Mødedato: 20.06.2002, kl. 16:00

Liva - skib og kabaretvirksomhed

Liva - skib og kabaretvirksomhed

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 20. juni 2002

 

8. Liva - skib og kabaretvirksomhed

(KFU 253/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget træffer endelig beslutning om skibet Livas fremtid på mødet den 12. december 2002

at der udarbejdes kontrakt mellem Københavns Kommune og Livafonden af 1997 om kabaretvirksomheden gældende fra 2003

at der fra 2003 bevilges 300.000 kr. overført fra Københavns Kulturfond som et fast tilskud til Livafonden af 1997 til kabaretvirksomhed

at der anvises dækning for 300.000 kr. i 2003 på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturfonden) under forudsætning af Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgetforslaget for 2003

at Byens Huses tilgodehavende på 400.000 kr. i Livafonden af 1997 overføres til Københavns Kommune i forbindelse med kommunaliseringen.

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede på sit møde den 6. december 2001 (BR 620/01) efter indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget (KFU 475/2001), at Liva udskilles fra Byens Huse, og at der udarbejdes forslag til fremtidig anvendelse, organisering og finansiering.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den 7. marts 2002 (KFU 108/2002), at indstille til Borgerrepræsentationen at træffe beslutning om overtagelse af Byens Huses gældstilgodehavende i Livafonden af 1997 på 400.000 kr. Borgerrepræsentationen besluttede på møde den 16. maj 2002 (BR 258/02), at punktet om Byens Huses engagement på 0,4 mio. kr. i Livafonden af 1997 tilbagesendes til Kultur- og Fritidsudvalget til behandling i den særskilte indstilling om udskillelse, omorganisering og økonomi for skibet Liva, som forelægges Kultur- og Fritidsudvalget snarest.

Liva består af 2 selvstændige elementer: skibet Liva, der ejes af Byens Huse, og kabaretvirksomheden Liva (Café Liva), der drives af Livafonden af 1997.

Ifølge tilstandsrapport af 18. april 2002 udarbejdet af bådbygger Laust Nørgaard vil det koste minimum 958.000 kr. at bringe skibet Liva i en generel god stand. Der er hverken i Byens Huse eller i Kultur- og Fritidsforvaltningen afsat midler til istandsættelse og løbende vedligeholdelse af skibet Liva. Hvis det er muligt for Livafonden af 1997 at fremskaffe midler til en renovation, er fonden interesseret i at overtage skibet og restaurere det.

Kabaretvirksomheden på skibet Liva (Café Liva) anses som en af de bedste inden for sin genre, og det er forvaltningens vurdering, at kabaretvirksomheden vil kunne videreføres på andre scener end skibet i Nyhavn. Der er gennem årene ydet tilskud på op til 270.000 kr. årligt fra Københavns Kulturfond til Café Liva.

Livafonden af 1997 har en gæld på 400.000 kr. til Byens Huse.

På denne baggrund indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget først træffer endelig beslutning om skibet Livas fremtid på mødet den 12. december 2002, at der udarbejdes kontrakt mellem Københavns Kommune og Livafonden af 1997 om kabaretvirksomheden gældende fra 2003, at der fra 2003 bevilges 300.000 kr. overført fra Københavns Kulturfond som et fast tilskud til Livafonden af 1997's kabaretvirksomhed, og at Byens Huses tilgodehavende på 400.000 kr. i Livafonden af 1997 overføres til Københavns Kommune i forbindelse med kommunaliseringen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen besluttede på sit møde den 6. december 2001 (BR 620/01) efter indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget (KFU 475/2001), at Liva udskilles fra Byens Huse, og at der udarbejdes forslag til fremtidig anvendelse, organisering og finansiering.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møde den 7. marts 2002 (KFU 108/2002), at indstille til Borgerrepræsentationen at træffe beslutning om overtagelse af Byens Huses gældstilgodehavende i Livafonden af 1997 på 400.000 kr. Borgerrepræsentationen besluttede på møde den 16. maj 2002 (BR 258/02), at punktet om Byens Huses engagement på 0,4 mio. kr. i Livafonden af 1997 tilbagesendes til Kultur- og Fritidsudvalget til behandling i den særskilte indstilling om udskillelse, omorganisering og økonomi for skibet Liva, som forelægges Kultur- og Fritidsudvalget snarest.

Skibet Liva

Skibet Liva blev bygget i 1919 og ombygget i 1980'erne til kabaretscene med tilhørende restauration. I 1997 købte KUC skibet for 150.000 kr. af entreprenør Jan Brandis under forudsætning af, at skibet fortsatte som kabaretskib. KUC/Byens Huse drev herefter cafeen på skibet og lejede kabaretdriften ud til Livafonden af 1997.

Siden januar 2002 har Byens Huse ikke haft madservering på skibet. Cafedriften er i perioden 1.6. til 31.12.2002 overtaget af Livafonden af 1997.

Ifølge tilstandsrapport af 18. april 2002 (bilag 2) udarbejdet af bådbygger Laust Nørgaard og bestilt af KUC vil det koste minimum 958.000 kr. at bringe skibet Liva i en generel god stand. Heraf udgør 658.000 kr. nødvendige udbedringer af skader grundet manglende vedligeholdelse. De øvrige 300.000 kr. svarer til den løbende årlige vedligeholdelse, der også fremover - efter et eventuelt værftsbesøg - vil være nødvendig.

Der er hverken i Byens Huse eller i Kultur- og Fritidsforvaltningen afsat midler til istandsættelse og løbende vedligeholdelse af skibet Liva, hvorfor en videreførelse af driften vil forudsætte tilførsel af de fornødne ressourcer andet steds fra. Livafonden af 1997 har derfor foreslået, at resten af 2002 bruges til at finde fondsmidler til at restaurere skibet for. Hvis det er muligt at fremskaffe fondsmidlerne til en renovation, er Livafonden af 1997 interesseret i at overtage skibet og restaurere det. På den baggrund foreslås det, at Kultur- og Fritidsudvalget først træffer endelig beslutning om skibet Livas fremtid på årets sidste Kultur- og Fritidsudvalgsmøde den 12. december 2002.

Kabaretvirksomheden på skibet (Café Liva)

Café Liva, der i dag drives af Livafonden af 1997, er en af landets få faste kabaret scener. Årligt produceres 6 kabareter, som hver spiller 25-30 forestillinger, fordelt over 5-6 uger. Alle kabareterne produceres direkte til Café Liva med dens specielle atmosfære og historie. De enkelte kabareter produceres i et tæt samarbejde med de involverede kunstnere og idémagere.

Siden 1997 har Kulturministeriet fordelt 1 mio. kr. til de faste kabaretscener i Danmark. Livafondens kabaret fik fra 1997 til 2000 et årligt tilskud på 700.000 kr., og i 2001 et tilskud på 925.000 kr. I 2002 har ministeriet givet tilsagn om 750.000 kr.

Københavns Kulturfond har gennem flere år bevilget tilskud til kabareten i Liva. I 2000 blev der bevilget 50.000 kr., i 2001 blev der bevilget 270.000 kr. og i 2002 er der pr. 15. maj 2002 bevilget 102.000 kr.

Kabaretvirksomheden på skibet Liva anses som en af de bedste inden for sin genre, og det er forvaltningens vurdering, at kabareten vil kunne videreføres på andre scener end skibet i Nyhavn. Det foreslås derfor, at der udformes kontrakt mellem Københavns Kommune og Livafonden af 1997 om kabaretvirksomheden gældende fra 2003 og med et årligt fast tilskud på 300.000 kr., der overføres fra kulturfondens budget.

Livafondens gæld

Liva ApS, som tidligere ejede skibet og drev Café Liva, kom i 1995 i økonomiske vanskeligheder. Som følge heraf, besluttede KUCs bestyrelse den 8. maj 1995 at købe skibet for 150.000 kr. Købet trak ud, da KUC ikke ønskede at købe skibet sålænge Told og Skat havde fordringer i skibet. Først i 1997 overtog KUC skibet, efter at Liva ApS i mellemtiden var gået konkurs i 1997 og Jan Brandis herefter havde frikøbt skibet samt betalt skibets gæld på 350.000 kr. til Told og Skat. Ved denne mellemkomst kunne KUC overtage skibet med et anmærkningsfrit skøde. Livafonden af 1997 blev dannet til at varetage kabaretdriften, og KUC gav tilsagn om at være regnskabsførende for Livafonden af 1997 (bilag 3 og 4).

Efter en økonomisk udredning mellem KUC og Livafonden af 1997 udstedte Livafonden af 1997 den 21. juli 2000 et gældsbrev til KUC på 395.761,86 kr. med tilhørende ejerpantebrev på 300.000 kr. Ejerpantebrevet er givet i løsøre på skibet Liva i form af teknisk udstyr, lamper etc. Livafonden af 1997 har i en hensigtserklæring af 22. juli 1999 udtalt, at man vil arbejde for at nedbringe gælden (bilag 5).

Gælden er endnu ikke nedbragt, og en gældsinddrivelse vil efter KUC/Byens Huses vurdering føre til Livafonden af 1997s konkurs.

På denne baggrund indstilles, at Byens Huses tilgodehavende i Livafonden af 1997 på 400.000 kr. overføres til Københavns Kommune i forbindelse med kommunaliseringen.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ikke miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Under forudsætning af Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgetforslaget for 2003 anvises der dækning for tilskuddet på 300.000 kr. til Livafonden af 1997 på Kultur- og Fritidsudvalgets budgetforslag for 2003 konto 3.64.1 Andre kulturelle formål (Københavns Kulturfond.

Kultur- og Fritidsudvalget overtager fra Byens Huse med virkning fra 1. juli 2002 et tilgodehavende hos Livafonden af 1997 på 400.000 kr.

BILAG

1. Notat af 6. juni 2002 vedr. kabareten Cafe Liva og skibet Liva.

2. Tilstandsrapport af 18. april 2002 fra Laust Nørgaard.

3. Notat af 3. november 1999 vedr. KUC's forretningsgange.

4. Notat af 23. oktober 1997 fra KUC vedr. Liva.

5. Hensigtserklæring af 22. juli 1999

Olga Brüniche-Olsen

/ Merete Evers

 

 

Til top