Mødedato: 31.01.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning fra Askovfonden om støtte til Projektakademiet

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til Askovfondens ansøgning om 1.100.000 kr. til videreførelse af Projektakademiet i 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på Askovfondens ansøgning om 1.100.000 kr. til videreførelse af Projektakademiet i 2019, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.

Problemstilling

Projektakademiet (tidligere Imagine Nørrebro) er et enkeltstående projekt under Askovfonden KBH+. Siden opstart er projektet udelukkende blevet finansieret af midler fra Kultur- og Fritidsudvalget.

Den seneste bevilling på 1.100.000 kr. årligt blev givet for perioden 2015-2018 og udløb dermed den 31. december 2018.

Askovfonden henvender sig først nu om støtte til videreførelse af projektet i 2019, da fonden har været i den tro, at bevillingen til projektet var fast på budgettet. Kultur- og Fritidsudvalget er orienteret om misforståelsen omkring bevillingen i et notat den 19. december 2018 (se bilag 2).

Askovfonden oplyser, at støttebehovet til Projektakademiet er akut, da det nuværende hold deltagere først afslutter deres uddannelse i maj 2019 (se bilag 1).

Løsning

Formålet med Projektakademiet er at uddanne unge kulturpiloter på Nørrebro til at udvikle kulturtilbud i bydelen med og for borgere på Nørrebro, samt at bidrage til en positiv lokal forankring. Visionen for Projektakademiet er at bruge kulturen til at højne trivselsniveauet på Nørrebro, og med kulturen skabe møder og interaktioner på tværs af traditionelle skel.

Projektakademiet har siden 2011 uddannet 131 unge og afviklet lokalt forankrede, ungedrevne kulturelle events og projekter. Askovfondens evaluering af tidligere hold på Projektakademiet viser, at den alternative uddannelse giver de unge handlekraft og selvtillid til at kunne se sig selv i det ordinære uddannelsessystem og/eller arbejdsmarked.

I efteråret 2018 blev 20 unge i alderen 19-29 år optaget på Projektakademiets hold 9. De unge har forskellig baggrund, og flertallet er udsatte unge med psykiske sårbarheder og misbrug. Hold 9 afslutter sin uddannelse på Projektakademiet i maj 2019.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                                  /Mads Kamp Hansen                              

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. januar 2019:

Helle Øbo fra Askovfonden havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen.

 

Der blev begæret afstemning om et procedureforslag om at forvaltningen, på baggrund af tilkendegivelserne fra Kultur- og Fritidsudvalget, indgår i en dialog med Askovfonden om sagen, og at forvaltningen herefter vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget på det førstkommende møde. 

Et mindretal (Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for procedureforslaget.

Et flertal (Jonas Bjørn Jensen, Rune Dybvad, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Flemming Steen Munch og Alex Vanopslagh) stemte imod.

Procedureforslaget blev dermed forkastet.

 

Forvaltningens indstilling om afslag var som konsekvens heraf godkendt.

Til top