Mødedato: 16.03.2005, kl. 11:30

Medlemsforslag om at der ikke indføres gebyrer på udlændinges danskundervisning, og at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme ikke reguleres som følge deraf

Medlemsforslag om at der ikke indføres gebyrer på udlændinges danskundervisning, og at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme ikke reguleres som følge deraf

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 16. marts 2005

 

 

2.      Medlemsforslag om at der ikke indføres gebyrer på udlændinges danskundervisning, og at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme ikke reguleres som følge deraf

  J.nr. U219/04

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at    der ikke indføres deltagergebyr for danskuddannelse som følge af reduktionen af udvalgets budgetramme

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at    der i 2005 overføres  1,379 mio. kr. fra Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 6.51 Sekretariat og forvaltning til konto 5.60. Danskuddannelse for voksne udlændinge

 

eller alternativt,

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at      der indføres deltagergebyr for danskuddannelse til selvforsørgende udlændinge, som ikke er omfattet af integrationsloven

 

at      deltagergebyret fastsættes til 500 kr. pr. modul

 

 

RESUME

 

Medlemsforslaget blev behandlet i  Borgerrepræsentationen den 3. marts 2005 (BR 102/05) på baggrund af en indstilling fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Borgerrepræsentationen besluttede efter forslag fra Socialdemokraterne at tilbagevise sagen til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

 

På denne baggrund genfremsætter forvaltningen den alternative indstilling om enten at opkræve gebyr eller at undlade at opkræve gebyr samt de økonomiske konsekvenser heraf.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte på mødet den 12. januar 2005 indstillingens to første "at´er".

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede allerede i april 2004 ikke at indføre gebyr for deltagelse i danskuddannelse.

 

Efterfølgende stillede Enhedslisten medlemsforslag i Borgerrepræsentationen om, at det fastholdes, at der ikke indføres deltagergebyrer for selvforsørgende udlændinge m.fl., som henvises af Københavns Kommune til danskundervisning, og at udvalgets ramme for 2004 og fremover ikke reguleres som følge heraf.

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Medlemsforslaget blev behandlet i  Borgerrepræsentationen den 3. marts 2005 (BR 102/05) på baggrund af en indstilling fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Borgerrepræsentationen besluttede efter forslag fra Socialdemokraterne at tilbagevise sagen til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

 

På denne baggrund genfremsætter forvaltningen den alternative indstilling om enten at opkræve gebyr eller at undlade at opkræve gebyr samt de økonomiske konsekvenser heraf.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte på mødet den 12. januar 2005 indstillingens to første "at´er".

 

Siden 1. januar 2004 har kommunerne haft mulighed for at opkræve deltagergebyr for danskuddannelse fra personer, der er selvforsørgende og ikke er omfattet af integrationsloven. Denne gruppe henvises i Københavns Kommune til danskuddannelse af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Det drejede sig om cirka 4.300 personer i 2003.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet den 21. april 2004, at der ikke skulle opkræves deltagergebyr (U 146/03).

 

Efterfølgende har Borgerrepræsentationen den 9. september 2004 behandlet forslag om reduktion af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme som følge af muligheden for at opkræve gebyrer i sagen om redegørelse for udviklingen i kommunens økonomi for 2004 (BR 410/04). Spørgsmålet om reduktion af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme blev tilbagevist til Økonomiudvalget

 

Enhedslisten har desuden stillet medlemsforslag i Borgerrepræsentationen om, at det fastholdes, at der ikke indføres deltagergebyr, at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme ikke reguleres som følge af beslutningen, og at der anvises dækning i 2004 ved kassetræk (BR 413/04). Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 9. september 2004 at henvise med lemsforslaget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget med høring af Økonomiudvalget til belysning.

 

Senest har Borgerrepræsentationen den 9. december 2004 – efter indstilling fra Økonomiudvalget - besluttet, at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme skal reduceres med 1,865 mio. kr. i 2004 og med 1,379 mio. kr. fra 2005 og frem  (BR 622/04). Reduktionen sker ifølge indstillingen til Borgerrepræsentationen "som følge af de mistede gebyrindtægter". Økonomiforvaltningen vurderer, at deltagergebyrer ville have givet indtægter svarende til disse beløb.

 

Forvaltningen foreslår, at det fastholdes, at der ikke indføres deltagergebyr, og at mindrebevillingen til danskuddannelse dækkes af bufferpuljen i 2005. (Det er allerede godkendt, at bufferpuljen dækker i 2004).

 

Alternativt foreslås det, at der indføres et gebyr på 500 kr. pr. modul for alle, der kan afkræves gebyrer, som tidligere foreslået af forvaltningen (j.nr. U 146/03). Kommunen har i nogle tilfælde mulighed for at opkræve højere gebyrer, men efter forvaltningens vurdering vil et gebyr på 500 kr. være tilstrækkeligt til at finansiere reduktionen på rammen.

 

Dansklovgivningens bestemmelser om deltagergebyr

 

Gebyret, som bopælskommunen kan opkræve fra selvforsørgende, der ikke er omfattet af integrationsloven, opkræves pr. modul. En danskuddannelse består af 6 moduler. (Danskuddannelse 3 kan dog afsluttes efter 5 moduler).

 

Kommunen har mulighed for selv at fastlægge deltagergebyrernes størrelse inden for nogle maksimumgrænser, der afhænger af, hvilket opholdsgrundlag en person har:

 

1) Udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark, udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og udlændinge, der er statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige, samt de forholdsvis få danske statsborgere, der hører til målgruppen for danskuddannelsesloven, må højst afkræves 500 kr. pr. modul. (En danskuddannelse er opdelt i 5-6 moduler). Det fælles for disse personer er ifølge Integrationsministeriet, at det drejer sig om personer, der har ophold i Danmark med et integrationsmæssigt sigte.

 

2) Udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, må højst afkræves 1.000 kr. pr. modul, jf. dog nr. 3. Det drejer sig ifølge Integrationsministeriet typisk om udlændinge med et ansættelsesforhold, aupair-status, udvekslingsstuderende, specialister, forskere, undervisere, praktikanter, missionærer m.v.

 

3)  Udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark som studerende som led i uddannelse eller undervisning, der primært finansieres af den studerende selv, må højst afkræves 5.000 kr. pr. modul.  Det kan ifølge Integrationsministeriet for eksempel dreje sig om udenlandske studerende, der deltager i et højskoleophold eller en uddannelse på en erhvervsskole mod brugerbetaling. Gruppen omfatter også de såkaldte DIS-kursister. Det er fortrinsvis amerikanske studerende, der får universitetsundervisning på engelsk på Københavns Universitet mod betaling.

 

Kursister, der er omfattet af integrationsloven, kan ikke afkræves deltagergebyr. Det samme gælder kontanthjælpsmodtagere. Begge grupper henvises til danskuddannelse af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

Kursister, der har været omfattet af integrationsloven, og på grund af for eksempel sygdom har ret til forlængelse af den treårige uddannelsesperiode efter introduktionsprogrammets ophør, må ikke afkræves deltagergebyr i den forlængede uddannelsesperiode.

 

Danske statsborgere uden for målgruppen

 

For en ordens skyld skal fremhæves, at danskuddannelse ikke er gratis for alle, selvom der ikke indføres gebyrer.

 

Personer, der tilhører målgruppen for uddannelse, har normalt tre år til at gennemføre uddannelsen. Herefter skal man som udgangspunkt selv betale de fulde omkostninger. (Reglen er ny, og først i 2007 vil der være personer, der har opbrugt uddannelsesretten).

 

De danske statsborgere, der ikke tilhører målgruppen for danskuddannelserne, kan godt deltage i danskuddannelse, men mod fuld betaling. Denne betaling er ikke et deltagergebyr i lovens forstand

 

Kommunalbestyrelsen kan dog give fuldt eller delvist tilskud til danskuddannelse til personer fra disse grupper. Og det sker for eksempel i de tilfælde, hvor et lokalcenter henviser en person, der er dansk statsborger men ikke tilhører målgruppen, til

danskuddannelse. I de tilfælde betaler Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen for personens uddannelse.

 

 

Økonomi

 

Integrationsministeriet har i april 2003 vurderet de kommunaløkonomiske konsekvenser af danskuddannelsesloven. I den forbindelse vurderede ministeriet, at deltagergebyret i 2004 ville give kommunerne gebyrindtægter på i alt 3,2 mio. kr. og besparelser på grund af færre tilmeldinger på i alt 13,3 mio. kr. Samlet set giver det fald i nettoudgifterne til danskuddannelse på 16,5 mio. kr. i 2004. I de følgende år regnes med, at faldet i nettoudgifterne kun udgør 13,4 mio. kr. Disse beløb modregnes i det samlede bloktilskud til kommunerne. Københavns Kommunes andel af bloktilskuddet er som følge heraf reduceret med cirka 1/10 heraf, svarende til 1,65 mio. kr. i 2004 og 1,34 mio. kr. de efterfølgende år

 

Borgerrepræsentationen har den 9. december 2004 besluttet, at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme skal reduceres med 1,865 mio. kr. i 2004 og med 1,379 mio. kr. fra 2005 og frem  (BR 622/04). Hvis der ikke indføres deltagergebyr, forudsætter forvaltningen, at mindrebevillingen til danskuddannelse dækkes af bufferpuljen i 2005 ligesom i 2004. Det vil i givet fald betyde, at der i 2005 overføres  1,379 mio. kr. fra Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 6.51 Sekretariat og forvaltning til konto 5.60. Danskuddannelse for voksne udlændinge.

 

Hvis det vedtages ikke at indføre deltagergebyr, vil forvaltningen indarbejde mindrebevillingen i budgetforslaget for 2006.

 

 

Miljøvurdering

 

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

Høring

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget behandlede den 4. februar 2004 Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens forslag om at indføre et deltagergebyr på 500 kr. pr. modul og besluttede at sende forslaget til høring i bestyrelserne for sprogcentrene, Integrationsudvalget og Integrationsrådet (U146/03).

 

I alle de indkomne høringssvar blev kommunen frarådet at indføre deltagergebyr. Der var en generel forventning om, at gebyrer vil afholde mange fra at deltage i danskuddannelse og derfor vil modvirke integrationen af udlændinge i kommunen.

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

Ingen

 

 

 

                                    Peter Rasmussen

                                                                             Bodil Hendrichsen

 

 


 


Til top