Medlemsforslag om plejehjemsmad til udvalgsmøder
Det foreslås,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter at maden til udvalgsmøder fremadrettet så vidt muligt hentes fra forskellige plejehjem på skift. Udgifter til transport af maden samt merudgifterne for plejehjemmene til ekstra produktion afholdes indenfor rammen til udvalgsbetjening.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten)
Motivering
Det er vigtigt at det politiske udvalg får en tættere føling med, hvad de ældre spiser på byens mange forskellige plejehjem.
Maden laves oftest lokalt, derfor vil vi gerne prøve mad fra mange forskellige plejehjem.
Dette for at højne vidensniveauet blandt udvalgets medlemmer om kvalitet og indhold af kosten på plejehjemmene.
Der er sagt og skrevet meget om ældremaden, men forslagsstillerne er ikke bange for at spise, hvad de ældre spiser.
Derudover ønskes det også med forslaget at anerkende køkkenpersonalets store arbejde med at leve op til ambitionerne om lækker mad af høj kvalitet og lokal medbestemmelse i sammensætningen af kosten.
Beslutning
Medlemsforslaget blev tiltrådt og der blev samtidigt gjort op med medlemsforslaget, idet udvalget afgav følgende samlede bemærkning:
”Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder er typisk midt på eftermiddagen. Udvalget vil derfor i højere grad end i dag holde udvalgsmøder på kommunens plejehjem og institutioner, så det er nemmere at få maden bragt. Når det ikke er muligt, og møderne afholdes på Rådhuset, vil forplejningen blive tilpasset tidspunktet for Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder. Det kan fx være kage, snacks eller mindre retter”.