Mødedato: 21.06.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Udviklingsplan Valby idrætspark

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges visionsplanen for Valby Idrætspark.

Indstilling

Kultur og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender visionsplanen for Valby Idrætspark

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og beslutter, om et eller flere elementer fra visionsplanen for Valby Idrætspark skal indgå i forhandlingerne om Budget 2018

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen til mødet den 21. juni 2017 med henblik på høring af relevante parter som Team Copenhagen og Valby Lokaludvalg.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 14. december 2016 indstillingen ’Valby Idrætspark – nye visioner og nye samarbejdspartnere’. Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde en udviklingsplan for Valby Idrætspark. Kultur- og Fritidsudvalget præciserede, at udviklingsplanen skal være i forlængelse af helhedsplanen for Valby Idrætspark.

’Visionsplan for Valby Idrætspark’ (bilag 1) tager afsæt i strategien for Valby Idrætspark fra 2013. Tidsperspektivet for visionen er en 10-årig periode frem mod 2028.

Visionen suppleres af en række ønsker, der kan indgå i forhandlingerne om Budget 2018.

Løsning

Valby Idrætspark er det største sammenhængende idrætsområde i København. Anlægget er med sine 50 hektar et af Nordens største idrætsanlæg. Det skønnes, at Valby Idrætspark hver dag har mellem 5.000-7.000 brugere.

Valby Idrætspark rummer 29 fodboldbaner, hvoraf den ene er en overdækket 7-mandsbane, herudover 5 indendørshaller og 4 beachvolley-baner.

Valby Idrætspark huser også 1 udendørs fodboldstadion med en tilskuerkapacitet på 10.000, hvoraf 4.400 er overdækkede siddepladser.

Blandt de senest tilkomne faciliteter til området er Vandkulturhuset, der åbnede i 2012. I foråret 2017 åbnede multihallen, Hafnia Hallen, der er en ombygning af den tidligere Club Danmark Hal. 

Valby Idrætspark bruges af 45 foreninger samt et større antal klubber, som spiller kampe på anlægget i regi af DBU København og Dansk Arbejder Idræt.

Den historiske baggrund for udviklingen af Valby Idrætspark

Visionsplanen for Valby Idrætspark har afsæt i strategien for området, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2013.

Med strategien blev det besluttet, at provenuet fra grundsalg i Valby Idrætspark skal reinvesteres i idrætsfaciliteter i Valby Idrætspark eller andre relaterede områder. Det blev samtidig besluttet, at der skal etableres erstatningsbaner for det areal, som forsvinder ved grundsalg.

Lokalplanen for Valby Idrætspark giver mulighed for at etablere 70.000 m2 blandet erhverv og bolig.

 Flere københavnere flytter til området omkring Valby Idrætspark

Antallet af københavnere forventes at stige med 100.000 frem til år 2028. Knap 11.000 af de nye borgere forventes at komme til at bo i Valby. De nye byggerier placeres blandt andet på Grønttorvet. Hertil kommer udbygningen af bl.a. Carlsbergbyen og Sydhavnen i Vesterbro/Kongens Enghave.

 Visioner

Visionen for Valby Idrætspark har afsæt i et samarbejde med aktører fra og omkring anlægget. Ambitionen er, at Valby Idrætspark skal være et eksperimentarium, hvor idrætten, igennem nye samarbejder og partnerskaber, inviterer kulturen ind og løfter en fælles dagsorden.

Integreringen af kultur i Valby Idrætspark skal ske i sammenhæng med idrætten. Tidssvarende idrætsfaciliteter, foreningsliv og den selvorganiserede idræt skal udvikles samtidig med, at kulturaktiviteter integreres i området. Den store volumen, både under tag og på udendørsarealerne, skal udnyttes fuldt og helt.

Valby Idrætspark skal være en kulturdestination både for de lokale byområder og for hele København. Værksteder, festivaler, uden- og indendørskoncerter samt andre events, skal samle københavnerne på idrættens matrikel, herunder f.eks. makerspaces for fritidsbrugere og eventuelt folkeskoleelever.

Valby Idrætspark skal også være en københavnerarena for mellemstore idrætsbevægelsesevents, herunder elite- og opvisningsidræt, som f.eks. 1. og 2. divisionshåndbold og fodbold. Disse kampe placeres i dag på udebane uden for København, fordi man ikke har tidssvarende faciliteter i kommunen.

Sigtet er, at den langsigtede vision indfries i samarbejde med både fonde og lokale virksomheder.

Resultat

Med indfrielse af visionsplanen 2028 vil Valby Idrætspark komme på det kommunale landkort som et kultur-venue, der tiltrækker gæster fra hele byen. Valby Idrætspark vil desuden være et lokalt omdrejningspunkt for kulturaktiviteter for de nære byområder, hvilket understøtter den udbygning, som sker i den sydlige del af Valby, som grænser op til Valby Idrætspark.

Visionen peger i første omgang på en række initiativer, der kan sætte processen i gang og binde Valby Idrætspark bedre sammen. De enkelte projekter er nærmere beskrevet i visionsplanens bilag 1. 

Alle tal er opgivet i 2017 P/L.

  • Valby Idrætspark, sammenhæng og fælles brug af udearealer - Etablering af aktivitetssti : 20,0 mio. kr. Nedtagning af hegn og etablering af belysning mod Valbyparken 1,2-1,5 mio. kr.

  • Valby Idrætspark, sammenhæng og fælles brug af udearealer  - Udvikling af den sydvendte plads ved Hafnia Hallen: 4,0 – 4,5 mio. kr.

     

  • Valby Hallen - Ny tribune: 6,0 mio. kr. og nyt gulv: 3,0 mio. kr.: I alt 9,0 mio. kr. Valby Hallen

  • Udvikling af forpladsen foran hallen: 3,0 – 3,4 mio. kr.

  • Valby Hallen - Flytning af hovedindgang og ombygning af køkkenfaciliteter: 7,5 – 8,2 mio. kr.

  • Valby Hallen - Etablering af 1. sal til mulitrum og VIP-faciliteter: 64,0-70,0 mio. kr.

     

  • Valby Stadion – I forbindelse med opgraderingen af Valby Stadion udskiftes der 600 siddepladser. Udskiftning af de resterende 3.800 pladser: 5,7-6,0 mio. kr.. Renovering af renovering af VIP-lokalet på 1. sal på Valby Stadion: 0,7 mio. kr.: I alt 6,4-6,7 mio. kr.

  • Gl. Valbyhal - Renovering af hovedindgangen: 0,5 mio. kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde budgetønsker på de udpegede elementer.

 

Mette Touborg

                                   /Rikke Skovbølling Brandt

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at sagen behandles efter sommerferien 2017.

 

Til top