Mødedato: 16.11.2017, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: Modtagelse af nyankomne børn i dagtilbud og skole

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget bemyndiger børne/unge-arbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar til høring om modtagelse af nyankomne børn i dagtilbud og skole.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet en ny model for, hvordan København modtager og integrerer børn, der kommer til landet. Denne høring vedrører derfor den fremtidige placering af modtagehold på kommunens skoler, som skal justeres som konsekvens af den nye model.

Den nye model betyder, at det fremadrettet tilstræbes, at elever i indskolingen og mellemtrinet tilbydes en plads i det område eleven er bosat. Derudover er det målsætningen, at 20 % af de afdækkede elever fremadrettet bliver direkte integreret i en almen klasse, og at eleverne bliver udsluset fra modtageklasse til en almen klasse 20 % hurtigere end det er tilfældet i dag. Dette betyder, at der er behov for færre modtagerklasser, og at antallet reduceres fra 37 til 34 med virkning fra skoleåret 2018/19.

Den nye struktur betyder ikke, at der er behov for færre lærere og pædagoger med kompetencer til at modtage nyankomne elever, men det kan være nødvendigt at flytte lærere eller pædagoger til andre skoler, eller at nogle af dem skal varetage andre opgaver, fx med sprogstøtte til direkte integrerede og når elever udsluses. Dette skyldes, at nogle skoler skal undervise en anden aldersgruppe end de underviser i dag, og der er skoler, som mister/tildeles modtagerklasser. Forvaltningen har meldt ud, at den vil understøtte den enkelte skole i at finde den bedst mulige løsning.

Den nye struktur har følgende betydning for skolerne:

  • 9 skoler beholder modtagerklasser og skal undervise samme aldersgruppe
  • 6 skoler beholder modtagerklasser og skal undervise elever i en anden aldersgruppe
  • 1 skole har ikke modtagerklasser i øjeblikket men får det i 2018/19
  • 3 skoler har i øjeblikket modtagerklasser, men skal ikke have det i 2018/19

På Nørrebro har vi modtageklasser på Nørrebro Park Skole og Rådmandsgade Skole.
Som det fremgår af tabellen, går Område Nørrebro/Bispebjerg fra 11 modtageklasser til 8 modtageklasser. Forandringerne sker på hhv. Grøndalsvænge Skole og Utterslev Skole. Dvs. der ændres ikke noget på Nørrebro. 

I udviklingen af den nye modtagermodel har der været en bred inddragelsesproces med skoleledere, modtagelsesklasselærere, DSA-vejledere, pædagogisk personale fra dagtilbud, LokalMED på skoler med modtagelsesklasser samt forældreorganisationerne, nuværende og tidligere modtagerklasseelever og de faglige organisationer.

Løsning

Lokaludvalget bemyndiger børne/unge-arbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar til høring om modtagelse af nyankomne børn i dagtilbud og skole.

 

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede børne- og unge-arbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar til høring om modtagelse af nyankomne børn i dagtilbud og skole.

Til top