Mødedato: 27.02.2002, kl. 15:00

"Perronen" - Et kvalificerende socialpædagogisk projekt på Vesterbro

"Perronen" - Et kvalificerende socialpædagogisk projekt på Vesterbro

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. februar 2002

 

14. "Perronen" - Et kvalificerende socialpædagogisk projekt på Vesterbro

UUU 99/2002 J.nr. U47/02

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at udvalget tiltræder etablering af projektet "Perronen", der er målrettet arbejdet med udsatte unge på Vesterbro under forudsætning af, at projektet modtager støtte på 400.000 kr. fra SIBU-puljen

 

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ansøgt om midler i SIBU - puljen under Socialministeriet (pulje til støtte for Særlig Indsats for Børn og Unge). Midlerne er søgt med henblik på at etablere et kvalificerende socialpædagogisk projekt "Perronen" med formålet dels at arbejde målrettet med bydelens udsatte unge (foreningsløse og "utilpassede") i alderen 12-18 år, og dels at tilrettelægge et uddannelsesforløb for medarbejdere og ledere fra fritids- og ungdomsklubberne på Vesterbro i forhold til dette arbejde.

Projektperioden er planlagt til at vare 2 år - fra 1. januar 2002 til 31. december 2003. Der er modtaget forhåndsgodkendelse fra SIBU – puljen på i alt 600.000 kr. (inklusive medfinansiering) for hele perioden. Midlerne i SIBU er søgt under forudsætning af politisk godkendelse i udvalget.

Efter projektperioden skal "Perronen" være forankret som et permanent samarbejdsprojekt mellem bydelens klubber og lokalcentret på Vesterbro.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Vesterbros bybillede er periodevis præget af grupper af udsatte unge, som er problematiske i deres adfærd over for borgere og i deres kontakt med fritids- og ungdomsklubberne på Vesterbro. Inden for de sidste 3 år har der været en stigning i disse gruppedannelser blandt de unge. Grupperne består af unge drenge i 12 - 18 års alderen, hvoraf hovedparten er med etnisk minoritetsbaggrund. En stor del af disse unge, er velkendte af såvel klubberne som lokalcentret på Vesterbro.

Karakteristisk for de unge drenge er, at de er præget af at være i en svag social situation, hvorfor de ofte har et negativt syn på deres omverden. De har svært ved at fungere i forenings- og institutionsmiljøer - og opholder sig derfor på gaden, hvilket medfører ballade og lovovertrædelser. Endvidere har drengene et begyndende misbrug af rus- eller nydelsesmidler med heraf følgende konsekvenser, som fx hærværk og kriminalitet.

Drengene har et stort behov for voksenkontakt og gode rollemodeller. Imidlertid har den hidtidige indsats på Vesterbro i forhold til udegående arbejde og brobygning til forenings- og institutionsliv været præget af forskellige "her og nu" indsatser, der ikke har haft mulighed for opfølgning og permanent sikring af fritidstilbud eller andet socialpædagogisk tilbud til de udsatte unge.

Det er på denne baggrund, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i samarbejde har taget initiativ til projekt "Perronen".

Formål

Projekt "Perronen" har et dobbelt formål. Dels skal arbejdet med bydelens udsatte unge intensiveres og kvalificeres, og dels skal medarbejdere og ledere fra fritids- og ungdomsklubberne på Vesterbro gennemføre et uddannelsesforløb, så medarbejderne opkvalificeres i forhold til udegående og opsøgende arbejde i forhold til de udsatte unge.

I forhold til de unge skal projekt "Perronen" opfylde følgende mål:

  • at der via det udegående og opsøgende arbejde skabes rum for dialog og samarbejde med de unge på Vesterbro
  • at der dannes brobygning for de unge i forhold til institutions- og foreningslivet på Vesterbro samt i forhold til uddannelsesmuligheder
  • at de unges sociale kompetencer udvikles på en måde, så de unge opnår et mere realistisk identitetsbillede af egen person og styrkes i deres muligheder for at udvikle en mere hensigtsmæssig adfærd
  • at fremme integrationen i lokalområdet og forebygge konflikter mellem de unge og lokalområdets beboere

  • at minimum 50% af målgruppen bliver fast tilknyttet projektet

I forhold til børne- ungemedarbejderne på Vesterbro skal projekt "Perronen" opfylde følgende mål:

  • at 1 - 2 medarbejdere fra hver af bydelens klubber gennemfører et opkvalificeringsforløb over en 2-årig periode i opsøgende og udegående arbejde samt opfølgende indsatser i relation til dette arbejde

  • at personaleressourcerne til samarbejdet i "Perronen" fås fra henholdsvis de etablerede klubber på Vesterbro, lokalcentrets medarbejdere og distriktsmedarbejderen i UUF
  • at "Perronen" efter projektperioden er forankret som et permanent samarbejdsprojekt mellem bydelens klubber og lokalcentret

  • at arbejdet i "Perronen" dokumenteres i en årsplan, udarbejdet efter bestemmelserne for fritids- og ungdomsklubberne i Københavns Kommune

Det konkrete uddannelsesforløb for bydelens børne- og ungemedarbejdere består i opkvalificering og udvikling af socialpædagogiske metoder og praksisrelaterede tiltag, bl.a. konfliktløsning, ungeindflydelse, samtaleforløb samt forældrekontakt. Endvidere i redskaber til udvikling af det tværfaglige samarbejde mellem lokalcentret, bydelens klubber, de unges forældre samt øvrige interessenter i forhold til etablering af fritids- og uddannelsestilbud.

Samlingssted for projektet og det fælles udegående arbejde bliver en skurvogn (kaldet "Perronen"). Ud fra kendskab til ungegruppernes færden og opholdsteder, er det efter aftale med Vej og Park valgt, at "Perronen" fysisk placeres i Enghave Parken (dispensation indstillet til Vej- og Park).

 

Organisering

Der nedsættes en styregruppe bestående af repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Familie - og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Vej og Park.

Styregruppen har ansvaret for uddannelsesforløbet, koordinering af "Perronens" pædagogiske indhold og aktiviteter samt økonomi.

I projektperioden er København Kommunes Fritids- og Ungdomsklub Bryggergården tovholder i forhold til aktiviteterne i "Perronen".

For at sikre opfølgning og det fremtidige arbejde bliver der udfærdiget partnerskabskontrakter mellem samarbejdsparterne og projektets styregruppe.

Partnerskabskontrakterne indeholder beskrivelser af "Perronens" formål, organisation og ledelse, løsningen af de fælles opgaver (ressourceforbrug, ansvarlige kontaktpersoner, faciliteter m.v.), tidsramme samt deadline for genforhandling af partnerskabskontrakter.

Endelig vil det opsøgende og udegående arbejde foregå i et udvidet samarbejde med de øvrige interessenter, der arbejder med børn og unge fra målgruppen, herunder Vesterbros Væresteder, VIK (Idrætsforening med klubber og væresteder), Vesterbros Idrætsforeninger og Sportsklubber, Idrætsfabrikken (Settlementet), Vesterbros Skoler, Vesterbro SSP, Den Sociale Enhed (Vesterbros Byfornyelse), DGI - byen, Vesterbro Kulturhus, Vesterbros Børne- og Kultursted, Vesterbros Erhverv og Vesterbros Bibliotek.

 

Projektperioden er planlagt til at vare i 2 år med start fra 1. januar 2002 til 31. december 2003. Forudsætningen for tildeling af midler fra SIBU-puljen er, at projektet medfinansieres med ca. 1/3 af puljemidlerne. Der er modtaget forhåndsgodkendelse fra SIBU–puljen på i alt 600.000 kr. (inklusive medfinansiering) for hele perioden.

Det samlede budget for projektet udgør i alt 600.000 kr. og fordeler sig således, at 400.000 kr. finansieres af SIBU, 100.000 kr. af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Lokalcentret Vesterbro, og 100.000 kr. af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. I budgettet indgår udgifter til kursusvirksomhed og efteruddannelse, administration, aktiviteter og evaluering.

Medfinansieringen for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udgør 100.000 kr., der afsættes af udviklingsmidlerne på konto 5.16.1 Klubber. Der er således ikke tale om en ressourceudvidelse.

Miljøvurdering

Ingen bemærkninger

 

Ingen

 

 

 

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

Peter Rasmussen

Marie Thun

 

 

 

Til top