Mødedato: 04.10.2000, kl. 13:00

Orientering om Eksempelprojekt i Valby

Orientering om Eksempelprojekt i Valby

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000

 

6. Orientering om Eksempelprojekt i Valby

UUU 287/2000 J.nr. U162/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget

at orienteringen om Eksempelprojektet i Valby tages til efterretning

RESUME

Med henblik på en samlet byudvikling i de centrale dele af Valby er der i et samarbejde mellem Miljø- og Energiministeriet, Københavns Kommune og private investorer udarbejdet en plan - Eksempelprojektet. I planen, som er offentliggjort i september måned, indgår forslag, der berører skolestrukturen.

SAGSBESKRIVELSE

Økonomiforvaltningen har i vedlagte notat af 25. september 2000 redegjort for Eksempelprojektet i Valby. Projektet omhandler primært en udvidelse og fornyelse af Valbys centrale bykerne, jf. vedlagte "Valby bymidte udvides og fornys", september 2000.

Projektet indeholder skolerelaterede elementer, som omfatter forslag om at indrette en 3 sporet skole på Porcelænsgrunden i de tidligere Ovnhallen og Prøvehallen. Det er hensigten, at den nyindrettede skole skal erstatte Valby Skole, som foreslås anvendt til at dække behovet inden for den vidtgående specialundervisning, hvor der er tale om et stigende antal elever. Det fremgår videre, at der skal foretages en udbygning af en af de eksisterende skoler i Valby.

Ifølge Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens Perspektivplan 2000 (September 2000) er der behov for at tilvejebringe yderligere bygningskapacitet i Valby for at imødekomme udviklingen i elevtallet. Behovet for udvidelse af skolekapaciteten inden for den vidtgående specialundervisning fremgår af Perspektiv- og Handleplan 2000 for den vidtgående specialundervisning (marts 2000). Begge planer har været forelagt Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Efter Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens vurdering vil de foreslåede ændringer af skolestrukturen kunne indpasses i planerne for udbygning og ændring af skolestrukturen. En endelig vurdering må bero på en nærmere udarbejdet plan for indretning og ombygning m.v. af de omhandlede bygninger.

På baggrund af de foreliggende oplysninger må der tages forbehold for de forventede anlægsudgifter. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen må således forudsætte, at der tilføres yderligere anlægsmidler i den udstrækning de foreliggende forslag indebærer en større anlægsøkonomi end forudsat ved udbygning af eksisterende skoler.

Det skal samtidig bemærkes, at der inden for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens samlede anlægsramme over de nærmeste år ikke vil være mulighed for at afse tilstrækkeligt med anlægsmidler til gennemførelse af byggeprojekterne - uden at udskyde andre planlagte om- og udbygninger. Såfremt forslagene skal nyde fremme på kort sigt, må anlægsrammen i de nærmeste år derfor udvides.

 

Økonomi

Ingen bemærkninger

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Økonomiforvaltningens notat af 25. september 2000 vedrørende Valby - Eksempelprojektet
  • "Valby bymidte udvides og fornys" (planlægningsgrundlag fra projektgruppen, september 2000)

 

Peter Rasmussen

/Jørn Larsen

 

Til top