Mødedato: 21.06.2000, kl. 13:00

Etablering af ét fælles sprogcenterråd for kommunens syv sprogcentre

Etablering af ét fælles sprogcenterråd for kommunens syv sprogcentre

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. juni 2000

 

10. Etablering af ét fælles sprogcenterråd for kommunens syv sprogcentre

UUU 188/2000 J.nr. 112/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at udkastet til vedtægt for ét fælles sprogcenterråd udsendes til høring

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen anbefaler, at der oprettes ét fælles sprogcenterråd for de syv sprogcentre, der er i Københavns Kommune. Det bliver muligt efter den ændring af lovgivningen, som Undervisningsministeriet har varslet vil finde sted, efter sommerferien.

Et sprogcenterråd skal i følge danskundervisningsloven rådgive sprogcentrets ledelse og kommunalbestyrelsen (Uddannelses- og Ungdomsudvalget). I rådet skal sidde repræsentanter for de instanser, der henviser til danskundervisning, og repræsentanter for det lokale arbejdsmarked, voksenuddannelsesinstitutioner m.v. samt kursister og lærere.

På Borgerrepræsentationens møde den 23. september 1999 blev det i overensstemmelse med den nuværende lovgivning vedtaget at oprette et sprogcenterråd for hvert af de københavnske sprogcentre. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen mener dog, at de rådgivende funktioner varetages bedre af ét fælles sprogcenterråd. Forvaltningen anbefaler derfor, at det vedlagte udkast til en vedtægt for et fælles sprogcenterråd sendes til høring.

SAGSBESKRIVELSE

Efter den nuværende lovgivning skal der oprettes et sprogcenterråd ved hvert af kommunens syv sprogcentre. Undervisningsministeriet har imidlertid oplyst, at loven vil blive ændret, så kommuner, der som København har flere sprogcentre, vil få mulighed for at danne sprogcenterråd, der er fælles for flere sprogcentre.

På den baggrund anbefaler Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at der dannes ét fælles sprogcenterråd for alle kommunens sprogcentre i stedet for de syv råd, som det blev besluttet at danne på Borgerrepræsentationens møde den 23. september 1999.

Sprogcenterrådet skal i henhold til loven rådgive sprogcentrets ledelse og 'centerkommunalbestyrelsen', der i Københavns tilfælde er Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Sprogcenterrådet skal sammensættes af personer, som er udpeget af de henvisende instanser: 'brugerkommuner' og arbejdsformidling. I Københavns Kommune indebærer det, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, forsøgsbydelene og AF-Storkøbenhavn skal udpege repræsentanter. Det skal bemærkes, at ingen andre kommuner på nuværende tidspunkt skal repræsenteres i rådet, fordi ingen kommuner har indgået en generel aftale om at bruge Københavns Kommunes sprogcentre.

Ved siden af de henvisende instanser skal der i sprogcenterrådet sidde repræsentanter for det lokale arbejdsmarked og for voksenuddannelsesinstitutioner m.v. samt repræsentanter for sprogcentrets kursister og lærere.

Efter Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens opfattelse vil de rådgivende funktioner blive varetaget bedst af ét fælles sprogcenterråd, der kan forholde sig til kommunens samlede udbud af sprogcenterundervisning. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er dermed enig i de synspunkter, som blev udtrykt i LO's og DA's fælles høringssvar under den høring, der gik forud for beslutningen om at danne syv sprogcenterråd i 1999 (høringssvaret er vedlagt som bilag 3).

På denne baggrund fremlægger Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen en vedtægt for ét fælles sprogcenterråd. Vedtægten anbefales sendt til høring hos sprogcentrenes bestyrelser og andre interessenter, inden den forelægges Borgerrepræsentationen.

Den ændring af lovgivningen, der muliggør dannelsen af ét fælles sprogcenterråd, vil ske efter sommerferien i forbindelse med, at målgruppen for undervisningen udvides til også at omfatte danske statsborgere med behov for undervisning i dansk som andetsprog.

Hvis Københavns Kommune vedtager at oprette et fælles sprogcenterråd inden den bebudede lovændring, har Undervisningsministeriet anbefalet kommunen at søge undervisningsministeren om tilladelse til at oprette det fælles sprogcenterråd i henhold til den nuværende lovgivnings bestemmelser om forsøg. Det forventes dog ikke at blive nødvendigt.

 

Ingen økonomiske konsekvenser

 

Vedtægten udsendes til høring hos sprogcentrenes bestyrelser og andre interessenter

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: "Udkast til vedtægt for sprogcenterrådet i Københavns Kommune", 6. juni 2000
  • Bilag 2: "Vedtægt for sprogcenterråd ved sprogcentre i Københavns Kommune", vedtaget i Borgerrepræsentationen 23. september 1999
  • Bilag 3: LO/DA: "Høring vedr. udkast til vedtægter for Sprogcenterrådene", 11. juni 1999

 

 

 

 

Peter Rasmussen

Birgit Smedegård

 

Til top