Mødedato: 05.04.2018, kl. 15:00
Mødested: AFUK, Enghavevej 82B, 2450 København SV

Bekæmpelse af vand og fugt på fodboldbaner og andre grønne områder

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om udfordringer med vand på fodboldbaner og andre græsområder på idrætsanlæg.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser håndtering af vand på fodboldbaner og andre grønne baner på idrætsanlæg til forhandlingerne om Budget 2019.

Problemstilling

De københavnske idrætsanlæg er udfordret af store mængder vand på både fodboldbaner og baner til andre sportsgrene, f.eks.tennis- og cricket-baner samt parkområder. Udfordringerne har vist sig særligt store i vinteren 2018.

Løsning

I øjeblikket er der væsentlige udfordringer med våde baner på idrætsanlæg. Dette skyldes en ekstraordinært regnfuld sommer i 2017, samt de store mængder nedbør, der er faldet i løbet af vinteren og foråret 2017/2018.

Oversvømmelserne opstår, når regnvandet ikke kan trænge ned gennem det øverste jordlag og forværres, hvis jorden under græsset er meget komprimeret. Dette er for eksempel tilfældet både på idrætsanlæg og i byens parker, hvor der er afsat 1 mio. kr. til retablering af Fælledparkens plæner i aftalen om Overførselssagen 2018. I et budgetnotat af 22. februar 2018 bemærker Teknik- og Miljøforvaltningen, at retableringen skal finde sted hurtigst muligt, hvis det skal undgås, at retableringen fordyres og udfordringens omfang øges.

Overordnet kan siges, at oversvømmede fodboldbaner risikerer at blive en tilbagevendende udfordring, hvis der ikke findes permanente løsninger med dræning af banerne i perioder med meget nedbør.

Antallet af baner, der har været udfordret af store nedbørsmængder, har været opadgående i de seneste år, og udfordringerne er særligt store i foråret 2018.

Blandt de særligt udfordrede idrætsanlæg er:

  • Emdrup Idrætsparks fodbold- og tennisbaner

  • Tingbjerg Idrætsparks kunstgræs- og cricketbaner

  • Kløvermarken Idrætsanlægs kunstgræs- og cricketbaner

  • Valby Idrætsparks fodboldbaner

  • Svanemølleanlæggets tennis- og fodboldbaner

Vil man imødekomme udfordringerne, kan der være to elementer i et sådant projekt:

For det første kan der afsættes en pulje på f.eks. 1 mio. kr. til en løbende indsats og afhjælpning, hvis f.eks. der ligesom i foråret 2018 opstår en situation, der kræver en umiddelbar indsats og afhjælpning op til udendørssæsonen 2019/2020. Det nøjagtige omfang af udfordringen ved indgangen til udendørssæsonen 2019/2020 afhænger af nedbørsmængden hen over sommeren og efteråret 2018.

Generelt kan det bemærkes, at hvorvidt en akut dræning af banerne kan lade sig gøre, afhænger af nedbørsmængden og temperaturen, hvor især frost i jorden udgør en stor og til dels uforudsigelig udfordring.

For det andet kan der sættes en pulje af til kortlægning af udfordringerne med henblik på en efterfølgende finansiering af en langsigtet løsning. Forvaltningen skønner, at en sådan kortlægnings- og planlægningsproces vil koste i størrelsesordenen 1 mio. kr.

Den videre håndtering af udfordringerne med vand på banerne

De store udfordringer, der har været med vand på banerne gennem de seneste år, gør, at dræning af baner vil være et fokusområde for forvaltningens arbejde i de kommende år. Her skal der både ses på de tekniske løsninger, når der etableres nye baner og hvilke tiltag, der skal til på de baner, der fremover vil være udfordrede.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.


Mette Touborg

/Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om umiddelbart at iværksætte mulige afhjælpende foranstaltninger indenfor udvalgets ordinære driftsramme og vende tilbage til udvalget med langsigtede løsningsforslag.

 

Til top