Mødedato: 09.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning om støtte til Grænser i Nattelivet

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til Grænser i Nattelivet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 499.641 kr. til projektet Grænser i Nattelivet, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2017.

Problemstilling

DareGender søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 499.641 kr. til projektet Grænser i Nattelivet (Bilag 1).

Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2017.

Løsning

Ifølge ansøger har den virale #MeToo kampagne skabt et massivt fokus på seksuel chikane, som kvinder udsættes for. Både på de sociale medier, i tv - og radioprogrammer er problemstillingen drøftet af meningsdannere og fagprofessionelle, der var enten positivt indstillede eller skeptiske overfor kampagnen. Ikke desto mindre blev #MeToo til en SoMe kampagne, der ifølge ansøger for alvor fik mænds øjne op for, hvor omfattende seksuel chikane er, og ikke mindst hvordan det opleves fra kvindernes side.

På den baggrund søger DareGender Kultur- og Fritidsudvalget om finansiel støtte til projekt ‘Grænser i Nattelivet’, der har til formål at sætte fokus på konkrete handlemuligheder og forebyggelsesindsatser i forbindelse med seksuel chikane i nattelivet.

Projektet er delt op i 3 dele, og det vil være muligt at gennemføre delelementer af projektet. Projektet ligger, ifølge ansøger, i forlængelse af kommunes tidligere forebyggende indsatser i forhold til diskrimination.

Derudover er ansøger åben for at målrette projektet, så det kan spille sammen med andre initiativer og evt. med mulighed for at supplere med finansiel støtte andre steder fra. 

Ansøger gør opmærksom på, at DareGender afholder et arrangement den 30. november 2017 om, hvad der kan gøres, som opfølgning på #MeToo kampagnen. Arrangementet bliver offentliggjort på Facebook og website. 

Om DareGender

DareGender er en organisation, der arbejder for en verden, hvor alle mennesker har lige muligheder for at følge deres drømme og udleve deres livspotentiale - uanset deres køn. 

DareGender er apolitisk og åben for alle politiske ståsteder, trosretninger, kønsidentiteter og seksualiteter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

 

Mette Touborg

                                            /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte forvaltningens indstilling. 

Til top