Mødedato: 22.06.2000, kl. 15:00

Juleudsmykning på Rådhuset og Rådhuspladsen 2000

Juleudsmykning på Rådhuset og Rådhuspladsen 2000

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 22. juni 2000

 

10. Juleudsmykning på Rådhuset og Rådhuspladsen 2000

(KFU 290/2000)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der i lighed med de to foregående år også i julen 2000 kan etableres julekalender i Rådhusets vinduer mod Rådhuspladsen samt dæmpet belysning på facaden

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Københavns City Center og Wonderful Copenhagen skal refundere forvaltningens omkostninger bortset fra el-udgifter

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der gives afslag på etablering af lyskæder på Rådhusets tårn og de to forreste spir samt facadens ydre linier.

RESUME

Københavns City Center og Wonderful Copenhagen har i lighed med sidste år ansøgt om tilladelse til etablering af julekalender og dæmpet belysning på Rådhusets facade. Herudover ansøges om etablering af lyskæder på tårnet og de 2 forreste spir samt facadens ydre linier. Det indstilles, at der kun gives tilladelse til etablering af julekalender og dæmpet belysning på facaden.

SAGSBESKRIVELSE

Københavns City Center og Wonderful Copenhagen har den 18. maj 2000 ansøgt om tilladelse til i julemåneden i år at etablere julekalender i Rådhusets vinduer, dæmpet belysning på Rådhusets facade samt påsætning af lyskæder på tårn, spir og facadens ydre kant. Desuden arbejdes med opsætning af lyskæder på overkanten af de omkringliggende bygningers facader ud mod pladsen. Ansøgning og projektbeskrivelse vedlægges som bilag 1.

Samtidig har Københavns City Center og Wonderful Copenhagen ansøgt Bygge- og Teknikudvalget om tilladelse til udsmykning af Rådhuspladsen med 12 nedhængte lygtestandere samt etablering af lys og lyd i lydhuller på pladsen. Bygge- og Teknikforvaltningen har dog kun indstillet, at der gives tilladelse til lys og lyd i lydhuller på pladsen (bilag 2).

TV2/LORRY vil efter det oplyste i lighed med tidligere år sende fra Rådhuspladsen i julen 2000.

Som bilag 3 vedlægges billede, der viser den foreslåede udsmykning omkring pladsen.

I 1999 gav Kultur- og Fritidsudvalget tilladelse til etablering af julekalender i Rådhusets vinduer samt dæmpet belysning på facaden. Det forudsættes, at udstyret hertil leveres af ansøgeren, og at der bliver tale om samme udstyr som sidste år.

Det er i ansøgningen ikke beskrevet, hvorledes lyskæder på tårn, spir og facaden kan tænkes fastgjort. Forvaltningen skønner, at fastgørelse af kæderne – for at undgå løsthængende kæder – skal være relativt tætsiddende, og kun kan ske ved boring af et stort antal huller i tårn, spir og facade. Disse foranstaltninger vil efter forvaltningens vurdering beskadige kobberinddækninger og facade, hvorfor forvaltningen ikke kan anbefale etablering af lyskæder.

ØKONOMI

Som tidligere nævnt forudsættes brug af samme udstyr som i 1999. Dette udstyr er energibesparende, således at elforbruget til indvendig belysning af vinduer skønnes at kunne holdes på omkring kr. 1.500. Hertil kommer anvendelse af forvaltningens egen arbejdskraft til opsætning og nedtagning af udstyret, ca. 35 mandetimer, svarende til ca. kr. 7.500. Udgifter til arbejdsløn og materialer forudsættes betalt af ansøger, mens udgifterne til elforbrug indendørs foreslås afholdt af forvaltningen.

BILAG VEDLAGT

  1. Ansøgning af 18. maj 2000 med projektbeskrivelse.
  2. Beslutning af 7. juni 2000 fra Bygge- og Teknikudvalget

3. Billede visende udsmykningen

Ida Munk

/ Mikael Keller-Hansen

 

Til top