Målsætninger for klubberne
Målsætninger for klubberne
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
 
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. juni 2005
 
 
13. Målsætninger for klubberne
J.nr. 268268
 
 
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
 
at forslag til "Klubbernes målsætning i Københavns Kommune " godkendes
 
 
at forslaget forinden sendes til høring i fritids– og ungdomsklubber, Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber, paraplyorganisationer for de selvejende institutioner, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, de faglige organisationer, Integrationsrådet, Det rådgivende Integrationsudvalg, SSP–Sekretariatet og Københavns Kommunes Ungdomsskole
 
at målsætningerne træder i kraft ved udvalgets vedtagelse
 
RESUME
 
Forvaltningen har udarbejdet et forslag til "Klubbernes målsætning i Københavns Kommune ".
 
På det fælles udvalgsmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 17. november 2004 blev det besluttet, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indkalder en arbejdsgruppe, der får til opgave at beskrive klubbernes overordnede målsætninger til fremlæggelse for Uddannelses- og Ungdomsudvalget i maj 2005.
 
Klubberne har været inddraget ved drøftelser i en følgegruppe samt på klubbydelsmøderne. Målsætningen skal være gældende for samtlige fritids- og ungdomsklubber i Københavns Kommune.
 
Forslaget fremlægges til udvalgets godkendelse med henblik på udsendelse til høring i fritids- og ungdomsklubber samt blandt relevante interessenter.
 
SAGSBESKRIVELSE
 
På det fælles udvalgsmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 17. november 2004 blev det besluttet, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indkalder en arbejdsgruppe, der får til opgave at beskrive klubbernes overordnede målsætninger til fremlæggels e for Uddannelses- og Ungdomsudvalget i maj 2005.
 
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen nedsatte i december 2004 en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Derudover nedsattes en følgegruppe bestående af ledere/medarbejdere fra de 15 bydeles selvejende og kommunale fritids- og ungdomsklubber fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Desuden har klubberne været inddraget ved drøftelser på klubbydelsmøderne. Ungdomsskolen og SSP-sekretariatet har været hørt specielt i forhold til klubbernes rolle i lokalsamfundet.
 
Forvaltningen har udarbejdet et forslag til målsætninger med henblik på ikrafttræden, når disse er politisk vedtaget. Efter godkendelse i udvalget sendes målsætningerne til høring i fritids- og ungdomsklubberne samt øvrige relevante interessenter.
 
Målsætningen skal være gældende for samtlige fritids- og ungdomsklubber i Københavns Kommune.
 
Klubbernes nye målsætninger har udgangspunkt i Lov om social service og Københavns Kommunes værdigrundlag og tager afsæt i det allerede etablerede udviklingsarbejde på klubområdet og erfaringerne fra arbejdet med resultatmålene.
 
Målsætningen udmøntes i syv overordnede mål om:
 
· Samarbejdet med større børn og unge
· Relationsarbejdet
· Trivsel og sundhed
· Den integrerende klub
· Samarbejdet med forældrene
· Klubben i nærområdet
· Klubbernes samarbejde i bydelen
 
I forbindelse med hvert mål konkretiseres en række tiltag, som danner rammerne for den enkelte fritids- og ungdomsklubs daglige virke, men vægtningen af de enkelte opgaver kan under hensyntagen til den enkelte klubs målgruppe og lokalområde variere. Klubbernes målsætninger skal gradueres i forhold til de større børn og unges alder og modenhed - i forhold til deres kultur og normer som er meget forskellige fra bydel til bydel.
 
Klubben skal beskrive den pædagogiske strategi samt strategi for ledelse og personale i de kommende fire-årige udviklingsplaner med tilhørende handleplaner.
 
 
Økonomi
 
Udgifterne til opsætning og tryk af pjece vil blive afholdt inden for rammen af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.14.1 Integrerede Institutioner.
 
 
Miljøvurdering
 
Sagstypen er ikke omfattet af Udannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
 
 
Høring
 
Forslaget sendes til høring med frist den 9. september 2005 hos kommunale fritids- og ungdomsklubber, selvejende fritids- og ungdomsklubber, selvejende institutioners paraplyorganisationer, Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber, Københavns Forældreorganisation (KFO), Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, BUPL og LFS, Integrationsrådet, Det rådgivende Integrationsudvalg, SSP–Sekretariatet, Københavns Kommunes Ungdomsskole.
 
 
BILAG VEDLAGT
 
· Bilag 1: "Målsætning 2006 for klubberne i Københavns Kommune"
· Bilag 2: "Evaluering af klubbernes arbejde med de 10 resultatmål"
 
 
 
 
Peter Rasmussen
                                                                 Michael
H. Olsen