Mødedato: 13.08.2026, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Håndtering af medlemsforslag om Copenhagen Regatta

Se alle bilag

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal drøfte mulighederne for at afvikle Copenhagen Regatta i Københavns Havn fra 2027. Sagen forelægges som opfølgning på medlemsforslaget om Copenhagen Regatta, som udvalget behandlede den 4. juni 2026, og belyser arrangementets formål samt de væsentligste fordele, ulemper og risici.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget drøfter mulighederne for afvikling af Copenhagen Regatta i Københavns Havn
  2. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender, at medlemsforslaget stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet om Copenhagen Regatta er håndteret.

Problemstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget behandlede den 4. juni 2026 et medlemsforslag om etablering af Copenhagen Regatta i Københavns Havn. Udvalget besluttede, at sagen skulle forelægges på ny med henblik på en drøftelse af mulighederne for at afvikle arrangementet, herunder de væsentligste fordele, ulemper og risici.

Løsning

Arrangøren ønsker at etablere Copenhagen Regatta som en årligt tilbagevendende regatta i Københavns Havn med deltagelse af danske universiteter med første afvikling d. 29. maj 2027 (Bilag 1 & 3). Arrangementet tager afsæt i historiske akademiske kaproninger i Københavns Havn og er inspireret af internationale universitetsregattaer som "The Boat Race" mellem Oxford og Cambridge.

Ifølge arrangøren skal Copenhagen Regatta styrke fællesskabet mellem studerende, borgere og byens kultur- og idrætsliv samt bidrage til at udvikle Københavns Havn som ramme for offentligt tilgængelige aktiviteter. Arrangøren forventer 25.000-35.000 deltagere (bilag 1).

Arrangøren skal indhente de nødvendige myndighedstilladelser fra bl.a. By & Havn, Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Københavns Havn. Arrangøren har oplyst, at der er en løbende dialog med de relevante myndigheder og øvrige interessenter. Arrangøren har oplyst, at By & Havn alene vil kunne godkende et arrangement på strækningen mellem Langebro og Cykelbroen (bilag 4). Som følge af den afgrænsede løbsstrækning har arrangøren reduceret budgetønsket til Københavns Kommune med 250 t.kr. til 1,6 mio. kr. (bilag 2). Arrangøren har endvidere oplyst, at der er indledt dialog med en række fonde om den øvrige finansiering på ca. 1,5 mio. kr. De nødvendige myndighedstilladelser er endnu ikke meddelt (bilag 4.)

Arrangøren har oplyst, at der endnu ikke er stiftet en juridisk enhed til afvikling af arrangementet. Det er hensigten, at der etableres et anpartsselskab, som skal være ansvarligt for planlægning og afvikling af Copenhagen Regatta (bilag 4). Et eventuelt kommunalt tilskud vil først kunne udbetales, når der foreligger en juridisk enhed, som kan indgå aftale med Københavns Kommune.

Et eventuelt kommunalt tilskud vil skulle øremærkes til lovlige kommunale aktiviteter, herunder afvikling af løb, en offentligt tilgængelig fanzone, aktiviteter for børn, en åbningsceremoni og en miljøzone.

Fordele og ulemper

Arrangementet kan bidrage med en ny tilbagevendende kultur- og idrætsbegivenhed i Københavns Havn og understøtte aktiviteter, der er åbne for byens borgere. Samtidig kan arrangementet medvirke til at synliggøre de blå foreninger og skabe øget aktivitet langs havnefronten.

Der er samtidig en række usikkerheder forbundet med arrangementet. Afviklingen forudsætter, at de nødvendige myndighedstilladelser opnås, og at den resterende finansiering tilvejebringes. Et eventuelt kommunalt tilskud vil desuden alene kunne anvendes til lovlige kommunale aktiviteter.

Politisk Handlerum

Udvalget kan beslutte at:

  • bestille et budgetnotat til Budget 2027 om finansiering af Copenhagen Regatta,
  • anmode Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen om at arbejde videre med at afklare, hvilke aktiviteter der lovligt kan ydes kommunalt tilskud til i forbindelse med Copenhagen Regatta, eller
  • afslutte sagen uden yderligere tiltag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser.

 

Mikkel Boje

                             /Mads Kamp Hansen

Til top