Mødedato: 17.01.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kunstgræstype for kommende baner i Hekla Park

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen afsatte med Budget 2023 en anlægsbevilling på 77,7 mio. kr. til konvertering af et større græsareal til kunstgræs i Hekla Park. Der blev ikke taget stilling til valg af typen af kunstgræs. Udvalget skal derfor træffe beslutning herom. Forvaltningen foreslår, at de nye kunstgræsbaner anlægges med infill af kork. Forslaget bunder dels i, at banerne skal bruges til foreningsidræt og dermed bør have infill, men med kork i stedet for gummi af bæredygtighedshensyn.

Hertil kommer, at Borgerrepræsentationen den 1. december 2022 pålagde Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge, hvordan der kan skabes mere vild natur på Amager Fælled, bl.a. ved at omlægge boldbanerne på den vestlige del af Artillerivej til vild natur. Forslaget motiveres bl.a. ved, at der etableres mere kunstgræs i Hekla Park. Græsbanerne anvendes imidlertid også til amerikansk fodbold, hvilket gør det relevant at overveje, om der skal være mulighed for amerikansk fodbold i den kommende Hekla Park.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at nye kunstgræsbaner i Hekla Park anlægges med infill af kork.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der skal indpasses mulighed for amerikansk fodbold i Hekla Park.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen afsatte med Budget 2023, som led i udmøntning af idrætsmilliarden, en anlægsbevilling på 77,7 mio. kr. til konvertering af et større græsareal til kunstgræs i Hekla Park. Der blev ikke taget stilling til valg af typen af kunstgræs.

I budgetaftalen fremgår det, at parterne er enige om, at Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget ser på muligheden for at genoprette græsarealet, der ikke længere skal være i brug. Herudover pålagde Borgerrepræsentationen den 1. december 2022 Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge, hvordan der kan skabes mere vild natur på Amager Fælled, bl.a. ved at omlægge boldbanerne på den vestlige del af Artillerivej til vild natur. Forslaget motiveres bl.a. ved, at der etableres mere kunstgræs i Hekla Park. Græsbanerne anvendes imidlertid også til amerikansk fodbold. Udvalget skal derfor tage stilling til, om der skal indpasses mulighed for amerikansk fodbold i den kommende Hekla Park.

Løsning

Hekla Park er omfattet af fredning af Kalvebod Kile, og der skal gives dispensation til etablering af kunstgræsbaner. Bl.a. grundet miljøpåvirkning og hensyn til den omkringliggende natur vurderes det ikke hensigtsmæssigt at arbejde videre med infill af gummigranulat. Arealet ligger relativt afsides fra andre offentlige funktioner, herunder skoler, børnehaver mv. og forventes ikke at ville blive benyttet af mange forskellige brugergrupper. Man vil derfor ikke kunne opnå de fordele, der vil være ved non-infill i forhold til multifunktionalitet, og forvaltningen vurderer derfor, at infill af kork bedst imødekommer de lokale behov. Området vil overvejende blive benyttet til fodbold, og de spillemæssige egenskaber vejer derfor tungt, hvilket taler for en løsning med infill. Samtidig er der særlige naturhensyn, der taler for, at der arbejdes med en løsning med lav miljøpåvirkning, hvilket imødekommes med infill af kork.

For yderligere baggrund om kunstgræsbaner henvises til punkt 3 på dagsordenen: Temadrøftelse om kunstgræs.

Mulighed for amerikansk fodbold i Hekla Park
Borgerrepræsentationen pålagde den 1. december 2022 Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge, hvordan der kan skabes mere vild natur på Amager Fælled, bl.a. ved at omlægge boldbanerne på den vestlige del af Artillerivej til vild natur. I forslaget anmodes om præcise data for udnyttelsesgraden af banerne. Oversigt over omtalte arealer samt udnyttelsesgraden fremgår af bilag 1. Forslaget motiveres bl.a. ved, at der etableres mere kunstgræs i Hekla Park for at opnå øget kapacitet, da banerne kan benyttes om vinteren. Forslaget indebærer imidlertid en reduktion af kapaciteten i primetime, da der samlet set er færre baner til rådighed.

Hvis forslaget gennemføres, indebærer det, at der nedlægges en række græsbaner. Det drejer sig både om et antal fodboldbaner, der har lav udnyttelse ved kun at kunne udnyttes i sommerhalvåret, men også en amerikansk fodboldbane, der er den eneste i området. Hvis der fortsat skal kunne dyrkes amerikansk fodbold i området, skal dette indpasses i Hekla Park.

Det er muligt at etablere kunstgræsbaner med infill af kork, der er velegnet til amerikansk fodbold. En bane til amerikansk fodbold kræver en anden type opbygning end en bane til fodbold, hvilket medfører, at en del af området vil have en anden opbygning end det øvrige areal. Det er dog også muligt at spille fodbold på en sådan bane, så den vil kunne benyttes til begge aktiviteter. Teknik- og Miljøforvaltningen, der er bygherre på projektet i Hekla Park, vurderer, at det er muligt at indarbejde en bane til amerikansk fodbold inden for den eksisterende anlægsbevilling. Forslaget forventes dermed ikke at være forbundet med merudgifter.

Boldklubben Hekla tilkendegiver, at de i lyset af kunstgræsprojektet er forstående over for at græsbanerne til fodbold nedlægges. De pointerer samtidig, at det indebærer en reel reduktion af kapaciteten i sommerhalvåret, hvor efterspørgslen er størst, hvilket ikke imødekommes af kunstgræsprojektet. Hertil kommer, at foreningen vil blive yderligere udfordret på kapacitet, hvis der også bliver tildelt tider til amerikansk fodbold i Hekla Park. Både Hekla og Spartans ser derfor gerne, at der kun nedlægges ét af de to græsarealer, så Spartans fortsat kan benytte græsbanen til amerikansk fodbold.

Det er forvaltningens vurdering, at der med Budget 2023 er truffet beslutning om, at hele arealet i Hekla Park skal konverteres til kunstgræs, og at et infill med kork vil give mulighed for, at der både kan spilles fodbold og amerikansk fodbold.

Beslutninger om eventuelt at nedlægge boldfællederne i området, skal tages på et senere tidspunkt af Teknik- og Miljøudvalget.

Facilitetsoptimering for foreninger i området
Konverteringen til kunstgræs i Hekla Park medfører en væsentlig kapacitetsforøgelse over året og følgelig et behov for understøttende faciliteter fx omklædning, klubhus, ophold mv. Dette gælder både for Hekla samt eventuelle nye foreninger og brugere af anlægget, fx amerikansk fodbold, der i dag ikke har faciliteter til rådighed. Facilitetsbehovet vil i vidt omfang kunne imødekommes ved en fælles facilitet, der kan benyttes af flere foreninger i området. Forvaltningen er ved at undersøge behovet. Forvaltningen vil senere vende tilbage til udvalget med løsningsforslag, herunder eventuelt finansieringsbehov. Der arbejdes på, at en eventuel ny fælles facilitet kan være klar til ibrugtagning, når banerne tages i brug, forventeligt ultimo 2025.

Hertil kommer en særskilt udfordring i forhold til facilitetsbehov for Københavns BMX ved cykelbanen tæt på Hekla Park. Det gælder både foreningens daglige aktiviteter, planlægning af Danmarks Cykle Union elitecenter og kommende afholdelse af VM, der stiller særlige behov for faciliteter. Forvaltningen er i dialog med foreningen og vender tilbage til udvalget, når der er dannet et overblik over foreningens behov for faciliteter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil orientere Teknik- og Miljøforvaltningen om Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning om valg af kunstgræstype til Hekla Park og gøre opmærksom på implikationer ved at omlægge boldbanerne på den vestlige del af Artillerivej til vild natur.

 

Søren Tegen Pedersen

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2023:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte, at nye kunstgræsbaner i Hekla Park anlægges med infill af kork.

For så vidt angår indstillingens andet at-punkt godkendte udvalget ikke indstillingen.

Et enigt udvalg ønskede følgende protokolbemærkning: "Udvalget glæder sig over udbygningen af Hekla Park med bedre muligheder for fodbold i fremtiden. Der er allerede i dag pres på banekapaciteten til fodbold i området, hvorfor vi ikke finder, at det er en løsning også at skabe plads til amerikansk fodbold i Hekla Park. Derfor går vi i gang med at finde en alternativ placering til amerikansk fodbold. Indtil vi har fundet et alternativ, er det udvalgets holdning, at amerikansk fodbold kan blive på boldfælleden, hvor der spilles i dag, så vilkårene ikke forringes i den mellemliggende periode."  

Plan- og tilskudschef Mads Kamp Hansen, kontorchef Kim Natour Svendsen og facilitetschef Christian Biel Knudsen deltog under punktets behandling.

Til top