Mødedato: 31.05.2018, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Christianshavns Biblioteks mulige flytning til Kuglegården

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til det videre arbejde med en mulig flytning af Christianshavns Bibliotek til Kuglegården.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansieringen af en flytning af Christianshavns Bibliotek til Kuglegården til forhandlingerne om budget 2019.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvor stort et eventuelt bibliotek i Kuglegården skal være.

Problemstilling

Der har gennem længere tid været fokus på mulighederne i et partnerskab mellem Christianshavns Bibliotek og Fotografiska. Sigtet er at kombinere et bibliotek med det verdenskendte udstillingssted for fotokunst.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 9. november 2017, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle vende tilbage til udvalget med forslag til mulige modeller for partnerskab mellem Christianshavns Bibliotek og Fotografiska.

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Fotografiska har i samarbejde undersøgt mulighederne for en sammenflytning centralt på Christianhavn, bl.a. Papirøen. Et sådant forslag indgik i forhandlingerne om budget 2018 og i Overførelsessagen 2017/2018. Der blev ikke afsat midler til formålet.

Der er nu fundet et nyt forslag til en sammenflytning af de to funktioner i Kuglegården lige bag ved Papirøen (bilag 1).

Løsning

Den nordlige del af Christianshavn udvikler sig med hastige skridt, og flere kultur- og kunstinstitutioner har samlet sig her. Befolkningsprognoser peger på, at der i år 2050 vil være 11.000 flere christianshavnere. Det ’gamle’ sydlige Christianshavn er tæt på fuldt udviklet. Til gengæld er der i bydelens nordlige del, hvor Kuglegården er placeret, store arealer, hvor der planlægges nye boliger (bilag 2).

Aktiviteterne på Papirøen har banet vejen for, at området for alvor er kommet på "københavnerkortet". Øen skal udbygges i de kommende år med blandt andet boliger og et vandkulturhus. Lokalplanen har muliggjort, at andre funktioner som f.eks. madmarkeder og kulturfunktioner kan placeres på Papirøen.  

På Frederiksholm ligger de kreative uddannelsesinstitutioner og Operaen ligger tæt herpå. Refshaleøen er et perspektivområde. Allerede nu har projektmagere og ildsjæle skabt et midlertidigt kreativt univers og besøgssted. Flyttes biblioteket til Kuglegården, kan det blive et samlingspunkt i lokalområdet, spille sammen med områdets kunst- og kulturinstitutioner og blive en central katalysator for nye fællesskaber, kreativitet og innovation.

Godkender Kultur- og Fritidsudvalget indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen gå i dialog med KEID om en forhandling med udlejer af Kuglegården – jævnfør afsnittet om videre proces.

Et folkebibliotek i Kuglegården  

Christianshavns Bibliotek ligger i dag i den sydlige del af Christianshavn på Christianshavns Torv, hvor biblioteket har været placeret siden husets opførelse i 1931. Biblioteket er på 700 m2 og er beliggende på i et tredjemandslejemål på 1. sal. Københavns Kommunes årlige huslejeudgifter er hertil 0,9 mio. kr. og ca. 100.000 kr. til forbrug.

Afsættet for denne indstilling er, at Københavns Kommune kan leje sig ind i Kuglegården i 2020. Biblioteket kan blive et åbent folkebibliotek suppleret med et fokus på fotografi og kunst målrettet børn og unge. Den særlige profil vil spille harmonisk sammen med Fotografiska, og institutionerne vil i dagligdagen kunne samarbejde om fællesarealer, arrangementer og større events, der vil kunne tiltrække borgere fra Christianshavn, resten af København og turister. Biblioteket kan enten være 600 m2 eller 800 m2. Lejeudgifterne til et bibliotek i Kuglegården vil være højere end på den nuværende placering. Omkostninger til personale mm. kan finansieres inden for den allerede afsatte ramme til formålet. Økonomien i en flytning fremgår af bilag 3.

Størrelsen på et bibliotek i Kuglegården

Et 600 m2 stort bibliotek kan ligge på 1. sal i bygning 182 (bilag 4). Etagen har store tømrerkonstruktioner, plankegulve og udkig over kanalen på den ene side og den fredede have på den anden. Hvis man vil arbejde med en biblioteksstørrelse på 800 m2 skal dele af 2. sal inddrages. Der arbejdes på at dele af 2. sal indrettes til kontor, mens 3. sal indrettes til biograf. Bygning 181 skal anvendes til udstillingslokaler for Fotografiska.

Indretningen af Kuglegården

Der arbejdes på en model, hvor stueetagen indrettes med et åbent og indbydende indgangsparti med direkte adgang til biblioteket via den impossante og fredede trappe. Indgangspartiet giver samtidig adgang til cafe og restaurant, som bibliotekets brugere kan benytte sig af i forbindelse med et biblioteksbesøg. Der arbejdes ligeledes med, at der vil være direkte adgang videre gennem bygningerne til Fotografiskas udstillinger samt Kuglegårdens fredede have. Besøgende i biblioteket kan opholde sig i haven, som også vil bidrage til at skabe et rart og indbydende udemiljø.

Kuglegården er opført i 1742 til opbevaring af flådens artilleri. Ejendommen har tilhørt forsvaret og huser stadig dele af forsvaret, som fraflytter bygningerne i etaper. Kuglegården ligger tæt på et busstoppested, hvorfra der går busser til Christianshavns Torv og metrostation og videre til Hovedbanegården. Herudover kan besøgende komme til Kuglegården via Inderhavnsbroen (bilag 1, kort 1).

Et kulturelt mødested

Bibliotekets placering i Kuglegården og et partnerskab med Fotografiska giver mulighed for at skabe et helt nyt kulturelt mødested, som kan åbne for en række nye samarbejdsmuligheder og tilbud.

Fotokunst er sanseligt nærværende og appellerer til en bred målgruppe, herunder børn, unge og familier. Fotografiska har ud over de skiftende kunstudstillinger et stort fokus på events fra kulturelle events til konferencer og har sit eget akademi for livslang læring inden for fotografi, design, kreativitet mv. Denne eventbaserede tilgang giver mulighed for at udvikle nye typer tilbud i samarbejde med biblioteket i mødet mellem fotografiet og litteraturen, børn, unge og voksne.

Et partnerskab vil kunne skabe et inddragende og inspirerende rum for aktuelle temaer, der vedrører alle, ligesom det giver mulighed for, at biblioteket kan øge sit fokus på samtalen og ikke kun samlingen. Fotografiska har et særligt fokus på bæredygtighed, innovation, inspiration og inklusion. Via udstillinger, seminarer og talks skaber Fotografiska bevidsthed om aktuelle og vedrørende temaer inden for f.eks. klima, social bæredygtighed mv.

Biblioteket kan drage stor nytte af de funktioner, som Fotografiska tilbyder. Via sit mangfoldige tilbud med madoplevelser, café, bar, scene, talks, events mv. samt en markant længere åbningstid end andre kunstinstitutioner kan Fotografiska bidrage til at skabe et attraktivt og livligt miljø i dagligdagen. Ved at bruge Fotografiskas café eller afholde events hos Fotografiska vil der frigives plads til nye funktioner og aktivitetsformer i biblioteket.

Lokal opbakning

Lokaludvalget drøftede den 25. april 2018 flytningen af Christianshavns Bibliotek til Kuglegården. Udvalget er positivt over for forslaget og kan godt se Kuglegården som ramme for et fremtidigt bibliotek. Udvalget tilkendegiver, at man med en placering i Kuglegården kan indfri nogle af de samme kvaliteter, som ved en placering på Papirøen.

Lokaludvalget tilkendegiver, at man er opmærksom på, at Kuglegården er fredet, og at det kan have betydning for mulighederne for at indrette et tidssvarende biblioteket i bygningen.

Økonomi

Økonomien er beskrevet i et fortroligt bilag (bilag 3).

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- Fritidsforvaltningen anmode KEID om at gå i dialog med Fotografiska og ejendommens udlejer med henblik på at afdække, hvorvidt der kan indgås en markedskonform fremlejekontrakt/lejekontrakt for lokaler til flytning af Christianshavns Bibliotek.

Der sigtes i givet fald mod, at der gennem dialog mellem KEID, Fotografiska og udlejer kan opnås en markedskonform fremleje eller lejekontrakt inden deadline for forhandlingerne om Budget 19. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil i så fald, i dialog med KEID, udarbejde budgetønske om finansiering af flytningen af biblioteket.

Hvis dialogen munder ud i, at der er basis for en markedskonform fremlejekontrakt eller lejekontrakt, men deadline for forhandlingerne om Budget 2019 ikke kan nås, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen og KEID udarbejde budgetønske frem mod forhandlingerne om Overførselssagen 2018/2019.

Viser dialogen mellem KEID, Fotografiska og udlejer, at der ikke er basis for en markedskonform fremlejekontrakt eller lejekontrakt, henvises Kultur- og Fritidsforvaltningens ønsket om flytning af Christianshavns Bibliotek til Team Ejendomsoptimering, med henblik på at pege på alternative placeringsmuligheder.  

 

Mette Touborg

                                             /Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet der i budgetnotatet skal beskrives et bibliotek på både 600 m2 og 800 m2.

Kultur- og Fritidsudvalget understregede, at såfremt Kuglegården ikke er en mulighed skal Kultur- og Fritidsforvaltningen vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget i sagen.

Til top