023 vedtog Borgerrepræsentationen Biodiversitet i København, strategi 2022-2050. Sammen med strategien blev der vedtaget en handleplan med 38 initiativer, som med fordel kunne implementeres i strategiens første fire leveår. Handleplanen udløber med 2025 og der er derfor udarbejdet et udkast til en ny handleplan for årene 2026-29, der nu sendes i intern høring i Københavns Kommunes fagforvaltninger og lokaludvalg.
Løsning
Den nye handleplan indeholder 24 initiativer, som efter styregruppens vurdering med fordel kan implementeres i årene 2026-29 med henblik på realisering af Københavns Kommunes biodiversitetsstrategi. Initiativerne er fordelt på fire temaer:
- TEMA 1: At bevare og forbedre Københavns eksisterende biodiversitet
- TEMA 2: At skabe ny biodiversitet i byen
- TEMA 3: At understøtte viden og uddannelse om natur og biodiversitet
- TEMA 4: At skabe frivillige fællesskaber om biodiversitet
Høringsbrev er vedlagt som bilag og det øvrige materiale kan tilgås via Medlemmernes side Medlemside for Valby Lokaludvalg | KK Basis
Høringsfrist: 30. juli 2025 kl. 12.
Videre proces
Efter høringen opdateres handleplanen med afsæt i høringssvarene, hvorefter handleplanen forelægges politisk behandling efter følgende foreløbige tidsplan:
- Behandling i Teknik- og Miljøudvalget 27. oktober 2025
- Behandling i Økonomiudvalget 25. november 2025
- Behandling i Borgerrepræsentationen 4. december 2025
- Derefter offentliggørelse