Mødedato: 14.12.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Tilskud til seniorklubber 2024

Se alle bilag

Resumé

Københavns Kommune afsætter årligt midler til sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter i seniorklubber jf. servicelovens §79. I 2024 er der 31,4 mio. kr. til udmøntning. Med denne indstilling fremlægges bevillinger for 2024 til udvalgets orientering.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om tilskud til seniorklubber for 2024 til efterretning.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog i april 2022 kriterierne for tilskud til seniorklubber efter Servicelovens § 79 i Københavns Kommune. Den konkrete forvaltning af § 79 puljen er delegeret til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Puljen til seniorklubber fordeles i september efter årlig ansøgning. Hvert andet år kan der ansøges om en toårig bevilling. I 2024 kan der alene søges om en etårig bevilling

Medlemstilgang- og afgang
Der er i 2023 omkring 11.500 medlemmer i de 38 seniorklubber i København, hvilket er 700 færre end sidste år. Der er derfor et øget fokus på rekruttering og synlighed af seniorklubberne, hvilket bl.a. har ført til en større synligheds- og rekrutteringskampagne i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ifm. afholdelse af Seniordagen den 1. oktober 2023.
Forvaltningen følger i samarbejde med seniorklubberne løbende op på medlemstallene.

Løsning

Ved budgetforhandlingerne for 2024 blev der vedtaget en varig opskrivning af puljen og demografiregulering. Det betyder, at der for 2024 er afsat 31,4 mio. kr. til seniorklubber efter Servicelovens § 79, heraf afsættes der 1,1 mio. kr. til udvikling, fælles rekrutterings- og synlighedsaktiviteter, administration og motionsaktiviteter.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har udpeget Bente Møller (Ø) og Yildiz Akdogan (A) til at følge bevillingsprocessen. På et møde med følgegruppen den 1. november 2023 blev ansøgninger og de tildelte bevillinger for 2024 gennemgået.

Bevillingskriterier

Seniorklubbernes ansøgninger behandles efter de kriterier og formelle krav, som Sundheds- og Omsorgsudvalget har vedtaget, jf. bilag 2.

Bevillingerne tager udgangspunkt i formålet med Servicelovens § 79 om aktiverende og forebyggende tilbud. Ved vurderingen af ansøgningerne tages der derfor højde for antal medlemmer og deltagere samt åbningstider. Hertil kommer en vurdering af, i hvilken grad seniorklubberne gør en indsats for at afhjælpe ensomhed, og om de har fokus på at få flere medlemmer. Det indgår også i vurderingen, om seniorklubberne samarbejder med kommunale enheder om henvisning til klubberne. Desuden vurderes seniorklubbernes aktiviteter og beliggenhed for at sikre et bredt klubtilbud til ældre i alle dele af byen.

Bevillinger for 2024

De fleste seniorklubber har toårige bevillinger gældende for 2023 og 2024. I denne bevillingsrunde er der derfor tildelt bevilling til seks seniorklubber, heraf fire nye ansøgninger samt to ansøgninger fra tidligere tilskudsmodtagere med en étårig bevilling.

Beregningen af tilskud for 2024 til de seniorklubber, der allerede har tilsagn om en toårig bevilling (2023 og 2024), tager udgangspunkt i bevillingen fra 2023, der demografireguleres.

Bevillinger for 2024 fremgår af bilag 1.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med denne sag. 

Videre proces

Midlerne til seniorklubberne udmøntes i månedlige rater i 2024.

Da seniorklubber alene er bevilget tilskud for 2024, vil alle skulle søge igen i 2024, hvis de ønsker bevilling for 2025 og evt. 2026.
I efteråret 2024 vil der være mulighed for at ansøge om enten étårig eller toårig bevilling.

Per Bennetsen

  /Birgitte Gade Kofoed

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top