Mødedato: 08.06.2000, kl. 15:00

Drøftelse af ophævelse af blokering af lånemuligheder ved skyldige biblioteks-afgifter på 250 kr. eller derover.

Drøftelse af ophævelse af blokering af lånemuligheder ved skyldige biblioteks-afgifter på 250 kr. eller derover.

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 8. juni 2000

 

2. Drøftelse af ophævelse af blokering af lånemuligheder ved skyldige biblioteks-afgifter på 250 kr. eller derover.

(KFU 237/2000)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter blokering af lånemuligheder ved skyldige biblioteksafgifter på 250 kr. eller derover med udgangspunkt i de af Finn Rudaizky stillede spørgsmål samt forvaltningens besvarelse herpå.

 

RESUME

Bibliotekernes ledelse har foretaget en administrativ ophævelse af lånereglernes bestemmelse om, at lånere, der skylder biblioteket 250 kr. eller derover, mister retten til at låne, indtil hele gælden er betalt. Baggrunden er, at Indenrigsministeriet i en afgørelse har fastslået, at bestemmelsen efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke var hjemlet i lov om folkebiblioteker.

Finn Rudaizky har ved brev af 27. april 2000 ønsket spørgsmålet om ophævelse af blokering i forbindelse med udlån på bibliotekerne optaget på dagsordenen. Siden da har Folketinget vedtaget en ny lov om biblioteksvirksomhed, der nu indeholder den fornødne hjemmel til at blokere for udlån til lånere, som skylder at betale afgifter til biblioteket.

 

SAGSBESKRIVELSE

Finn Rudaizky har ved brev af 27. april 2000 ønsket spørgsmålet om ophævelse af blokering i forbindelse med udlån på bibliotekerne optaget på dagsordenen. Brevet lyder som følger:

"Jeg skal venligst anmode om, at følgende optages på dagsordenen snarest muligt.

Vedrørende ophævelse af blokering i forbindelse med udlån på bibliotekerne

Begrundelse for ønsket om optagelse på dagsordenen:

Bibliotekschefen har i brev af 17.04.2000 meddelt, at man med øjeblikkelig virkning ophæver bestemmelsen om "Lånere, der skylder biblioteket 250 kr. eller derover, mister retten til at låne, indtil hele gælden er betalt".

Anledningen er en låners klage til Ombudsmanden og Indenrigsministeriet, der er Københavns Kommunes tilsynsmyndighed. I brev af 14.04.2000 meddeler Indenrigsministeriet, at det er ministeriets "opfattelse, at Københavns Kommune har tilsidesat lovgivningen".

Foranlediget af ovennævnte skal jeg anmode om forvaltningens svar og redegørelse af følgende:

  • Da aftalen om 250 kroners reglen blev vedtaget politisk, havde forvaltningen da forinden undersøgt juridisk om lovgivningen ved forslaget var overholdt? Hvis ja, foreligger der et notat herom. Hvis nej, hvorfor blev det ikke undersøgt om Biblioteksloven gav mulighed for lovlig gennemførelse af det forslag som forvaltningen forelagde for Fritids- og Kulturudvalget?

Kan Fritids- og Kulturudvalget normalt gå ud fra, at forslag som Forvaltningen forelægger udvalget er lovgivningsmæssigt korrekte og undersøgt forinden forelæggelse? Eller forventer forvaltningen at politikerne i tilsvarende sager selv skal være opmærksom på at spørge om forvaltningen har undersøgt sagen juridisk?

Med hensyn til den konkrete sag ønskes oplyst, om forvaltningen konfererede med andre kommuner før Kultur- og Fritidsudvalget vedtog den famøse ulovlige blokering?"

Besvarelse af spørgsmålene samt uddybning af baggrunden for forvaltningens praksis.

Baggrunden er et brev af 17. april 2000 fra bibliotekschef Jan Østergaard Bertelsen til alle afdelinger. Af brevet fremgår det, at der sker øjeblikkelig, administrativ ophævelse af lånereglernes bestemmelse om, at lånere, der skylder biblioteket 250 kr. eller derover, mister retten til at låne, indtil hele gælden er betalt.

Begrundelsen er, at en låner i juni 1999 klagede til Ombudsmanden over bestemmelsen. Ombudsmanden videresendte klagen til Indenrigsministeriet, der bad Kulturministeriet om en udtalelse. Af denne fremgår følgende:

"Kulturministeriet har i anledning af henvendelsen været i kontakt med Biblioteksstyrelsen. Kulturministeriet har herved konstateret, at en række biblioteker har haft den opfattelse, at der er retlig grundlag for en praksis, hvorefter brugere udelukkes fra at hjemlåne materialer, såfremt brugerne har misbrugt biblioteket, det vil sige tilsidesat sine forpligtelser i et betydeligt omfang.

Den gældende lov om folkebiblioteker (lov nr. 1100 af 22. december 1993) indeholder efter Kulturministeriets opfattelse ikke bestemmelser, der giver et klart grundlag for udelukkelse af borgere fra at kunne låne på biblioteket. Det er derfor ministeriets opfattelse, at der er behov for en afklaring af retsstilstanden.

Som led i Folketingets igangværende behandling af forslag til ny lov om biblioteksvirksomhed (L78), der blev fremsat den 2. november 1999, vil ministeriet søge at få spørgsmålet om udelukkelse afklaret.

For så vidt angår den konkrete sag, er det efter Kulturministeriets vurdering ikke muligt at udelukke en bruger fra at hjemlåne på grundlag af en fastsat beløbsgrænse for skyldige beløb til biblioteket på 250 kr. eller derover."

På baggrund af denne udtalelse konkluderede Indenrigsministeriet i brev af 14. april 2000, at der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke var hjemmel i lov om folkebiblioteker til at afskære en bruger fra hjemlån, hvis brugeren skyldte biblioteket et afgiftsbeløb på 250 kr. eller derover.

Selv om tidligere bibliotekslove ikke udtrykkeligt har beskæftiget sig med udelukkelse af lånere, har bibliotekernes ledelse været af den opfattelse, at spørgsmålet kunne reguleres i kommunalbestyrelsens reglement for brugen af biblioteket. Sådanne bestemmelser er også blevet fastsat i andre kommuner, hvilket bl.a. fremgår af, at Revisionsdirektoratet til brug for sin beretning over regnskab 1997 vurderede blokeringsgrænsen og foretog en gennemgang af en række udvalgte kommuners blokeringsgrænse. På den baggrund var det direktoratets indtryk, at "den vedtagne blokeringsgrænse på 250 kr. er rimelig og i overensstemmelse med øvrige folkebibliotekers praksis.".

Forvaltningen har ikke kendskab til forholdene i alle landets biblioteker, men kan nævne, at i hvert fald Herning, Århus, Randers, Gentofte, Hvidovre, Brøndby, Herlev og Høje-Taastrup Kommuner har fastsat en blokeringsgrænse, der varierer fra 25 til 500 kr.

Det følger af ovenstående, at forvaltningen for ud for vedtagelsen af bestemmelsen vidste, at andre kommuner også havde regler om blokering, og at det var forvaltningens opfattelse, at bestemmelsen var lovlig. Spørgsmålet om en indstillings lovlighed er en del af den sagsbehandling, der foregår for ud for sagernes forelæggelse for Kultur- og Fritidsudvalget.

Folketinget vedtog den 4. maj 2000 en ny lov om biblioteksvirksomhed. Det fremgår af § 31, at et bibliotek kan udelukke en bruger fra at låne på biblioteket, såfremt vedkommende i væsentligt omfang har misligholdt sin forpligtelse til at aflevere lånte materialer i ubeskadiget stand. En låner kan også udelukkes, hvis vedkommende skylder at betale gebyrer. Kulturministeren fastsætter nærmere regler herom.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at en række biblioteker har bestemmelser om udelukkelse af lånere på grund af økonomiske restancer, at der ikke i den gældende lov findes bestemmelser herom, og at det er uklart, om bibliotekerne har hjemmel til at udelukke lånere fra hjemlån. Denne uklarhed er nu fjernet med det vedtagne lovforslag. Så snart kulturministeren har fastsat de nærmere regler, vil det igen være muligt at blokere for udlån som følge af skyldige afgifter. En bekendtgørelse forventes ifølge Kulturministeriet i juli eller august. Kultur- og Fritidsudvalget vil herefter få forelagt et forslag til ændring af de gældende låneregler.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

BILAG

  1. Brev af 27. april 2000 fra Finn Rudaizky
  2. Brev af 17. april 2000 fra Jan Østergaard Bertelsen
  3. Brev af 14. april 2000 fra Indenrigsministeriet
  4. Uddrag af lov om biblioteksvirksomhed

Ida Munk

/ Mikael Keller-Hansen

 

 

Til top