Mødedato: 03.10.2001, kl. 13:00

Yderligere decentralisering af ansvar, økonomi og kompetence

Yderligere decentralisering af ansvar, økonomi og kompetence

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2001

 

9. Yderligere decentralisering af ansvar, økonomi og kompetence

UUU 284/2001 J.nr. U162/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at nedenstående redegørelse for forvaltningens arbejde med decentralisering tages til efterretning

 

RESUME

Under indtryk af forligspartiernes budgetaftale for 2002 har forvaltningen taget initiativ til at afsøge mulighederne for yderligere decentralisering og selvforvaltning på udvalgets område. Forvaltningen vil løbende forelægge resultaterne af dette arbejde for udvalget, således at det samlede arbejde med spørgsmålet kan være afsluttet inden udgangen af 1. halvår af 2002.

SAGSBESKRIVELSE

Af budgetaftalen for 2002 fremgår det, at forligspartierne er enige om, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget gennemfører en yderligere decentralisering af ansvar, økonomi og kompetence til de enkelte skoler og uddannelsesinstitutioner. Formålet hermed er at øge skolernes og institutionernes selvforvaltning og handlefrihed.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejder i dialog med Økonomiforvaltningen en ny decentraliseringsmodel for de respektive institutionstyper. Modellen skal udlægge økonomiske midler til de enkelte institutioner. Modellen forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget inden udgangen af 1. halvår 2002.

På den baggrund har forvaltningen taget initiativ til at opstille en samlet plan for øget decentralisering af opgaver og midler, hvor der tages hensyn til evt. behov for udvikling af styringsværktøjer, herunder IT-værktøjer.

Organisering

Til formålet har forvaltningen etableret en projektorganisation omfattende 4 delprojekter indenfor

  • Folkeskoleområdet

  • Ungdoms- og Voksenområdet
  • Fritidshjems- og Klubområdet
  • Enkeltstående serviceinstitutioner

 

 

Indsatsområder

Forvaltningen vil fokusere på:

  • en forenkling af arbejdsgange
  • en forenkling af budgetudmeldinger
  • en decentralisering af arbejdsopgaver
  • en decentralisering af centrale puljemidler
  • de kommende rammer for selvforvaltningen

Forvaltningen vil her vurdere:

  • fordele og ulemper ved ændringer
  • forudsætninger der skal medtages før ændringer, fx uddannelse, tekniske løsninger m.m.
  • konsekvenser for den centrale forvaltning
  • tidsplaner for gennemførelse

 

Tidsplan

Det samlede forslag til yderligere decentralisering af ansvar, økonomi og kompetence vil blive forelagt Uddannelses- og Ungdomsudvalget inden udgangen af 1. halvår af 2002.

Forvaltningen afsøger mulighederne for yderligere decentralisering med virkning fra 1. januar 2002 og vil forelægge en sag med anbefalinger for Uddannelses- og Ungdomsudvalget herom.

 

Information og inddragelse

I forbindelse med delprojektet på Folkeskoleområdet vil der løbende blive afholdt møder med Folkeskoleområdets fokusgruppe og nøgletalsudvalg. I det første møde for fokusgruppen fremlægges udkast til projektplan til drøftelse og evt. justering. Der er tidligere givet indledende orientering af nøgletalsudvalget.

I forbindelse med delprojektet på Ungdoms- og Voksenområdet (gymnasieområdet) vil der løbende blive afholdt møder med rektorkredsen og nøgletalsudvalget. I det første møde fremlægges udkast til projektplan til drøftelse og evt. justering.

Både nøgletalsudvalget og rektorerne har tidligere fået en indledende orientering om status og forventninger til det videre forløb.

I forbindelse med delprojektet på Fritidshjems- og Klubområdet vil der løbende blive afholdt møder med repræsentanter for paraplyorganisationer og interesseorganisationer. I det første møde fremlægges udkast til projektplan til drøftelse og evt. justering.

Der er tidligere givet indledende orientering til paraplyorganisationer og faglige organisationer på Fritidshjems- og Klubområdet.

I forbindelse med delprojektet om enkeltstående serviceinstitutioner skal der løbende afholdes møder med repræsentanter for disse. I det første møde fremlægges udkast til projektplan til drøftelse og evt. justering.

Der har ikke været nogen systematisk orientering i forhold til disse institutioner.

Herudover forudsættes løbende behandling i Afdelingssamarbejdsudvalget i forvaltningen (ASU) og Hovedsamarbejdsudvalget (HSU). I HSU afholdes et temamøde om erfaringer med decentralisering, hvor også ASU deltager. Der er givet indledende orienteringer til de to samarbejdsorganer.

Der vil være løbende orientering og dialog med Økonomiforvaltningen.

Endelig nedsættes efter forslag fra samarbejdsorganerne en følgegruppe med medarbejderrepræsentanter.

 

Økonomi

Ingen bemærkninger

 

 

Høring

Ingen

 

BILAG

Ingen

 

 

Peter Rasmussen

Søren Stahl Nielsen

 

Til top