Mødedato: 11.06.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Procesplan for Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til procesplan for det videre arbejde med Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende procesplan for udarbejdelse af Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023, herunder inddragelse og borgerdialog.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:

Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.

Problemstilling

Kultur- og Fritidspolitikken 2016-2019 udløber med udgangen af 2019, og arbejdet med en ny politik for 2020-2023 skal derfor sættes i gang.

Nærværende indstilling sætter rammen for det videre arbejde med en ny Kultur- og Fritidspolitik. Sigtet er, at borgere, brugere og andre interessenter bliver et centralt omdrejningspunkt i arbejdet hermed.

Indstillingen rummer samtidig et forslag til en plan for de politiske drøftelser af en ny Kultur- og Fritidspolitik i Kultur- og Fritidsudvalget.  

Løsning

En ny kultur- og fritidspolitik skal have afsæt i igangværende politiske tiltag og vedtagne politiker samtidig med, at den skal favne det nye og spirende.

For at understøtte en sådan proces vil der hen over sommeren ske et forarbejde med henblik på kvalificere og systematisere et fundament for det videre arbejde med en ny politik. Relevante temaer og tendenser vil blive kortlagt med henblik på en politisk drøftelse i Kultur- og Fritidsudvalget i august 2018. Sigtet er, at der her lægges en ramme for den næste kultur- og fritidspolitik, herunder hvilke temaer der kan spilles op mod i en efterfølgende borgerdialog.

Efter den politiske drøftelse i august 2018 igangsættes der en københavnerdialog med henblik på at den nye Kultur- og Fritidspolitik kan træde i kraft 1. januar 2020.

Inddragelsesprocessen

Inddragelsen af københavnerne tager udgangspunkt i de temaer og udfordringer, som fastlægges af Kultur- og Fritidsudvalget.

Udvikling af en Kultur- og Fritidspolitik i en by i forandring skal have afsæt i det levede liv i byen og udvikles i dialog med københavnerne.

Kultur- og fritidslivet er afgørende for det levede liv i bydelene og kvarterene i København. Københavnernes ønsker til deres kultur- og fritidsliv er dagsordensættende for et inspirerende og spirende københavnerliv for børnefamilien, den ældre eller de mange unge, som bor i København.

København er under forandring. Nye byområder tager form, og kultur- og fritidslivet indarbejdes i mange forskellige arenaer og samarbejder. Nye kultur- og fritidsfaciliteter placeres eksempelvis på skoler og i sammenhæng med boligforeninger, og på aktivitetssiden udvides kredsen af samarbejdspartnere løbende.

Målet er en Kultur- og Fritidspolitik, der både favner et kendt ståsted i den eksisterende politik og de nye tendenser og udfordringer i byudviklingen.

Formålet med inddragelsesprocessen er at styrke den kommende kultur- og fritidspolitik samt gøre den vedkommende for københavnerne og byens gæster. Dette vil give mulighed for, at politikken ikke blot bliver en forventningsafstemning mellem politikere og forvaltningen, men også engagerer alle de mennesker som skaber København.

Det er ambitionen at nå ud til flest mulige københavnere og få inputs fra en så bred skare som muligt, og derfor foregår inddragelsen både digitalt og analogt. Tanken er, at der desuden vil blive arbejdet med online inddragelse samt større datasæt med borgere på tværs af byen. Samtidig indeholder processen et politisk laboratorium, hvor borgerne i samarbejde med medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget kan kvalificere og diskutere inputs fra den foregående inddragelse.

Netop ved at kombinere store mængder af data med mere dybdegående samtaler og samskabelse er det ønsket at lave en nyskabende og visionær politik, der stiller skarpt på de allervigtigste udfordringer på kultur- og fritidsområdet og samtidig bygger ovenpå den eksisterende Kultur- og Fritidspolitik.

Procesplan for udarbejdelse af Kultur- og Fritidspolitik 2020-2023

Efterår/vinter 2018-2019:

  • Strategiske overvejelser, principper og temaer for Kultur- og Fritidspolitikken

    forelægges Kultur- og Fritidsudvalget i august.

  • Den indledende undersøgelse af behov og ønsker blandt borgere, foreninger og andre interessenter, starter. Temaer, emner og metodikker for den videre proces fastlægges.  
  • Borgerinddragelse, hvor borgerne kan komme med ideer til Kultur- og

    Fritidspolitikken.

Forår 2019:

  • Kultursaloner, hvor borgere og politikere fra Kultur- og Fritidsudvalget mødes rundt om i bydelene for at diskutere den nye Kultur- og Fritidspolitik.
  • Udkast til den nye Kultur- og Fritidspolitik forelægges Kultur- og Fritidsudvalget og sendes i skriftlig høring.

Efterår/vinter 2019:

  • Kultur- og Fritidspolitikken tilrettes på baggrund af høringssvar og forelægges Kultur- og Fritidsudvalget.
  • Kultur- og Fritidspolitikken behandles i Økonomiudvalget og vedtages endeligt i Borgerrepræsentationen, for at træde i kraft den 1. januar 2020.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Henover sommeren 2018 arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen med principper for Kultur- og Fritidspolitikken 2020-2023. Dette arbejde forlægges Kultur- og Fritidsudvalget i august 2018, hvorefter udviklingen af politikken fortsætter.

 

Mette Touborg

 

              /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og præciserede i denne forbindelse, at det videre arbejde tager udgangspunkt i det eksisterende grundlag, herunder den nuværende Kultur- og Fritidspolitik samt input fra lokaludvalg og aktører på området. Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, og vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget i august 2018 med forslag til temaer mv. for Kultur- og Fritidspolitikken.

Til top