Mødedato: 25.04.2018, kl. 15:00
Mødested: Børnekulturhus Ama´r, Mulighedernes Rum, Amager Kulturpunkt, Øresundsvej 8 B

Status på Folkets Hus

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om situationen for Folkets Hus og skal tage stilling til det videre arbejde for en genåbning af huset.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status for Folkets Hus til efterretning.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at forvaltningen arbejder videre med en faseopdelt genåbning af Folkets Hus.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at udvalget i 3. kvartal 2018 vil få fremlagt konkrete forslag til fremtidig udnyttelse af 2. sal i Folkets Hus.

Problemstilling

På Kultur- og Fritidsudvalgets (KFU) møde den 11. maj 2017 blev udvalget orienteret om, at brugerne af Folkets Hus den 10. maj 2017, bl.a. på baggrund af anbefaling fra Københavns Politi, havde besluttet at lukke huset midlertidigt, som følge af den verserende bandekonflikt.

På samme møde blev udvalget orienteret om, at det var politiets vurdering, at det i særlig grad var husets 2. sal, der var udfordringer med, og som personer med tilknytning til bandemiljøet i tiltagende grad tiltog sig rådighed over.

På baggrund af orienteringen besluttede KFU at holde Folkets Hus lukket, men at Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) i dialog med Københavns Politi og Fonden for de Åbne Rum, der varetager driften af huset, skal arbejde for, at huset åbner igen. Denne genåbning kan først ske, når politiet og forvaltningen vurderer, at den sikkerhedsmæssige situation tillader det, og der er betryggende rammer for, at fonden kan drive huset i overensstemmelse med dets formål.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i dialog med Fonden for de Åbne Rum, SSP og Sikker By-samarbejdet udarbejdet et forslag til en faseopdelt genåbning af Folkets Hus. Dette betyder, at brugerne af huset i første omgang i 2. kvartal 2018 vil tage husets stueetage, 1. sal og 3. sal i brug, mens husets 2. sal holdes aflåst.

I denne første fase fyldes den åbne del af huset i videst muligt omfang med aktiviteter. Et stort aktivitetsniveau skal øge trygheden og hjælpe med at forhindre, at uønskede brugergrupper tiltager sig rådighed over huset.

I skrivelse af 18. april 2018 (bilag 1) udtaler Københavns Politi bl.a. følgende: at det er Københavns Politis vurdering, at den foreslåede genåbning af Folkets Hus kan drives uden bandemedlemmers tilstedeværelse. Det bemærkes dog, at Københavns Politi stadig træffer bandemedlemmer i området omkring Folkets Hus. Det kan således ikke udelukkes, at banderne vil forsøge at tage ophold i huset.

Københavns Kommune yder et tilskud til Folkets Hus, som for nuværende går til ansættelse af to deltidsmedarbejdere. Da den del af Folkets Hus, som planlægges genåbnet i første fase, primært anvendes til aktiviteter, som varetages af frivillige, vil forvaltningen ændre aftalen med Folkets Hus, således at den primære del af midlerne anvendes til aktiviteter, og den sekundære del anvendes til en viceværtfunktion.

KFF vil følge udviklingen tæt i første fase og bruge perioden til at drage erfaringer, der kan skabe det bedst mulige grundlag for anden fase af genåbningen.

I anden fase skal husets 2. sal genåbnes. KFF vil i dialog med Københavns Politi, Fonden for de Åbne Rum, SSP, Sikker By-samarbejdet samt lokale aktører på Nørrebro udarbejde en model for, hvordan etagen kan ibrugtages på en måde, der inddrager lokalbefolkningen og virker til at forebygge konflikter i og omkring huset. Det vil indgå i overvejelserne, om tilskuddet til Folkets Hus igen skal benyttes til ansættelse af medarbejdere i forbindelse med, at 2. sal igen tages i brug.

KFF fremlægger et konkret forslag til fremtidig udnyttelse af 2. sal i Folkets Hus i 3. kvartal 2018.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil KFF træffe de nødvendige foranstaltninger for, at brugerne af Folkets Hus igen vil kunne tage huset i brug i 2. kvartal 2018. KFF vil endvidere i dialog med relevante parter udarbejde et forslag til at ibrugtage husets 2. sal til forelæggelse for KFU i 3. kvartal 2018.

 

Mette Touborg

                                                           /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.

 

Der blev begæret afstemning om et ændringsforslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget skal arbejde for at Folkets Hus skal sælges.

Et mindretal (Alex Vanopslagh og Marcus Knuth) stemte for ændringsforslaget.

Et flertal (Kasandra Behrndt-Eriksen, Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Niko Grünfeld, Christopher Røhl Andersen og Maria Frej) stemte imod.

Ændringsforslaget blev således forkastet.

 

Der blev herefter begæret afstemning om indstillingens 2. og 3. at-punkt.

Et flertal (Kasandra Behrndt-Eriksen, Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Niko Grünfeld, Christopher Røhl Andersen og Maria Frej) stemte for indstillingens 2. og 3. at-punkt.

Et mindretal (Alex Vanopslagh og Marcus Knuth) stemte imod. 

Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev således godkendt.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning træffe de nødvendige foranstaltninger for, at brugerne af Folkets Hus igen vil kunne tage huset i brug i løbet af 2. kvartal 2018.

Til top