Ny model for kvalitetsopfølgning på ældreområdet: Erfaringsopsamling
På udvalgsmødet præsenteres desuden status på kvaliteten på SUF’s plejehjem ved placering på ”opmærksomhedstrappen”, som er et værktøj i den nye model.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager erfaringerne med modellen for kvalitetsopfølgning til efterretning.
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at målgruppen for puljen til akutte kvalitetsudfordringer udvides, så den både kan søges til plejehjem og hjemmeplejeenheder, se pkt. 3.3.
Problemstilling
SUND godkendte den 22. januar 2026 en ny model for kvalitetsopfølgning for ældreområdet. Behovet for en ny model følger bl.a. dels af, at ældreformen indebærer mindre hyppige tilsyn på SUF’s plejehjem og hjemmeplejeenheder og dels af, at plejetyngden er stigende blandt beboere på plejehjem. Derudover var der sidste efterår sager om kvaliteten på SUF’s plejehjem, som blev omtalt i pressen, hvilket også viste et behov.
Modellen for kvalitetsopfølgning skal understøtte, at SUF handler tidligere og mere systematisk på kvalitetsproblemer på enhederne. Samtidig skal modellen give enhederne bedre mulighed for at opretholde og udvikle kvaliteten i opgaveløsningen.
Modellen bygger på tre elementer med ni underliggende initiativer:

Figur 1. Ny model for kvalitetsopfølgning
Nedenfor præsenteres erfaringerne med modellen. Bilag 1 giver et overblik over de enkelte initiativer, herunder status for implementering.
På udvalgsmødet vises desuden status på kvaliteten på SUF’s plejehjem. Det gøres ved at udvalget bliver præsenteret for plejehjemmenes placering på ”opmærksomhedstrappen”, som er et værktøj i den nye model.
Løsning
1. Tidlig opsporing og systematisk opfølgning
Med modellen for kvalitetsopfølgning er det ønsket systematisk at få øje på udfordringer, før de bliver til reelle kvalitetsproblemer på enhederne. Dermed kan enhederne tidligt iværksætte indsatser, for at imødegå kvalitetsproblemer.
1.1 Screeningsværktøj
Formål: Værktøjet skal give bedre overblik over enheder, hvor der potentielt kan opstå kvalitetsproblemer. Enhederne scores via værktøjet på udvalgte indikatorer på tværs af økonomi, HR og faglig kvalitet (bilag 2). Den samlede scoring skal guide ledelsens opmærksomhed og aktive stillingtagen til, om det giver anledning til bekymring for kvaliteten.
Forvaltningen udvikler desuden et lederdashboard til plejehjem (bilag 3), hvor forstanderne på en overskuelig måde får fremstillet egne data om økonomi, HR og faglig kvalitet. Tilsvarende udvikles en kvalitetsprofil, som er et dashboard med alene kvalitetsindikatorer. Det sker for at gøre det lettere for forstanderne at bruge egne data i deres styring af plejehjemmet.
Erfaringer: Siden udvalgsmødet den 22. januar 2026 har forvaltningen afprøvet screeningsværktøjet og løbende foretaget justeringer. Værktøjet indgår systematisk i ledelsesdialog om placering af plejehjem på opmærksomhedstrappen (se afsnit 2 nedenfor), men der er behov for at automatisere værktøjet, hvilket tænkes ind i arbejdet med dashboards.
Oplevelsen er, at værktøjet har bidraget til at understøtte et systematisk og tilbagevendende blik på enhederne, som både kvalificerer den samlede vurdering af den enkelte enheds kvalitet og giver bedre overblik på tværs.
Alle SUF’s plejehjem er inkluderet i brugen af screeningsværktøjet, og første version af lederdashboardet er også målrettet plejehjem. Tilsvarende dashboards til hjemmeplejen vil følge.
1.2 Omsorgstelefonen
Formål: Omsorgstelefonen skal gøre det lettere for borgere, pårørende, medarbejdere mv. at henvende sig til SUF med deres bekymringer.
Erfaringer: Omsorgstelefonen åbnede 1. juni. Der har pr. 21. september været 93 henvendelser. SUF indsamler løbende oplysninger om henvendelserne for at vurdere, om de giver anledning til indsatser, som på sigt kan forebygge kritik og forbedre kvaliteten. Foreløbigt er der bl.a. henvendelser om rettigheder fx ifm. visitation, klagevejledning og oplevelser vedr. levering af fx besøg og hjælpemidler.
Det er forvaltningens oplevelse, at de borgere, der henvender sig til Omsorgstelefonen ikke vender tilbage med den samme problemstilling igen, men får løst deres problemer ved en tidlig dialog, hvilket var hensigten med omsorgstelefonen. Forvaltningen vil følge henvendelserne og evaluere løbende.
1.3 Systematisk opfølgning på klager og whistleblowersager
Formål: Med en ny systematik for opfølgning på klager og whistleblowersager skal læring fra disse kilder indgå mere aktivt i kvalitetsopfølgningen.
Erfaringer: Den nuværende praksis for klagehåndtering er kortlagt og SUF forventer at justere organiseringen af klagehåndteringen, herunder for at skabe mere læring på tværs af SUF ud fra borgernes perspektiver. SUF’s interne processer for håndtering af whistleblowersager er opdateret. Processerne håndteres nu mere stringent og med tydeligere opfølgning på evt. identificerede kvalitetsproblemer.
2. Ensartet og målrettet indsats efter behov - Opmærksomhedstrappen
Med den nye model for kvalitetsopfølgning systematiserer og ensarter SUF den løbende dialog om kvaliteten på enhederne. Det sker bl.a. ved hjælp af opmærksomhedstrappen, som har en tæt sammenhæng til screeningsværktøjet (jf. afsnit 1.1).
Formål: Opmærksomhedstrappen skal give et mere systematisk og gennemsigtigt afsæt for stillingtagen til enhedernes behov for støtte og opfølgning på kvaliteten, gennem placering af enhederne på et af tre trin. Ved placering på trin 2 ydes ekstra støtte til enheden og der udarbejdes en handleplan. Ved placering på trin 3 kan der suppleres med bl.a. ekstern bistand og eksterne tilsynsmyndigheder.

Figur 2. Opmærksomhedstrappens tre trin inkl. mulige opfølgende handlinger
Erfaringer: SUF’s plejehjem placeres hvert kvartal på et af opmærksomhedstrappens tre trin. Dette er afprøvet tre gange, i årets tre første kvartaler.
Placeringen tager udgangspunkt i:
- Screeningsværktøjets scoring af enhederne (afsnit 1.1)
- En faglig og ledelsesmæssig vurdering af enhedens egne muligheder for at løfte kvaliteten
- Øvrig viden, fx fra klager og whistleblowersager.
Når enhederne placeres på opmærksomhedstrappen, så suppleres pointene fra screeningsværktøjet altså altid af mere kvalitative, faglige og ledelsesmæssige vurderinger. Dette inkluderer også ledelsens viden fra klager fra borgere og pårørende samt whistleblowerhenvendelser fra medarbejdere (se illustration i bilag 4).
De foreløbige erfaringer er, at opmærksomhedstrappen bidrager til en mere ensartet og systematisk dialog om kvaliteten på tværs af SUF’s plejehjem. Det giver en tilbagevendende anledning til at vurdere, om indsatserne er rigtige - eller om der er behov for justeringer. På udvalgsmødet vises aktuelle placeringer af plejehjemmene på opmærksomhedstrappen.
Hjemmeplejen forventes inkluderet i opmærksomhedstrappen i den kommende tid.
3. Bedre rammevilkår for enhedernes kvalitetsarbejde
Modellen for kvalitetsopfølgning skal forbedre de lokale forudsætninger for, at enhederne lykkes med kvalitetsarbejdet.
3.1 Kvalitetssygeplejersker
Formål: En kvalitetssygeplejerske på hvert af SUF’s plejehjem skal styrke kvalitetsarbejdet og det tværgående samarbejde herom.
Erfaringer: Der er i alt 39 plejehjem i SUF. Ultimo september har 36 plejehjem en kvalitetssygeplejerske, mens tre plejehjem fortsat er i proces med rekruttering. Oplevelsen er, at kvalitetssygeplejerskerne styrker fokus på kvalitet i hverdagen ved at være tæt på medarbejdere og borgere og understøtte gode arbejdsgange og følge op, når noget ikke fungerer.
3.2 Kvalitetspartnere
Formål: Alle plejehjem og hjemmeplejeenheder skal have tilknyttet en kvalitetspartner, som samarbejder med enheden om det lokale arbejde med datadrevet og metodisk kvalitetsarbejde.
Erfaringer: Ultimo september har 32 plejehjem fået tilknyttet en kvalitetspartner. De resterende syv får tilknyttet en kvalitetspartner inden årets udgang. Kvalitetspartnerne skal bl.a. bidrage til at styrke anvendelsen af forbedringsmetoden og data i enhedernes kvalitetsarbejde.
3.3 Øvrige initiativer (interim ledelse, beredskab til akutte kvalitetsindsatser og bedre overblik over kvaliteten i praksis)
- Der er pr. 1. august ansat en sundhedsfaglig konsulent med særligt fokus på at indgå i rollen som interim leder. En yderligere stilling forventes besat i indeværende år.
- Der er udarbejdet kriterier for brug af puljen til akutte kvalitetsindsatser. En del af puljen er medio september 2026 bragt i anvendelse og forventningen er, at hele puljen vil blive anvendt fra 2027 og frem. Puljen er pt. målrettet plejehjem, men idet behovet også kan være der for hjemmeplejen, foreslås det at udvide målgruppen for puljen, så den også omfatter hjemmeplejen.
- Ift. initiativet om Bedre overblik over kvaliteten i praksis er forvaltningen ved at afklare, hvordan det bedst udmøntes. Initiativet omhandler en metode til systematisk at indsamle kvalitetsdata på den enkelte enhed. Ønsket er, at det både giver værdi i det lokale kvalitetsarbejde og bedre viden om kvaliteten på tværs af SUF’s enheder. Der forventes ansat 1,5 udgående konsulent med kompetencer inden for kvalitetsarbejde.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
- SUF arbejder videre med de beskrevne initiativer.
- SUF orienterer Ældrerådets Sundheds- og Omsorgsudvalg om arbejdet den 8. oktober 2026.
Anna Schou Johansen
/ Thomas Tarp Thorgaard