Mødedato: 08.09.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning: Go Creative

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til "Go Creative"

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 455.000 kr. til arrangementet "Go Creative", da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2016.

Problemstilling

Barndrømmen ved Dorthe Foged søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 455.000 kr. til afvikling af arrangementet "Go Creative" på Københavns Rådhus på FN Børnekonventions fødselsdag den 20. november 2016. (bilag 1).

Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2016

Løsning

Go Creative er en national indsats med deltagelse af 432 skoler og hermed flere tusinde børn fra hele landet. Målsætningen er ifølge ansøger, at børn, uanset deres sociale og geografiske baggrund, i alderen 0 - 6 klasse, får mulighed for at arbejde med deres drømme gennem blandt andet tegning.

Indsatsen som er udviklet af Barndrømmen i samarbejde med fagfolk, kunstnere og kreative konceptudviklere, består af moduler inden for kreativitet, innovation og entreprenørskab. Dette materiale indgår i undervisningsforløb i de mange skoler og vil, ifølge ansøger, kombineret med andre planlægningsaktiviteter, styrke såvel børnenes kreativitet som deres handlingskompetencer til at kunne forfølge deres drømme. Skolerne deltager gratis i forløbet.

Arrangementet finder sted på Rådhuset i forbindelse med FN Børnekonventions fødselsdag den 20. november 2016, hvor de medvirkendes børns tegninger af deres drømme vil blive projiceret indenfor i Rådhushallen.

Lysprojiceringen varetages af lyskunstneren Ross Ashton, som gennem en årrække har skabt store lysprojiceringer på Buckingham Palace og store regeringsbygninger rundt om i verden.

Arrangementet på Rådhuset vil også byde på børnekor på balkonerne, professionelle musikere, der spiller børnesange, adventsgaver til alle børn, der kommer forbi.

Det er ansøgers forventning, at arrangementet vil få bred og landsdækkende mediebevågenhed.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

 

 Anders Bager Jensen

                                                             /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2016:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger et tilskud på 50.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Jens-Kristian Lütken, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for forslaget.

Et mindretal (Kasper Heumann Kristensen) stemte imod.

Forslaget blev således godkendt.

Til top