Mødedato: 17.08.2005, kl. 14:30

Regnskabsprognose for 2005 - halvårsregnskab og forventet regnskab

Regnskabsprognose for 2005 - halvårsregnskab og forventet regnskab

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. august 2005

 

 

17.      Regnskabsprognose for 2005 - halvårsregnskab og forventet regnskab

  J.nr. UUU 92/05, 270058

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at   udvalget godkender regnskabsprognosen 2005 (herunder halvårsregnskabet for 2005), som med forbehold for udvalgets godkendelse er sendt til Økonomiforvaltningen den 2. august 2005

 

at     udvalget tager forbehold for, at fejl i lønbogføringen for 2005 kan medføre, at udvalget ikke overholder den samlede driftsramme for 2005

 

 

 

RESUME

Økonomiforvaltningen har i brev af 1 7. juni 2005 indkaldt udvalgenes vurdering af forventet regnskab for 2005 i forhold til de af Borgerrepræsentationen afgivne bevillinger til budget 2005, halvårsregnskab og opfølgning på aktiviteter, mål og resultater.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har den 2. august 2005 fremsendt ovennævnte materiale til Økonomiforvaltningen med forbehold for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets godkendelse, hvorfor det her indstilles til godkendelse.

 

1.    Forventet regnskab for 2005

Forventet regnskab for driftsområdet

Det er forvaltningens vurdering, at udvalgets budgetramme for driftsområdet for 2005 forventes overholdt. Vurderingen tager udgangspunkt i det vedtagne budget 2005 med korrektioner for de tillægsbevillinger, som Borgerrepræsentationen har vedtaget ved udgangen af juni 2005.

 

Forvaltningens vurdering af det forventede driftsregnskab for 2005 for Uddannelses- og Ungdomsudvalget forudsætter følgende:

At udvalget søger og bevilges et internt lån på 9,1 mio. kr.

At den endelige opgørelse af et eventuelt reelt merforbrug for 2004 vil kunne finansieres af de resterende midler fra bufferpuljen.

 

Internt lån

I sagen om bevillingsmæssige ændringer, som også behandles på dette møde, indstiller forvaltningen, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller, at udvalget i 2005 ydes et internt lån på 9,1 mio. kr. Lånet skal muliggøre, at udvalget i 2005 får mulighed for at udkontere de udgifter, udvalget i 2003 påtog sig i forbindelse med tilbud til ledige borgere om aktivering på daghøjskolerne.

 

Da der ikke med (og mellem) Økonomiforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har kunnet opnås enighed om, hvem der skal finansiere udgiften for 2003, ser Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen sig nødsaget til at udkontere det regningskrav, der tidligere er rejst over for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

Merbogførte udgifter i 2004

Det er tidligere besluttet, at 56,6 mio. kr. i merbogførte udgifter i driftsregnskabet for 2004 overføres til det rammestyrede driftsområde for 2005 som en negativ tillægsbevilling og placeres samlet på funktion 6.51 Sekretariat og forvaltning (U44/05).

 

Accenture har desværre ikke afsluttet fejlrettelsen af forhold i 2004, og tilsyneladende er især konteringer og udbetalinger for juni og juli måned 2004 endnu ikke fuldt belyst.

 

Det er på den baggrund fortsat ikke muligt at vurdere størrelsen af afvigelsen i 2004.

 

Lønbogføring 2005

Der forekommer stadigvæk fejl i lønbogføringen, der giver årsag til utryghed i forhold til at kunne opnå en endelig opgørelse af den enkelte medarbejders lønforhold.

Det omfattende antal fejl, der til stadighed kan konstateres i forbindelse med lønbogføringen for 2005 medfører, at forvaltningen indstiller, at der tages forbehold for, at fejl i lønbogføringen for 2005 kan medføre, at udvalget ikke overholder den samlede driftsramme for 2005.

 

 

 Forventet regnskab for anlægsområdet

Forvaltningen vurderer for indeværende, at der på anlægsområdet for 2005 vil være et mindreforbrug på 21,1 mio. kr. i forhold til den budgetterede ramme. Mindreforbruget vedrører altovervejende midler til anlæg af nye klubber.

 

Opførelsen af det nye gymnasium i Ørestaden er finansieret af selvbudgetteringsmidler, hvorfor midlerne i udgangspunktet er samlet i en pulje under Økonomiudvalget. Det forudsættes i forvaltningens vurdering af anlægsområdet, at udvalget tilføres de nødvendige midler i 2005 til gymnasiebyggeriet i Ørestaden.

 

 

2.   Halvårsregnskab 1. januar – 30. juni 2005

På drifts- og anlægsområderne viser kvartalsregnskabet et samlet merforbrug på 14,0 mio. kr.  i forhold til det periodeopdelte budget. Afvigelsen er fordelt med 29,7 mio. kr. i merforbrug på driften og 15,7 mio. kr. i mindreforbrug på anlæg.

Merforbruget på driftsområdet vedrører altovervejende, at indførelsen af elektronisk fakturering internt i forvaltningen har forsinket udsendelsen af regninger til andre kommuner og amter, og forskydninger på periodiseringen af betalinger i øvrigt, og er dermed ikke udtryk for en øget aktivitet eller et skred i serviceniveauet.

Kvartalsregnskabet giver ikke anledning til at ændre vurderingen i det forventede årsregnskab.

 


SAGSBESKRIVELSE

Krav til det forventede regnskab og halvårsregnskabet

Økonomiforvaltningen har i brev af 17. juni 2005 indkaldt udvalgene s vurdering af forventet regnskab for 2005 i forhold til de af Borgerrepræsentationen afgivne bevillinger til budget 2005, halvårsregnskab for 2005 samt opfølgning på aktiviteter og enhedspriser og på mål og resultater. Økonomiforvaltningens indkaldelse med krav til det forventede regnskab og halvårsregnskabet er vedlagt som bilag 1.

 

Udvalgene skal foretage en vurdering af de enkelte rammebevillinger (rammestyrede, lovbundne, finans- og finansieringsbevillinger) og indberette større afvigelser i forhold til forudsætningerne i det vedtagne budget 2005, samt de af Borgerrepræsentationen vedtagne tillægsbevillinger til budgettet.

 

Forventes en overskridelse af en bevilling, skal årsagen hertil angives, og der skal anvises kompenserende mindreudgifter på andre rammebevillinger.

 

Herudover skal der redegøres for anvendelsen af demografimidler i 2005, hvor de tildelte demografimidler for 2005 sammenholdes med de faktiske demografiske udgiftsbehov.

 

Derudover besluttede Borgerrepræsentationen på mødet den 15. juni 2005 (BR393/05) at Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget sammen med udvalgenes bidrag til halvårsregnskabet skal redegøre for anvendelsen af forskellen mellem budgetteret og faktisk opgjort ændring i demografiske udgiftsbehov i 2004.

 

Særlige forhold

Økonomiforvaltningen har i indkaldelsen bekendtgjort, at der vil være særlig fokus på det lovbundne område i halvårsregnskabet, og har udbedt sig, at dette fokus afspejler sig i indberetningerne af udvalgenes vurdering af halvårsregnskabet. Uddannelses- og Ungdomsudvalget har ikke lovbundne områder under sig, hvorfor der ikke i halvårsregnskabet er givet en sådan vurdering.

 

Udvalgene bedes derudover om at redegøre for status for de mangelfulde lønbogføringer i 2004, og deres konsekvenser for udvalgets forventede regnskab for 2005. Herudover bedes udvalgene om at redegøre for eventuelle mangelfulde eller manglende lønbogføringer vedrørende 2005.

 

Desuden skal Økonomiforvaltningen i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen redegøre for baggrunden for merforbruget i 2004, herunder merforbrugets konsekvenser for 2005 og årene derefter.

 

Vedlagt denne indstilling er en status for analysen af lønbogføringen 2004. Som det fremgår af analysen, så er det forvaltningens forventning, at en del af merforbruget i 2004 skyldes forskellige typer af fejl i forbindelse med det nye lønsystem. Det er derfor endnu for tidligt at redegøre for merforbrugets konsekvenser for 2004, idet en retvisende samlet opgørelse af lønudgifterne for 2004 endnu ikke har kunnet udarbejdes.

 

Endelig skal Økonomiforvaltningen i samarbejde med Sundhedsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen redegøre for økonomien bag voksenelevløn.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er alene blevet bedt om at vurdere, om indførelsen af voksenelevløn har medført uforudsete udgifter. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vurderer, om der er dækning indenfor udvalgets ramme til den stigende aktivitet på området som følge af voksenelevløn. Dog indebærer taxameterordningen for Social- og Sundhedsskolen, at overstiger antallet af årselever 625, så vil skolens budget blive justeret herefter. I forbindelse med oktober-kalkulen vil det forventede antal årselever blive vurderet, og et eventuelt forventet merforbrug vil indgå i vurderingen af den samlede regnskabsprognose.

 

 

Budgettet for 2005

Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 7. oktober 2004 budgettet for 2005. Den samlede nettoramme for Uddannelses- og Ungdomsudvalget udgør 4.375.485.000 kr.

Borgerrepræsentationen har på møderne i første halvår af 2005 bevilget tillægsbevillinger på samlet 171,2 mio. kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Overførslen af midler fra 2004 til 2005 var, som foreskrevet af Økonomiforvaltningen, delt i to faser. På Borgerrepræsentationens møde den 10. februar 2005 blev godkendt overførsel af 117,0 mio. kr. til anlægsområdet vedrørende igangværende anlægsprojekter (BR94/05). Herudover blev godkendt overførsel af 28,0 mio. kr. til udva lgets driftsramme 2005 (vedrørende midler til vedligeholdelse af faglokaler, vedligeholdelse af skolernes toiletter og baderum og legepladspuljen 2005).

 

Forudsætningen for tildelingen af tillægsbevillingerne var, at det modsvaredes af et tilsvarende mindreforbrug i 2004. I andel af overførslen fra 2004 til 2005 (U44/05) er derfor overført et samlet merforbrug på driftsområdet på i alt 64,1 mio. kr. og mindreforbrug på anlægsområdet på 66,5 mio. kr.

 

Af det samlede merbogførte på driftsområdet vedrører 7,5 mio. kr. en overførsel fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til 3.77 Daghøjskoler, der alene af tekniske årsager ikke blev overført til Uddannelses- og Ungdomsudvalget i 2004. Med udgangspunkt i de fastsatte regler for overførsel af mer- og mindreforbrug vedtog Borgerrepræsentationen, at også det resterende merforbrug på 56,6 mio. kr. overføres til 2005 (BR393/05). Det blev også besluttet, at den negative tillægsbevilling blev indplaceret under 6.51 Sekretariat og forvaltning, indtil et retvisende regnskabsresultat for 2004 kunne fastsættes.

 

 

1   Forventet regnskab for 2005

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på baggrund af ovenstående udarbejdet halvårsregnskab og vurderet det forventede regnskab for 2005.

 

 

1.2 Forventet regnskab for driftsområdet

 Det forventes med baggrund i perioderegnskabet 1. januar – 30. juni 2005, at budgettet for 2005 for driftsområdet bliver overholdt.

 

Der er dog en række områder, som forventes at påvirke det endelige regnskabsresultat for 2005.

 

1.2.1 Fejl i lønbogføringen 2004

Forvaltningen har udarbejdet en selvstændig redegørelse for status på analyse af lønbogføringen 2004 (bilag 4).

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forventede, at Accenture levede op til målsætningen om at have fejlrettet alle systemfejl for 2004 i april måned 2005. Accenture har ikke afsluttet fejlrettelsen af forhold i 2004, og tilsyneladende er især konteringer og udbetalinger for juni og juli måned 2004 endnu ikke fuldt belyst.

 

Det er derudover forvaltningens opfattelse, at det indtil videre ikke er muligt for forvaltningen at danne sig et overblik over de rettelser, og den bogføring der foregår i forhold til fejlrettelserne for 2004. Denne proces bliver i høj grad besværliggjort af, at det er op til den enkelte forvaltning at forsøge at danne sig et sådant overblik, idet Accenture ikke (eller kun nødtørftigt) udsender materiale eller dokumentation for den foretagne bogføring. 

 

Som forventet har det kunnet konstateres, at der til en række medarbejdere er udbetalt (og bogført) mere end de pågældende medarbejdere var berettiget til. Forvaltningen afventer for nærværende, at Accenture tilendebringer systemfejlrettelserne vedrørende 2004 således, at det kan opgøres, hvorvidt lønbogføringen af de pågældende medarbejdere er omfattet af fejlrettelserne.

 

Forvaltningen afventer, at Accenture meddeler, at alle systemfejl for 2004 er rettet (herunder håndteringen af ferieregnskabet, fradrag for betalt ferie, etc.), og at Accenture eller 11. kontor i Økonomiforvaltningen meddeler, at alle relevante løndebitorsager fra 2004 (og 2005) er blevet bogført og rejst over for de pågældende medarbejdere og tidligere ansatte.

 

Det er på den baggrund fortsat ikke muligt at vurdere størrelsen af mer- eller mindreforbruget i 2004. På den baggrund indstiller forvaltningen i sagen vedrørende bufferpuljen, som også behandles på dette møde, at resterende uforbrugte midler reserveres til en endelig afklaring af mer- eller mindreforbrugets størrelse er fastsat.

Det forventede regnskab 2005 er her vurderet under forudsætning af, at den endelige opgørelse for 2004 indebærer en så væsentlig nedskrivning af den negative tillægsbevilling, at det reelle regnskabsresultat for driftsområdet for 2004 ikke i større omfang vil påvirke driftsregnskabet for 2005.

 

1.2.2 Fejl i lønbogføringen 2005

Som det fremgår af redegørelsen for status på analyse af lønbogføringen for 2004, så  forekommer der stadigvæk fejl i lønbogføringen, der giver årsag til utryghed i forhold til – også for 2005 – at kunne opnå en endelig opgørelse af den enkelte medarbejders lønforhold. Det mest urovækkende er det stadige misforhold mellem de udbetalte beløb og den bogførte udgift. Således er der i forbindelse med udbetalingen af feriepenge til de to medarbejdere, der er overgået til ansættelse i Ejendomsenheden udbetalt godt og vel 10.000 kr. til hver. Der er derimod på den releva nte konto bogført udgifter for over 100.000 kr. pr. medarbejder ved ferieafregning.

 

Ny overenskomst – fejl trinstigninger

Ved overenskomstforhandlingerne 2005 er det aftalt, at kommunalt ansatte på grundløn trin 9 generelt skal stige med to løntrin pr. 1. april 2005. Der er dog indgået konkrete aftaler der medfører, at visse ansatte på grundløn trin 9 kun skal stige med ét løntrin.

 

Accenture udmønter overenskomsternes ekstra løntrin med lønnen for juli 2005 og med tilbagevirkende kraft fra d. 1. april 2005. Det har desværre vist sig, at Accenture ikke fuldt ud har kunnet tage højde for de medarbejdergrupper på løntrin 9, som kun skal stige med ét løntrin.

 

I lønudbetalingerne for juli 2005 vil der for nogle medarbejdere fejlagtigt blive udbetalt ét løntrin for meget til enkelte ansatte for perioden april – juli  2005 (svarende til ét løntrin for meget i 4 måneder). Det er endnu ikke muligt, at identificere hvilke medarbejdere på grundlønstrin 9 der bliver berørt af fejlen, og dermed heller ikke at give et samlet skøn over det for meget udbetalte.

 

Fejl i beskæftigelsesgrader

For ca. 300 lærere vil der være fejl i lønudbetalingen/lønsedlen for juli måned.

 

En data-fil hvori der var angivet ændrede beskæftigelsesgrader (i forhold til indeværende skoleår) pr. 1. august 2005, er blevet indspillet som om, at det skulle ske med tilbagevirkende kraft fra 1. august 2004.  Fejlen er alene sket i forbindelse med Accentures registrering af oplysningerne.

 

Accenture har påtaget sig at tilskrive samtlige personer om fejlen, hvori det oplyses, at for meget udbetalt løn vil blive modregnet i næste måneds lønudbetaling og for lidt udbetalt løn (over 500 kr. netto) vil blive kompenseret med en a conto udbetaling, som vil være lønmodtagerne i hænde senest mandag den 1. august 2005.

 

Udannelses- og Ungdomsforvaltningen venter at modtage en oversigt fra Accenture over, hvilke personer det drejer sig om. Først i forbindelse med modtagelsen af en sådan opgørelse kan det fejlagtigt bogførte forbrug opgøres.

 

Samlet set er det ikke muligt at vurdere størrelsen af mer- eller mindreforbruget i forbindelse med fejl i lønudbetalinger i 2005. Den samlede vurdering af udvalgets overholdelse af den samlede budgetramme for 2005 har som forudsætning, at den enkelte medarbejders (og tidligere ansattes) lønforhold kan opgøres, og at krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt løn kan rejses og eventuelle differencer i bogføringen korrigeres.

 

Det omfattende antal fejl, der til stadighed kan konstateres i forbindelse med lønbogføringen for 2005 medfører, at forvaltningen indstiller, at der tages forbehold for, at fejl i lønbogføringen for 2005 kan medføre, at udvalget ikke overholder den samlede driftsramme for 2005.

 

 

1.2.3 Aktiverede på daghøjskoler 2003

I 2003 gennemførte forvaltningen undervisning af aktiverede elever på daghøjskolerne, og leverede dermed en ydelse, der vedrørte en aktivitet under Familie- og Arbejdsmarkedsforvalt­ningens område. I den forbindelse fremsendte Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen et regningskrav på 9,1 mio. kr. til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen for den leverede ydelse. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anerkendte ikke, at denne ydelse skulle dækkes af de midler, der under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget for 2003 var afsat til aktivering.

 

I forbindelse med vedtagelsen af budget 2005, blev der sikret finansiering af aktiviteten for 2004 og 2005, hvorimod finansieringen af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets udgifter til området i 2003 ikke blev godtgjort.

 

Drøftelser med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen har klargjort, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget ikke kan forvente at få godtgjort udgifterne til undervisning af aktiverede på daghøjskolerne i 2003. I 2005 må det derfor påregnes, at den bogførte forventede indtægt skal udposteres ved en tilsvarende bogføring af en udgift.

 

På den baggrund indstiller forvaltningen i sagen vedrørende bevillingsmæssige omplaceringer, som også behandles på dette møde, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget i 2005 ydes et internt lån på 9,1 mio. kr.

 

Forvaltningens vurdering af udvalgets overholdelse af budgetrammen for 2005 er forudsat, at udvalget følger forvaltningens indstilling, og at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender optagelsen af lånet.

 

1.2.4 Demografitildelingen for 2004

Forvaltningen har udarbejdet vedlagte redegørelse for anvendelsen af demografimidler for 2004. På udvalgets møde den 3. november 2004 forelagde forvaltningen en tilsvarende redegørelse (U123/04). Den daværende redegørelse påviste, at udvalget i 2004 samlet set påtog sig merudgifter på 5,4 mio. kr. i forbindelse med den demografiske udvikling. På den baggrund overførte udvalget 5,4 mio. kr. fra 3.46 Social- og Sundhedsuddannelsen til 3.42 Bidrag til private og statslige skoler (U174/04) til dækning af merudgifterne. Overførslen er godkendt af Borgerrepræs entationen på mødet den 9. december 2004 (BR 594/04).

 

Den vedlagte redegørelse for demografimidler for 2004 udviser, at udvalget i 2004 samlet påtog sig merudgifter på 7,4 mio. kr. som følge af den demografiske udvikling.

 

Merudgiften på 2,0 mio. kr. i forhold til opgørelsen ved oktober-kalkulen skyldes dels 1,0 mio. kr. i forhold til gymnasier og HF, 0,5 mio. kr. vedrørende døgnanbragte og ændringer af satserne under folkeskoleområdet 0,2 mio. kr. og 0,3 mio. kr. vedrørende Ungdomsskolen.    

 

Udover de omplaceringer indenfor udvalgets ramme, der blev foretaget i forbindelse med oktober-kalkulen i 2004 for at sikre budgetmæssig dækning på alle områder, har der altså ikke været finansiering for 2,0 mio. kr. af forbruget på ovennævnte områder.

 

De 2,0 mio. kr. indgår i vedlagte redegørelse for anvendelsen af demografimidler i 2005 som en post, der skal finansieres af demografimidlerne for 2005.

 

1.2.5 Demografitildelingen for 2005

Statistisk Kontor i Økonomiforvaltningen har nedjusteret forventningen til antallet af børn i aldersgruppen 6 – 16 år. Det indebærer, at der ved et uændret serviceniveau i form af dækningsgrader og udgift pr. barn vil være færre elever i folkeskolerne, specialskolerne, fritidshjem og klubber, og i gymnasierne end forudsat.

 

I den ny budgetmodel gældende fra 2006 vil en sådan nedjustering medføre en tilsvarende nedskrivning af udvalgets ramme samme år. Nedskrivningen af det forventede antal elever indebærer en nedskrivning af budgetrammen for 2006 med 15,5 mio. kr.

 

Den faktisk konstaterede udvikling som den er afspejlet i den vedlagte demografiredegørelse afspejler derimod, at udvalget allerede på nuværende tidspunkt har påtaget sig merudgifter for 5,1 mio. kr. ud over den finansiering omfordeling af demografimidlerne medfører.

 

På nuværende tidspunkt kendes endnu ikke den fulde elevtalsudvikling på normalundervisning, specialundervisning, gymnasium og HF. Tilsvarende kendes heller ikke behovet for oprettelse af nye pladser på fritidshjem og fritidsordninger. I forbindelse med oktober-kalkulen vil forvaltningen kunne inddrage den konstaterede elevtalsudvikling i forbindelse med det kommende skoleårs start.

 

Årsagen til den store afvigelse i forhold til det i demografimodellen beregnede udgiftsniveau er i særdeleshed udviklingen i dækningsgraderne på henholdsvis specialundervisning og gymnasium og HF, hvilket har afsmittende effekt på oprettelsen af specialpladser på fritidshjem og klubber.

 

Dækningsgraderne i demografimodellen for 2005 baserer sig på dækningsgraderne for 2003. Ses der alene på dækningsgraderne og den prognose der blev anvendt, da udvalget blev tildelt demografimidler for 2005, så ville stigningen i antallet af elever med behov for vidtgående specialundervisning fra 2004 til 2005 være steget med 15. Alene baseret på det netop afsluttede skoleårs elevtal kan det konstateres, at den faktiske (foreløbige) stigning er 50. Da udgiften pr. elev er sat til 262.514 kr. fås, at udgiftsbehovet i 2005 allerede kan konstateres at være 9,2 mio. kr. højere på dette område end den oprindelige tildeling af demografimidler.

 

Tilsvarende gælder det for gymnasium og HF, idet den i demografimodellen beregnede stigning på området udviser en samlet elevtalsstigning på 43,4 elever, og den faktiske (foreløbige) stigning er 215. Udgiftsbehovet i 2005 er på dette område allerede 11,6 mio. kr. højere end fastsat via beregningerne i demografimodellen.

 

Endelig indebærer også sagen vedrørende afhjælpende foranstaltninger (U52/05 på udvalgets møde den 18. maj 2005), at der er behov for overførsel af midler fra de øvrige områder, der indgår i demografimodellen.

 

For at sikre den budgetmæssige dækning for de merudgifter på 5,1 mio. kr. udvalget i forbindelse med den demografiske udvikling i 2005 allerede har påtaget sig, så indstiller forvaltningen i sagen om anvendelsen af bufferpuljen for 2005, at udvalget overfører et tilsvarende beløb fra bufferpuljen til de relevante områder i budgettet. De foreslåede omplaceringer er også afspejlet i indstillingen vedrørende bevillingsmæssige ændringer.

 

I forbindelse med oktoberkalkulen 2005 – når elevtallene for de enkelte områder er kendte – vil forvaltningen atter redegøre for udviklingen og eventuelt foreslå yderligere omplaceringer indenfor udvalgets samlede budgetramme. 

 

Den ny budgetmodel for 2006 indebærer, at den samlede ramme for Uddannelses- og Ungdomsudvalget nedskrives i forhold til den seneste prognose for antallet af elever i de forskellige undervisnings- og pasningstilbud under udvalget. Det medfører, at i 2006 kan der ikke sikres budgetmæssig dækning fra de øvrige områder, hvor der er justeret for den demografiske udvikling. I 2006 skal der derfor igen sikres særskilt budgetmæssig dækning for de tre områder. På den baggrund indstiller forvaltningen i særskilt sag, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at udvalgets ramme for 2006 justeres i forhold til de faste udgifter udvalget har påtaget sig i 2005 på disse områder.

 

1.2.6 Produktionsskoler

Der er for 2005 indført en ny praksis for optag af elever på produktionsskol er. I den nu gældende ordning skal Ungdommens Uddannelsesvejledning forestå visiteringen til produktionsskolerne. Forvaltningen vil følge udviklingen på området og løbende vurdere om den nye praksis har indflydelse på aktivitetsniveauet.

 

Forvaltningen tager endeligt et generelt forbehold for lønudviklingen, betalinger til og fra øvrige kommuner og amter m.m., som forvaltningen er uden indflydelse på. Forvaltningen vil vurdere disse spørgsmål løbende.

 

 

1.3 Forventet regnskab på anlægsområdet

 

Forvaltningen vurderer for indeværende, at der på anlægsområdet for 2005 vil være et mindreforbrug på 21,1 mio. kr. i forhold til den budgetterede ramme. Mindreforbruget vedrører altovervejende midler til anlæg af nye klubber. 

 

Opførelsen af det nye gymnasium i Ørestaden er finansieret af selvbudgetteringsmidler, hvorfor midlerne i udgangspunktet er samlet i en pulje under Økonomiudvalget. Det forudsættes i forvaltningens vurdering af anlægsområdet, at udvalget tilføres de nødvendige midler i 2005 til gymnasiebyggeriet i Ørestaden.

 

Der henvises til tabel 1, hvor der er foretaget talmæssige opstillinger. I opstillingen i tabel indgår også, at der i sagen vedrørende bevillingsmæssige omplaceringer, som også drøftes på dette møde, er indstillet, at der overføres 15,9 mio. kr. fra Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende anlæg af idrætshal ved Vanløse Skole.

 

 

 

1.4 Forventet regnskab på finansposter

 

Rammen for finansposter forventes overholdt.

 

 

2   Halvårsregnskab 1. januar – 30. juni 2005 

 

På drifts- og anlægsområderne viser halvårsregnskabet et samlet merforbrug på 14,0 mio. kr. i forhold til det periodeopdelte budget. Afvigelsen er fordelt med 29,7 mio. kr. i merforbrug på driften og 15,7 mio. kr. i mindreforbrug på anlæg.

 

For begge områder gælder, at afvigelsen skyldes forskydninger i forhold til det budgetterede og er dermed ikke et udtryk for et ændret serviceniveau. For driftsområdet er det især forskydninger i betalingstrømmen i forhold til det budgetterede (20,5 mio. kr. i merforbrug), der er årsag til afvigelsen.

 

Merforbruget i halvårsregnskabet giver ikke anledning til at ændre vurderingen i det forventede årsregnskab.

 

2.1 Årsager til afvigelser i halvårsregnskabet

 

For en samlet oversigt over afvigelser henvises til tabel 1 nedenfor, hvor der er foretaget talmæssige opstillinger.

 

2.1.1 Folkeskoleområdet

På Folkeskoleområdet er der et merforbrug på 18,2 mio. kr. i forhold til det periodiserede budget. Den primære årsag til afvigelsen er på funktionerne 3.01 Folkeskoler og 3.07 Vidtgående Specialundervisning.

 

For 3.01 Folkeskoler og for 3.07 Vidtgående Specialundervisning er den primære årsag til, at der på grund af tilpasning til elektronisk betaling har været forsinkelser i forbindelse med forvaltningens udsendelse af regninger til andre amter og kommuner. Dette efterslæb forventes indhentet i løbet af det kommende kvartal.

  

2.1.2 Ungdomsuddannelserne

Halvårsregnskabet for Ungdomsuddannelserne udviste for 1. halvår et mindreforbrug på 0,4 mio. kr.

 

Budgettet vedrørende 3.48 Pædagogisk Grunduddannelse er fejlagtigt placeret under rammen for fritidshjem og klubber. I det omfang budgettet var placeret korrekt, så havde mindreforbruget på denne ramme været 6,8 mio. kr. større. Omplaceringen af disse midler er tidligere godkendt (BR 393/05), men er endnu ikke teknisk effektueret.

 

Ses der på indtægter og udgifter særskilt for funktion 3.41 Gymnasieskoler, så er udgiftsniveauet højere end forventet i periodiseringen, men også indtægterne er væsentligt højere end periodiseret. På gymnasieområdet blev en større del end forventet af regningerne udsendt inden halvårsregnskabet.

 

Årsagen til det højere udgiftsniveau skyldes, som det er afspejlet i ved lagte demografiredegørelse for 2005, at der et højere antal elever end forudsat i budgettet. Derimod er det højere indtægtsniveau alene et udtryk for forskydninger i forhold til det periodiserede budget.

 

2.1.3 Voksenuddannelse

Halvårsregnskabet for Voksenuddannelser udviste et samlet merforbrug på 1,5 mio. kr. De fleste aktiviteter og udgifter inden for denne budgetramme er præget af stor "samhandel" med andre amter og andre kommuner. Derudover indebærer en del af aktiviteterne, at der bliver udløst tilskud fra staten. Udsvingene i nettoforbruget på de enkelte funktioner under denne budgetramme er derfor følsom over for ændringer i betalingsterminer, opkrævningstidpunkter, etc. Den væsentlige årsag til afvigelsen på denne budgetramme kan derfor primært forklares i forskydninger i betalinger.

 

2.1.4 Danskundervisning af voksne udlændinge

Danskundervisning for voksne udlændinge er et område, der i endnu højere grad end voksenuddannelsesrammen er påvirket af betalinger mellem kommunen, sprogcentrene og staten. Selv relativt små udsving i tidspunktet, hvor beløb bliver udløst fra staten, har afgørende indflydelse på dette områdes halvårsregnskab. Merforbruget for 1. halvår på 20,5 mio. kr. er derfor alene et spørgsmål om udsving i betalinger.

 

2.1.5 Fritidshjem og  klubber m.m.

Fritidshjem og klubber m.m. har et mindreforbrug i 1. halvår på 7,9 mio. kr.

 

Budgettet vedrørende 3.48 Pædagogisk Grunduddannelse er fejlagtigt placeret under rammen for fritidshjem og klubber. I det omfang budgettet var placeret korrekt, så havde forbruget på denne ramme været 6,8 mio. kr. større. Omplaceringen af disse midler er tidligere godkendt (BR 393/05), men er endnu ikke teknisk effektueret.

 

Det reelle mindreforbrug på denne ramme på 1,1 mio. kr. giver ikke anledning til yderligere kommentarer.

 

2.1.6 Administration

Det samlede mindreforbrug fra halvårsbudgettet udgør for denne ramme 2,2 mio. kr. Bufferpuljen er ifølge Økonomiforvaltningens retningslinier placeret på funktion 6.51 Sekretariat og forvaltning. I sagen om frigørelse af midler fra bufferpuljen, som også behandles på dette møde, indstiller forvaltningen udmøntning af en del af bufferpuljen og foreslår tilsvarende i sagen om bevillingsmæssige ændringer mv., som også behandles på dette møde at omplacere de relevante beløb i fald udvalget godkender forvaltningens indstilling.

 

Derudover er placeret den samlede negative tillægsbevilling på 56,6 mio. kr. i forbindelse med overførsel af merbogførte udgifter fra 2004 til 2005. Der er i opgørelsen af halvårsregnskabet set bort fra denne pulje.

 

Mindreforbruget på denne ramme giver i øvrigt ikke anledning til kommentarer.

 

2.1.7 Anlæg

På anlægsområdet er et mindreforbrug på 15,7 mio. kr.  i 1. halvår tidsforskydninger i igangværende anlægsarbejder. 

 

 

2.1.8 Finansposter

Finansposterne (eksklusiv forskydning i likvide aktiver samt udligning af købsmoms) udviser et merforbrug på 305,4 mio. kr.

 

Afvigelsen skyldes afvikling af betalingsmellemværender med leverandører, afvikling af tilgodehavender vedrørende dagpenge og barsler samt af tilgodehavender fra andre – herunder amter og kommuner. Forvaltningen forventer, at der sker en udjævning af disse forskydninger inden regnskabsårets afslutning.

 

3. Tekniske omplaceringer

 

Forvaltningen arbejder med tekniske omplaceringer inden for de enkelte bevillingsområder med henblik på at gøre det materiale, som ligger til grund for udarbejdelsen af regnskabsprognoser mere retvisende i forhold til forbrugets fordeling på funktioner. 

 

I sagen om bevillingsmæssige ændringer mv., som også behandles på dette møde, indstiller forvaltningen derfor en række tekniske omplaceringer. I nedenstående opgørelse afspejles de forventede omplaceringer i de forventede afvigelser.

 

 

Tabel 1. Forventet regnskab 2005 og halvårsregnskab 2005

 

Forventet regnskab 2005

Regnskab 1. halvår 2005

Bevillingsområder

Korrigeret

Forventet

Forventet

Budget

Regnskab

Afvigelse

Nettoudgifter i mio. kr.

Budget

Regnskab

Afvigelse

1. halvår

1. halvår

 

 

 

 

 

 

 

 

Rammebelagte områder, drift

4.045,8

4.054,7

-8,9

1.899,1

1.928,8

-29,7

Folkeskoleområdet

2.530,3

2.523,0

7,3

1.133,9

1.152,1

-18,2

Ungdomsuddannelse

446,7

466,3

-19,6

185,3

184,9

0,4

Voksenuddannelse

199,1

210,1

-11,0

81,1

82,6

-1,5

Dansk som andetsprog for voksne udlændinge

46,2

46,2

0,0

45,7

66,2

-20,5

Fritidshjem og klubber

756,9

750,1

6,8

402,7

394,8

7,9

Administration

66,6

59,0

7,6

50,4

48,2

2,2

 

 

 

 

 

 

 

Rammebelagte områder anlæg

500,8

495,6

-15,9

168,6

152,9

15,7

 

 

 

 

 

 

 

Finansposter

-0,5

-0,5

0,0

0,0

305,4

-305,4

 

 

 

4          Mål og resultater

 

Som led i budgetopfølgningen har forvaltningen vurderet opfyldelsen af de besluttede mål- og resultatkrav. Vedlagt er en oversigt over mål og resultater på udvalgte område.

 

 

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT 

·        Bilag 1: Brev af 17. juni 2005 fra Økonomiforvaltningen om indkaldelse af regnskabsprognose

·        Bilag  2: Aktivitets- og prognoseark

·        Bilag  3: Oversigt over målopgørelse

·        Bilag  4: Status på analyse af lønbogføringen 2004

·     &n bsp;  Bilag  5: Redegørelse for anvendelse af demografimidler 2004

·        Bilag  6: Redegørelse for anvendelse af demografimidler 2005

 

 

 

          Peter Rasmussen

                                              Søren Stahl Nielsen

 

 

 

 

 

 

 


 

Til top