Mødedato: 30.03.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning: Ungdommens Folkemøde - UFM'17

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning om støtte til Ungdommens Folkemøde - UFM'17, der afholdes i Søndermarken på Frederiksberg i september 2017.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om støtte på 250.000 kr. til Ungdommens Folkemøde i 2017, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Ungdomsbureauet ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 250.000 kr. til gennemførsel af arrangementet Ungdommens Folkemøde (UFM'17) i Søndermarken den 7. og 8. september 2017.

Løsning

Ungdommens Folkemøde på Frederiksberg er en demokratisk ungdomsfestival inspireret af Folkemødet på Bornholm, men skræddersyet til unge på ungdomsuddannelserne. Festivalen er arrangeret af non-profit organisationen Ungdomsbureauet, der består af et fast sekretariat og 40 årsfrivillige. Under afvikling af UFM'17 er frivilligkorpset på 250 personer.

UFM'17 har på nuværende tidspunkt fået tilsagn om økonomisk støtte på 151.000 kr. fra Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune. Derudover har UFM'17 fået tilsagn om støtte fra henholdsvis Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Fonden og Foreningen Roskilde Festival. Den samlede bevilgede støtte for 2017 udgør pt.1,3 mio. kr. (bilag 2).

UFM'17 vil i løbet af to dage indeholde arrangementer som events, debatter og problemorienterede workshops, hvor de unge skal være med til at udarbejde ideer og løsningsforslag til konkrete udfordringer.

UFM skal, ifølge Ungdomsbureauet, skabe rum til aktiviteter, hvor unge mødes på tværs af sociale skel, alder og geografi for at fremme fællesskab, samtale og demokratisk deltagelse blandt unge.

UFM vil have stadepladser for bl.a. organisationer og politiske partier, og ambitionen er, at UFM '17 får 36.000 besøgende og 80 stadepladser.

På baggrund af Ungdommens Folkemøde 2016 blev der udarbejdet en evalueringsrapport (bilag 3), som konkluderede, at UFM'16 var en succes med tilfredsstillende resultater på næsten alle målte parametre.

Det fremgår bl.a. af evalueringen, at UFM'16 havde to scener med dagligt program fra kl. 07.30 - 19.00, et estimeret deltagerantal på 20.000 besøgende og 85 organisationer var repræsenteret.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at imødekomme ansøgningen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                                                                           /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. marts 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget udsatte sagen til mødet den 20. april 2017.  

Til top