Mødedato: 14.12.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Ommærkning af 18 ældreboliger i Dommerparken, Bispebjerg

Se alle bilag

Resumé

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende, at 18 ældreboliger i Dommerparken på Bispebjerg permanent ommærkes. Ommærkningen, som vil ske i forbindelse med en helhedsrenovering af Dommerparken, indebærer at ældreboliger, der forventes ellers at være periodevis ledige, kan anvendes til ungdoms- og familieboliger, som der er større behov for.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget, 

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der i forbindelse med helhedsrenovering  af almenboligafdelingen Dommerparken på Bispebjerg, indgås aftale med boligorganisationen fsb om permanent ommærkning af 18 ældreboliger.

Problemstilling

Der er i Københavns Kommune ca. 4.000 ældreboliger fordelt på 41 ældreboligkomplekser.  Alle ældreboliger i København er almene boliger, der ejes af almene boligorganisationer, som dermed har ansvar for den bygningsmæssige drift og vedligeholdelse. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har anvisningsret og -pligt til ældreboligerne, hvilket betyder, at forvaltningen skal afholde udgifter til tomgangshusleje, hvis en bolig står tom.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen råder over 18 ældreboliger i Dommerparken. Almenbolig-afdelingen Dommerparken består, ud over de 18 ældreboliger, af 234 familieboliger og 7 ungdomsboliger. Det er fsb, der ejer afdelingen Dommerparken. 

Dommerparken blev opført i 1946/47 og har et gennemgribende renoveringsbehov grundet et stort vedligeholdelses efterslæb, nedslidte bygningsdele, et højt ressourceforbrug, små lejligheder og dårlig tilgængelighed. Borgerrepræsentationen vedtog derfor i december 2020 en helhedsplan for Dommerparken. Helhedsplanen omfatter udskiftning af alle installationer, kloak og faldstammer, tag, vinduer mv.  Det betyder, at boligerne skal tømmes og beboerne skal bo i pavilloner, mens renoveringen foretages.

Det har i en årrække været vanskeligt at udleje ældreboligerne i Dommerparken, idet boligerne har dårlig tilgængelighed og en uhensigtsmæssig indretning.  De 18 ældreboliger i Dommerparken er taglejligheder. Adgang til lejlighederne sker via elevatortårne, der er placeret mellem blokkene, og hvor man via en glasgang i 5 sals højde kommer til boligerne.  Mange ældre oplever dette utrygt og fravælger derfor Dommerparken.  Desuden har boligerne skråvæge og kan være vanskelige at indrette med hjælpemidler som fx. lift. 

Ovenstående forhold medfører samlet set, at det gennem en årrække har været vanskeligt at udlejeboligerne, og der har derfor været en del tomgang.  Efteråret 2023 er halvdelen, dvs. af 9 ældreboligerne i Dommerparken beboet af målgruppen, mens den anden halvdel er udlejet via fsb til unge og familier eller står tomme. 

Løsning

Efter vedtagelse af Helhedsplan for Dommerparken, har fsb kontaktet Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med forslag om ommærkning af de 18 ældreboliger til familie- eller ungdomsboliger, så boligerne fremover kan udlejes som ungdoms- eller familieboliger som der er større behov for. Grundet udlejningsvanskeligheder finder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen det hensigtsmæssigt at ommærke de 18 ældreboliger.

Jf. almenboligloven forudsætter ommærkning af ældreboliger enighed mellem kommunen og det boligselskab, der ejer boligerne. 

Opmærkningen af Dommerparkens ældreboliger vil ske i forbindelse med helhedsplanens gennemførelse.  De ni nuværende ældre beboere vil således blive anvist en anden og permanent ældrebolig inden renoveringsprojektet iværksættes.  De ni beboere undgår herved at skulle bo midlertidigt i pavilloner, eller evt. midlertidigt flyttes til en anden ældrebolig i kommunen. 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil i dialog med de ni beboere i Dommerparken afdække  ønsker til ny ældrebolig, og anvise den første ledige ældrebolig, der er i overensstemmelse med beboernes ønsker.  Det bemærkes, at der på Bispebjerg ligger tre yderligere ældreboligkomplekser, med i alt ca. 340 ældreboliger, og det vil derfor være muligt for de ældre at blive i området, hvis de ønsker dette.

fsb afholder alle udgifter til flytningen, og vil efter aftale med den enkelte beboer håndtere den praktiske del af flytningen.  

Som følge af helhedsplanens vedtagelse, anvises der ikke ny visiterede borgere fra målgruppen til ældreboliger i Dommerparken. 

Ældreboligkapacitet                                                                                                                       Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurdering, at selvom der bliver flere ældre i København i fremtiden, vil efterspørgslen efter ældreboliger ikke nødvendigvis stige. Det skyldes, at de ældre i højere grad end før ønsker at blive boende i egen bolig eller andre boformer, end de ældreboliger, kommunen for nuværende kan visitere til. Det er dog nødvendigt at bevare en del af ældreboligmassen af hensyn til at kunne tilbyde boliger til ældre, som ikke har mulighed for at blive boende i egen bolig. 

Det bemærkes, at Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2022 godkendte, at der i forbindelse med helhedsrenoveringen af ældreboligafdelingen Tranehavegård ommærkes op til 239 ældreboliger. 

Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges en sag med bud på fremtidens ældreboliger på et senere tidspunkt. Sundheds- og Omsorgsudvalget vil derudover forventeligt i 2024 få forelagt en sag vedrørende den videre håndtering af den 10-årige midlertidige ommærkningsaftale fra 2015.

Høring af Københavns ældreråd                                                                                     Københavns ældreråd har forståelse for de udfordringer, der knytter sig til udlejning af de 18 ældreboliger i Dommerparken, og finder det positivt, at den konkrete flytning af de ni ældre beboere vil ske i tæt dialog med, og uden omkostninger for, beboerne. 

Ældrerådet har stor fokus på, at der etableres seniorbofællesskaber i kommunen, og foreslår at kommune, når der igangsættes en renovering af forældede ældreboliger, vurderer om ældreboligerne kan omdannes til seniorboligfællesskaber. Forslaget vil indgå i den kommende sag med bud på fremtidens ældreboliger, som forlægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget på et senere tidspunkt.

Ældrerådets høringssvar findes i Bilag 1. 

Økonomi

Alle udgifter i forbindelse med helhedsplanen, ommærkning og den heraf afledte tomgangshusleje, samt udgifter ifm. flytning af beboere afholdes af boligorganisationen og Landsbyggefonden, og har derfor ingen økonomiske konsekvenser for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Videre proces

Beboerne i ældreboligerne skal være flyttet foråret /sommeren 2024, jf. tidsplanen for helhedsplanen.  

Efter godkendelse af denne indstilling går Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i dialog med de ni beboere i Dommerparkens ældreboliger omkring deres flytning til anden ældrebolig. 

Anna Schou Johansen

/Lars Matthiesen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top